På Haarby Skole står MP ikke for militærpoliti, men de ofte anvendte initialer for Marie-Louise Paustian, lærernes tillidsrepræsentant på den fynske skole. I de tre dage,

Folkeskolenfølger hende, er der imidlertid en smule sergent over den unge tillidskvinde, fordi hun som sin fagforenings repræsentant koster sine kolleger rundt for at finde gamle opgørelser. Den del af arbejdet morer ikke Marie-Louise Paustian, som heller ikke hos ægtemand og børn høster stor begejstring for de to år, hun har haft tillidsposten.

'Jeg er aldrig hjemme, og det går mærkbart ud over vores økonomi, at jeg er blevet tillidsrepræsentant. Den er altså ikke nem at sælge i en småbørnsfamilie', siger Marie-Louise Paustian.

Ved dørkarmen mellem lærerværelset og kontorgangen på Haarby Skole har viceinspektøren hængt en grøn seddel med store tuschbogstaver: 'MP regerer fra kl. 12 i dag!' De to skoleledere er taget på rådhuset og har overdraget ledelsesscepteret til skolens tillidsrepræsentant.

MP - Marie-Louise Paustian - mere stønner end råber og regerer på ungdomsskolekontoret, hvor hun har fået lov at indrette et skrivebord på en hylde i et hjørne under vinduet. Hun aktiverer sit veludviklede ordensgen for at få sorteret de mange udgaver af kollegernes aktivitetsplaner og gamle lønsedler, som hun har samlet ind.

Det er tirsdag eftermiddag på Haarby Skole, kommunes største. Samtidig med at DLF's hovedstyrelse i København intenst diskuterer, hvordan man kan forhandle en arbejdstidsaftale, man har aftalt ikke at forhandle, bruger Marie-Louise Paustian sin skemafri eftermiddag som bogholder i samme aftales tjeneste.

Bortset fra en enkelt afstikker, hvor hun som ledersubstitut tager hånd om to store elever, som bevidst forsøger at blive smidt hjem ved at kaste med vandballoner, sluger arbejdstidsskemaerne al hendes tid. Årsagen til det hestearbejde ligger tilbage ved begyndelsen af skoleåret, hvor arbejdstidsaftalen blev slået i gang. Men på Haarby Skole afleverede ledelsen først aktivitetsplanerne til lærerne i oktober - mere end tre måneder for sent. Derfor har DLF nu kaldt alle bilag ind for at gå dem igennem. Da DLF i Haarby er lig med Marie-Louise Paustian, er det hende, der på sin computerløse pind fører ark efter ark ind på sine håndskrevne lister for at få et overblik.

'At skulle slås med sin leder om noget så kompliceret er svært. Jeg kunne se, at min inspektør var under pres fra flere sider, da aftalen blev indført, men samtidig er det uhørt, at vi ikke får vores arbejdsopgaver beskrevet før hen i oktober. I princippet skulle vi ikke være begyndt at arbejde før fire uger efter den 12. oktober, hvor vi fik aktivitetsplanen. Men selv om jeg ikke lægger skjul på, at jeg ikke finder det i orden, nytter det jo ikke, at jeg er stejl og laver en masse ballade. Vi kan godt finde ud af at undervise uden en aktivitetsplan, og det gør vi så, for vi har en skole, vi skal have til at fungere sammen', siger Marie-Louise Paustian.

Hun er både ung lærer og ung tillidsrepræsentant. Efter gymnasiet begyndte hun straks som ambitiøs cykelvikar på en folkeskole, og efter et år som vikar begyndte hun på Københavns Dag- og Aftenseminarium.

Da Marie-Louise i 1997 var blevet mor første gang og færdiguddannet, bosatte hun og hendes mand sig i Årup mellem Odense og Middelfart, og hun blev ansat på Haarby Skole på Sydvestfyn, hvor hun nu har arbejdet i fire år afbrudt af orloven omkring fødslen af deres andet barn.

Mens hun var på barselsorlov, blev hun opfordret til at afløse skolens hidtidige tillidsrepræsentant.

