Trojaborg mod Andersen

Københavns Lærerforenings formand kandidat til DLF-post

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det kom ikke just uventet, men formanden for Københavns Lærerforening Jan Trojaborg ventede til dagsordenpunktet 'eventuelt' sidst på aftenen i torsdags med at meddele sine medlemmer, at han stiller op til valget som næstformand for Danmarks Lærerforening.

'Det sker ikke, fordi jeg har været på udkig efter andre græsgange end Københavns Lærerforening. Slet ikke. Jeg er utrolig glad for arbejdet her, og min identitet ligger i høj grad her. Derfor har beslutningen også været ganske svær', sagde Jan Trojaborg til de omkring to hundrede fremmødte ved generalforsamlingen, hvor der ikke var debat om formandens beslutning.

Jan Trojaborg er som tidligere omtalt i Folkeskolen blevet opfordret af blandt andre Vestsjællands Amtskreds til at stille op imod hovedstyrelsens kandiat Stig Andersen, men han ville ikke besvare opfordringen før efter generalforsamlingen, fordi han mente, at hans egne medlemmer først skulle kende hans beslutning.

Jan Trojaborg understreger, at han ikke stiller op som en del af en fraktion eller gruppering eller som københavner, men som et aktivt hovedstyrelsesmedlem, der gerne vil bidrage med noget af det, han mener, foreningsledelsen har manglet i den seneste periode - mere dynamik, synlighed, præcision og skarphed. Samtidig står han fuldt og helt bag Anni Herfort som formand og er meget bevidst om, at det er en utroligt krævende post, hun sidder på:

'Jeg tror, at mange ikke gør sig klart, hvor svær en rolle det er', siger han.

Jan Trojaborg håber blandt andet på, at han som næstformand kan være med til at give forretningsudvalget en stærkere position som politikudviklende led og i en rolle som stedet, hvor man tager de hurtige politiske beslutninger, når der er brug for, at Lærerforeningen er lynhurtigt på banen.

Efter Jan Trojaborgs beslutning har kredsformand Richard Samuelsson, kreds 65 på Lolland, trukket sit kandidatur. Han stillede op for at sikre, at der blev kampvalg, men vil nu støtte Jan Trojaborg. Og Jan Trojaborg er da også sammen med Stig Andersen i fuld gang med at planlægge en serie regionale valgmøder i de sidste uger inden kongressen.