Missede du, Anders samt Dennis og Co en historisk chance, ved ikke helt at se hvilken fantastisk kraft I egentlig selv havde skabt?

I det sidste medlemsbrev skriver du, at en storkonflikt ville have skabt et stort pres på os og vi havde måske fået en ikke tilfredsstillende arbejdstidsaftale ved et regeringsindgreb.

”Jeg har faktisk endnu ikke hørt nogen argumentere imod denne analyse”. Skriver du.

Tilbage i januar i Amager Bio sagde du, med lidt andre ord, det samme. Du talte om det samme pres, da du forklarede hvorfor DLF havde åbnet op for de andre forhandlinger og sat forhandlinger om en læreraftale på pause.

Musketered og Solidaritetspakten

Var præcis de overskrifter denne overenskomstkamp havde brug for. De forskellige fags hovedproblemer ind midt på bordet, og så står vi sammen. Så enkelt, så logisk, så rigtigt. Ingen kunne undgå at forholde sig til den linje. Fulgt op af paroler som #nokernok og #enløsningforalle blev det folkeeje. 9. marts kunne Magisterbladet offentliggøre, at 10% støttede Løhde og Ziegler, mens 3 ud af 4 støttede de offentligt ansattes krav. Selv blandt regeringspartiernes egne vælgere var støtten til grin.

10.000 tillidsrepræsentanter fra alle fag i det offentlige bekræftede solidaritetspagten i Fredericia d. 22. marts. Gang på gang bekræftede salen at vi stod #skuldervedskulder. Et historisk møde for de der deltog. Et historisk møde for danske fagbevægelse. Mobiliseringen af et kæmpe lag af tillidsrepræsentanter var helt entydigt lykkedes.

10 april og i dagene deromkring var der demonstrationer i København, Århus og en række andre byer. Et gæt er at 40.000, måske flere var på gaderne for at stå sammen om lønsikring, forsvar for betalt spisepause og aftalte arbejdstidsregler, også for lærere. Igen kunne jeg finde de største tillægsord frem. Lad mig i stedet sige, der har aldrig, på nogen del af arbejdsmarkedet været aktiviteter og demonstrationer i dette omfang under forhandlingerne, før en konflikt. Aldrig.

20 april forudså BT da også, at en konflikt kan blive regeringens død. I Ålborg melder fagbevægelsen ud, at Mette Frederiksen ikke er velkommen 1. maj, fordi hun ikke vil tage afstand fra at gribe ind med lov mod en storkonflikt. Så hvis regeringen ligger ned, så raller oppositionspartiet ved tanken om en offentlig storkonflikt.

Så Anders, Dennis m.fl. Hvad mere vil I have for at stå fast?

Bussiness as usual

Det man kunne fornemme hen over foråret, er nu ved at blive offentlig tilgængelig viden. På et tidspunkt, Dennis Kristensen nævner i sin meget læste dagbog, et møde i forhandlingsfællesskabet d. 30. marts, er linjen blevet lagt: Maksimalt pres på alle 3 hovedkrav, men det er kun det fælles lønkrav der er konfliktudløsende. Her bliver den store fortælling om musketerer måske til fortællingen om business as usual?

Det gir, på den ene side, mening. Man gør sin styrke op. Vurderer hvor langt det kan bære samt hvilket krav der samler flest. Fair nok.

Men det rejser to problemer jeg har brug for svar på:

Først.

Modparten, Løhde, kan jo gennemskue det. Derefter tager det måske 5 minutter at indse, at hvis man vil undgå den fulde storkonflikt, så må man give sig på lønnen. Hvis man vil undgå den mindre, men stadig betydeligt store konflikt, så må man give sig på frokost pausen. Men hvad sker der egentlig, hvis man ikke giver sig på arbejdstidsaftale på løn til lærerne? Så indgår alle andre forlig og lærerne står tilbage på perronen. Alene.

Dernæst.

Jeg er ikke naiv. Jeg forstår godt, at verden ved forhandlingsbordet er lidt mere kompleks end parolerne. Men jeg forstår ikke, at en vurdering af mulighederne i marts ikke ændrer sig i takt med at folkestemningen er ved at udvikle sig til en folkebevægelse. Hvorfor sadlede I ikke om?

Jeg vil godt slutte positivt og fremadrettet af. Bevægelsen der blev skabt, har hele det offentlige område skabt sammen og det har bragt faglig aktivitet tilbage i den offentlige debat. Ord som solidaritet er igen blevet, levende, konkrete og nærmest sexede.

Selv en lærer må se, at 2 ud af 3 er ikke dårligt. Måske koster det, som en lille bonus, Moderniseringsstyrelsen livet.

Jeg kommer ikke til at deltage i den offentlige udskældningen af nogen faglige ledere. Dennis Kristensen tilbød os at varsle sympatikonflikt i 2013. Det bør vi huske.

Men jeg håbermange stiller deres egne formænd og forbundsformænd de spørgsmål jeg har stillet Anders her. Jeg stillede, stort set, de samme spørgsmål på TR mødet i københavn 30 april. Jeg synes svaret, ligesom nyhedsbrevet, vender indad på et tidspunkt hvor alle svarene findes ude i fællesskabet.

Afsluttende og opsamlende: I skabte solidariteten – hvorfor havde i ikke tillid til den?

Stemmer jeg ja eller nej? Jeg ved det ikke.

Skal jeg til bevar velfærden demonstration d. 17. maj? Det kan du regne med.

Johan Elkjær

TR Blågård Skole