'Min mand er blikkenslager og kommer fra en familie med stærke faglige traditioner. 'Mener dine kolleger, at du kan gøre det stykke arbejde godt for dem, har du også en pligt til at gøre det', siger han. Det har han ret i - så jeg sagde ja. Bagefter fortalte han mig så, at han selv har sagt nej et par gange, fordi han vidste, at jeg ville blive tosset, hvis han kom hjem og fortalte, at han nu skulle bruge tid på sådan noget pjat', griner Marie-Louise Paustian og fortsætter:

'Jeg går til mange møder, og lærerkulturen er en snakkekultur. Hvis man er enig i noget, så siger man det. Og for en sikkerheds skyld husker man at gentage alt, man er enig i. Det kan tage år... Og når man så kommer hjem og bliver spurgt: 'Nå, hvad besluttede I så?' 'Mjae... ser du...', siger jeg og skynder mig at snakke om noget andet. Nu er han selv blevet tillidsmand. Men når blikkenslagere holder møde, sidder de altså ikke og snakker så meget'.

Tirsdag slutter Marie-Louise Paustian af på skolen klokken halv fire med at konstatere, at hun i morgen skal have fat i over halvdelen af de 39 lærere, fordi de har afleveret de forkerte papirer, for få papirer eller slet ikke har afleveret. Hun ved, at hun ligesom i dag kommer til at svare på en byge løntekniske spørgsmål i frikvartererne.

På vej ud til bilen for at køre de 20 kilometer tilbage til Årup og dagpleje-børnehave-supermarked-hjem siger hun med mild sarkasme:

'Det er pudsigt, selv om jeg underviser en dag mindre om ugen end mine kolleger, er der slet ingen af dem, der er misundelig på mig'.

Onsdag skal Marie-Louise Paustian først undervise klokken ti, men hun møder alligevel klokken otte. Hun får rapporteret om vandballonerne og et par andre praktiske ting til skolelederen, før hun sætter kursen mod skolebiblioteket, hvor hendes tillidsrepræsentantsuppleant, Per Toft Johansen, er bibliotekar. Han er skolens gamle tillidsmand og samtidig næstformand i den lokale lærerkreds, og Marie-Louise opsøger ham for at tale dagsordenen igennem, før de i aften skal til møde i skolebestyrelsen. De bliver hurtigt enige om, at dagsordenen er ufarlig, nærmest kedelig, og der er kun et enkelt punkt, som Marie-Louise skal nå at vende med inspektøren.

Tilbage på lærerværelset skriver Marie-Louise en påmindelse til sine kolleger om, at de skal aflevere de famøse gamle aktivitetsplaner, da inspektør Torben Haagerup kommer hen til hende. Med et glimt i øjet siger han højtideligt:

'Ja, jeg ville jo frygtelig gerne invitere Dem ind på mit kontor i morgen klokken 12 til underskrivelse af næste skoleårs skoleakkord, hvis det kunne passe Dem?'

Om det er bevidst eller bare skyldes det tidlige tidspunkt på dagen, er ikke til at se, men Marie-Louise reagerer slet ikke på humoren i lederens stemme. Hun siger bare:

'Ja, men vi skal lige have dem kigget igennem inde på din skærm. Jeg har haft dem hjemme og arbejde med opsætningen, og der er altså noget af det, der ikke kommer med, når jeg printer ud'.

Er der irritation at spore i Marie-Louise Paustians stemme, viser den næste halve time på skolelederens kontor hvorfor. Al skyld tilfalder den vandrette streg, som i brevhovedet på skolens elektroniske brevpapir adskiller 'Haarby Skole' fra adresseoplysningerne.

'Se, stregen er der, fin og flot. Men når jeg printer, forsvinder den', siger hun forurettet og peger på computerskærmen.

I små 30 minutter kæmper tillidskvinde og inspektør side om side en kamp, de ikke kan vinde. Et eller andet sted mellem skærm og printer sniger stregen sig ud af dokumentet. Og de finder aldrig hullet. Næste års akkorder på Haarby Skole bliver trykt med logo-fejl. Det er lige før, lederen ikke kan se det sjove i det. Lige før.

'Sådan er det - når man er oppe mod de virkelige fjender. Man rykker sammen, man kæmper og falder sammen - i en god sags tjeneste... Og så er der nogen, der ikke kan forstå, hvad en inspektør får tiden til at gå med', mumler Torben Haagerup, mens han lukker computeren ned.

Han og Marie-Louise runder skolebestyrelsesmødet samme aften, hvorefter Torben Haagerup orienterer om et møde på rådhuset i går. Det foregår med rynkede bryn, fordi kommunen har beregnet lønudgifterne til skolerne for lavt - med en difference på flere hundrede tusinde kroner.

'Det forstår jeg ikke. De ved da, hvad en time koster', spørger Marie-Louise.

