Man skal føle sig velkommen

Neel Andersen, nyuddannet lærer, er blevet i folkeskolen, fordi der blev taget hånd om hende

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da Neel Andersen blev færdig på seminariet for fire år siden, startede hun i et barselsvikariat. Men da hun nåede efterårsferien, var hun sikker på, at hun aldrig skulle være folkeskolelærer.

'Det var hårdt, og jeg sov hele efterårsferien', siger hun.

'Det var ikke, fordi der var noget egentlig galt med skolen, men alle havde nok i deres eget, og så føler man sig virkelig dum ved at spørge hele tiden'.

Hun syntes, at det var svært at skulle stå med eleverne helt alene, fordi der var så mange ting, hun ikke vidste. Da barselsvikariatet var slut, var hun i et andet skema i et par måneder, og så var der ikke behov for hende længere. I dag er hun sikker på, at det kun var godt.

'Hvis jeg ikke havde været tvunget til at finde noget andet, var jeg måske blevet der, alene på grund af trygheden. Og det er jeg meget glad for i dag, at jeg ikke gjorde, for jeg havde det ikke godt. Det betyder meget, at der er nogle, der har tid til at kigge lidt efter en'.

Neel Andersen blev ansat på Uglegårdsskolen i Solrød, og der opleve-de hun en helt anden form for modtagelse.

'De ringede, allerede inden jeg skulle begynde, og inviterede mig til teammøde, så jeg kunne hilse på, og da jeg kom, var alle henne og sige goddag og give hånd. Det var helt klart, at jeg betød noget for dem, de lærte mit navn, og jeg var ikke bare 'hende den nye''.

Godt med teamsamarbejde

Lærerværelset var delt op i tre efter de tre spor, så selvom skolen var lige så stor som den, hun kom fra, var det alligevel et meget mindre antal lærere, hun skulle forholde sig til.

Der var flere unge lærere, der startede samtidig, og ledelsen inviterede til velkomstmøder, hvor de unge blev introduceret til biblioteket, computerrummet, amtscentralen, kopimaskinen og fik forklaret deres arbejdsplan. Der var der plads til at stille alle de dumme spørgsmål, og samtidig kunne de nye lære hinanden at kende.

Neel Andersen nævner også skemaet og teamsamarbejdet som en årsag til, at hun har følt sig godt tilpas.

Hun mener, at det er helt uholdbart, hvis unge lærere bliver sat ind i, hvad hun kalder et 'fylde huller ud-skema', fordi man så skal forholde sig til 150 børn i stedet for 75. Hun fik tre klasser og kom ind i team, som allerede var dannet. Hun blev kun sat til at undervise i sine liniefag og fik derudover nogle tolærertimer.

'Jeg tror, det er en god ide med sådan en følordning, for ud over at eleverne har godt af, at der er to lærere, så var det også godt for mig. Jeg fik lejlighed til se, præcis hvad det var, der fik børnene til at sætte sig ned, når den anden lærer bad dem om det'.

Hun har også haft stor gavn af at blive sat i team med ældre lærere, som har øst af deres erfaring.

'Man er vant til gruppearbejde fra seminariet, så det er ret godt, at man ikke står helt alene, når man kommer ud, så man selv skal opfinde det hele på ny. Hvis ungerne har været stride, så betyder det meget at kunne sætte sig over en kop kaffe og vende tingene med en kollega, der kender børnene'.

Endelig synes hun også, at det betyder noget, at skolen tænker på de unge lærere, når der bliver tilbudt kurser og funktioner, fordi det sikrer, at de ikke får et så stort lektionstal. Selv har hun fået et to-årigt fysik- og kemikursus.

Frem med problemerne

Neel Andersen synes ikke, at hun har oplevet problemer med forældre, der blander sig for meget.

'Vi har delt klasselærerfunktion, og det har været godt, for det havde været hårdt at skulle stå helt alene med det hele i starten. Jeg gruede for de første skole-hjem-samtaler, men jeg synes, det har været forbavsende rart. Klassens forældre ringer en del og stiller spørgsmål for eksempel om, hvilken lommeregner de skal købe, eller om det kan være rigtigt, at børnene må et eller andet'.

Men hun synes, at det kun er en fordel, at tingene kommer på bordet med det samme.

'På den første skole, jeg var på, var ens telefonnummer næsten hemmeligt. Her står det i meddelelsesbogen, og så er vi sikre på, at vi får taget tingene i opløbet'.

Neel Andersen er ikke i tvivl om, hvad man skal gøre, hvis man vil holde på de unge lærere. Man skal sætte dem i team og holde timetallet nede. Og så er det vigtigt, at de føler sig velkomne.