'Jeg ved det ikke - de må have manglet noget i deres budgetlægning. Men de har det klart skidt med det, for de er nødt til at gå til politikerne og hente en ekstrabevilling'.

Den sidste bemærkning får Marie-Louise til at komme med et bekymret udbrud.

'De går vel ikke ind og laver nedskæringer i det, der er forhandlet på plads til næste skoleår? Sådan hu-hej - det kan de da ikke?'

'Det tror jeg ikke - det ville sætte os i samme situation som sidste år, hvor vi ikke vidste, hvad vi havde at gøre med. Det vil være helt uholdbart at skulle gennem det en gang til', siger Torben Haagerup.

Det svar beroliger ikke Marie-Louise helt, men eftersom ingen af dem kan gøre fra eller til, sender Torben Haagerup hende et skolemesterblik ud over brillekanten og siger:

'Dit skema, fru TR, dit skema!'

'Mit skema - det er rigtigt... Det er et fint lille skema, synes du ikke?'

Det synes lederen ikke. Marie-Louise har meldt sig til for mange udvalg og arbejdsgrupper. Og hun har for mange skematimer. Begge dele trækker overtid i en grad, så der burde skæres ind til benet. Indskolingsarbejdet ryger fra mødeplanen, og selv om det langtfra rækker, kaster inspektøren derefter skarpretterblikket mod skematimerne.

Marie-Louise har sit arbejde fordelt i to team - et blandt de små elever og et i 9. klasse, hvor hun har dansk og er klasselærer. Skolelederens sorte pen sænker sig til nedslag over timeopgørelsen. Han tegner en ring i luften lige over teamtimerne i de små klasser. 'Dér', siger han.

'Ja, du kan måske tage...', begynder Marie-Louise, men afbryder sig selv og næsten råber: 'Da ikke alle sammen?'

'Jo, det mener jeg. På grund af alt det, du ellers skal, mener jeg ikke, du har timer nok til at være i to team. Derfor'.

'Jamen...', argumenterer Marie-Louise, men ender hver gang i en blindgyde. Stemmen bliver mere og mere spagfærdig, men netop som man tror, hun er ved at kaste håndklædet, melder trodsen sig.

'Der er også andre, der kun har ét fag i et team, og tager jeg kun matematik, skal jeg ikke til to forældremøder, og...', siger hun.

'Det er rigtigt, men noget skal vi gøre - tænk over det'.

I tifrikvarteret kommer Marie-Louises kollega fra 2. klasse hen og skal have hjælp til arbejdstidsskemaet. Hun er den tredje i dag. Men Marie-Louise har lige noget, hun skal fortælle først.

'Det kan han da ikke. Han kan ikke tage dig væk fra alle timer i min klasse. Vi har samarbejdet om næsten alt dernede, og det er gået så skide godt', siger den erfarne kollega og tilføjer lidt senere: 'Du ved godt, hvor den klemmer - du skulle jo ikke være klasselærer for de store'.

'Jo, det skal jeg da', siger Marie-Louise, men ligner samtidig en, der ved, at hendes skema næste år er ved at blive brudt ned på grund af tillidsrepræsentantarbejdet.

Marie-Louises mere erfarne kollega derimod ligner langtfra én, der uden videre giver op.

'Torben kan ikke byde mig det. Du er jo nummer, jeg ved ikke hvad, jeg har samarbejdet med. Jeg skifter ikke igen - jeg bliver tosset, hvis han gør det. Virkelig vred - og det kommer han til at forstå', siger kollegaen.

Arbejdet som tillidsrepræsentant har en pris, men den er Marie-Louise Paustian indtil videre villig til at betale.

'I efteråret var jeg væk fra mine klasser og mit hjem til et tredageskursus og en række enkeltdage. Efter jul har jeg været på tre tredageskurser, konferencer og enkeltdagsarrangementer. Derfor har jeg næste år kun en delt klasselærerfunktion i overbygningen. Det kan også være, at hele tredje klasse ryger. Men det vil være dybt frustrerende, for det er en god klasse, og vi arbejder godt sammen i teamet. Men jeg kan ikke det hele, og indtil videre vælger jeg ikke tillidsrepræsentantarbejdet fra', siger hun.

På vej ud fra lærerværelset når hun at få henvist en frustreret lærervikar til det lokale kredskontor. Vikaren har 'mindst 100 gange' bedt lederen om et ansættelsesbrev på vikariatet. Men uden held. Hun mangler derfor dokumentation til a-kassen, så hun kan få suppleret sin deltidsløn. Og hun får ingen pernge, før hun har afleveret ansættelsebrevet. Marie-Louise sender sagen videre til kredskontoret.

'For tiden er jeg i kontakt med Vestfyns Lærerkreds hver uge. Jeg bruger formanden meget, og så er der en utrolig dygtig sagsbehandler ansat. Det, de ikke kan klare, henter de hjælp til i København. Det fungerer fint. Og de materialer, vi får fra København, er vedkommende og holdt i et godt, klart sprog. Men fordi jeg aldrig selv er i kontakt med sekretariatet i København, oplever jeg DLF som en meget fjern, men velfungerende størrelse. Men når vi kommer til den politiske del, er der altså noget galt', siger Marie-Louise Paustian.

Hun oplever den vigtige, holdningsprægede diskussion på sin egen skole og på sine tillidsrepræsentantkurser - ellers slet ikke.

'Jeg er på ingen niveauer en del af politisk diskussion i DLF, og det er forkert. Arbejdet i kredsen er som et velfungerende posthus, hvor man får tingene ekspederet og sendt videre. Men ikke engang til generalforsamlingerne er der en rigtig politisk diskussion'.

Bedre er det ikke med 'dem' inde i København, mener hun. Politikerne i hovedstyrelsen er utrolig gode til at være usynlige. Man kender kransekagefiguren, måske to-tre flere, og det er det.

'Jeg forlanger ikke, at de skal sprælle rundt i medierne, de skal bare være tydelige for deres medlemmer, og det er de ikke. Vi kender ikke deres holdninger, og vi ved ikke, hvad de laver. De skal ud på skolerne. Lavede vi et 'mød to hovedstyrelsmedlemmer-arrangement' i kredsen, ville der komme to, sådan er det beklageligvis. Men hvis vi holdt det som et fyraftensmøde for kommunens lærere her på skolen, er jeg sikker på, halvdelen ville møde op', siger Marie-Louise Paustian.

Tredje og fjerde time tilbringer hun sammen med 2. klasse. Hun slipper nogenlunde frelst gennem dobbelttimen, selv om de i dag gør alt for, at hun skal glemme, at hun normalt kalder dem velopdragne og kvikke. Herefter sætter hun i hurtigt trav til lærerværelset, hvor hun i samtlige 17 minutter, hun er der, svarer på spørgsmål om arbejdstidsopgørelser. Fem minutter før det ringer ind, ryger Marie-Louise ned til sin 9. klasse, som hun sætter i gang med at arbejde selv, fordi hun skal til møde med de arkitekter, der er ved at opføre en ny, kombineret indskolingsfløj og skolefritidsordning til skolen.

Arkitektfirmaet fra Århus har sikkert ikke helt tilfældigt sendt en ung, energisk arkitekt som ordførende i selskab med en ældre, tillidsvækkende bagstopper. Pedel, inspektør, skolefritidsordningsleder og Marie-Louise repræsenterer skolen til mødet, hvor der bliver snakket låsesystemer og inventar til det, som på denne dag ikke er meget mere end et sammenkørt mudderhul. Det tema, der for alvor blive diskuteret, er de indvendige farver.

Mens den unge arkitekt beskriver den røde farve som bygningens røde, pulserende hjerte, bryder Marie-Louise ind og demonstrerer, hvorfor hun blandt sine kolleger går for at være et systematisk ordensmenneske.

'Den er Pompei-rød, den farve, du har valgt, er den ikke', spørger hun og peger på den én gange to centimeter store farveprøve, som mødedeltagerne skal forestille sig bredt ud over store vægflader.

Da Marie-Louise kun får et 'jo, det kan man sagtens kalde den' fra arkitekten, viser hendes spørgsmål sig at have være retorisk.

'Jeg kan kende den på farvekoden, 2070y90r, den har jeg hjemme i min entré', siger hun.

Arkitekten kigger desorienteret på hende og siger for en gangs skyld ingenting, mens skolefritidsordningslederen begejstret udbryder:

'20 y hvad. . .? Det var pokkers - så kender du den. Hvordan er den?'

Marie-Louise beskriver farven. Men selv om hun synes, det er en tjekket, knækket rød, er hun i tvivl om, hvorvidt den er rigtig til den nye skolebygning.

Som tillidsrepræsentant er det ikke tvingende nødvendigt at gøre sig farve-overvejelser til nybygninger, men Marie-Louise Paustian mener, at der er gode grunde til, at hun også sidder i byggeudvalget.

'De nye fysiske rammer er med til at bestemme, hvilken pædagogik vi kan gennemføre i indskolingen. Vi skal samarbejde med skolefritidsordningen og dele lokaler. Hvilken konsekvens har det for undervisningen? Skoleloven betyder, at det ikke er gammeldags tavleundervisning, der skal foregå. Derfor siger vi for eksempel nej til arkitektens fastmonterede tavler, fordi de fastlåser brugen af lokalet i én retning', forklarer hun.

Marie-Louise Paustian ser sin rolle som optimalt udfyldt, hvis hun udgør et dynamisk led mellem ledelse og kolleger.

'Når der sker noget på skolen, møder mine kolleger mig med en forventning om, at jeg er der. Jeg er dybt involveret i mange ting, og jeg har tid til at tage nogle drøftelser med Torben for at høre, i hvilken retning han som leder gerne vil have, skolen udvikler sig. Lyder hans tanker fornuftige - og det synes jeg de fleste gange - er det også min opgave at formidle argumenterne. Jeg er meget bevidst om, at jeg ikke skal være en del af ledelsen, men jeg skal ikke begrænse min rolle til at være en budbringer af dårligt nyt, som Folkeskolenengang skrev, man typisk er', siger Marie-Louise Paustian.

Arkitektmødet trækker ud, og først hen ad klokken 15 har Marie-Louise fået sorteret dagens høst af arbejdstidsskemaer og gamle lønsedler.

Fire timer senere har hun været rundt om mødebordet i lærerværelset og givet hånd, og skolens bestyrelsesformand har budt velkommen til aftenens møde. Som dagsordenen indikerer, bliver det et møde uden store beslutninger. Men derfor bliver der alligevel krydset klinger mellem især formand Jørgen Nyberg Larsen, som er lokalt kommunalbestyrelsesmedlem for Venstre, og de to lærerrepræsentanter. Et af punkterne på dagsordenen er en fortsat diskussion på baggrund af et debatoplæg fra Kommunernes Landsforening. Diskussionen bliver politisk, indimellem partipolitisk. Formanden er ikke bange for at træde på lærernes ligtorne.

Uden at bruge flere penge ønsker han, at lærerne skal 'tænke anderledes og nedbryde de stive rammer, der præger arbejdet på skolen', men hver gang bliver formandens synspunkter kommenteret skarpt af lærernes gamle tillidsmand, Per Toft Johansen. Selv om ordvekslingerne tilsyneladende ikke flytter standpunkter, fører de to en ligeværdig politisk diskussion, mens Marie-Louise Paustian et par gange havner i en defensiv argumentation.

Blandt andet fremfører hun, at det er nemt nok at ville gøre en masse ting anderledes, hvis man ikke samtidig afsætter ressourcer til det.

'Så er det bestyrelsens forbandede opgave at gå ind og prioritere og finde bedre veje. Det kunne måske være ved at lade lærerne undervise noget mere og tage nogle af deres andre opgaver og så lade andre løse dem', replicerer formanden.

'Det gider jeg slet ikke kommentere. Det er så langt ude', siger Marie-Louise.

'Det tror jeg ikke på. Du kommer meget hurtigt til at opleve, at der bliver løftet opgaver fra lærerne ud til andre faggrupper, hvor I så gør det, I er gode til, nemlig at undervise', svarer Jørgen Nyberg.

Per Toft Johansen kan ikke få øje på noget i deres arbejdsliv, der ikke har med undervisning, børn eller forældre at gøre - og hvad er der så at lægge ud til andre?

Mødet slutter i al fordragelighed, blandt andet fordi skoleleder Torben Haagerup får lagt en lynafleder ind i debatten hist og her. Han fremviser på et tidspunkt en stor tømmerlus på sin tommelfinger - og beretter om, at han forleden netop stod og skulle til at underskrive en indmeldelsesblanket til Venstre, da himlen åbnede sig, og et lyn slog ned i fingeren.

'I efteråret var jeg ved at opgive tillidsrepræsentantjobbet, fordi der var så mange komplicerede ting, jeg ikke forstod. Nu er jeg ved at være med - men det har også taget to år. Men når jeg så oplever Per til bestyrelsesmødet... ja, jeg er meget imponeret over den måde, han lige kan sige det rigtige på. Jeg kan godt få det sådan: Ups, nu siger jeg ikke noget, når han er i nærheden. Men jeg må suge til mig og lære', siger Marie-Louise Paustian.

Efter en onsdag, hvor Marie-Louise Paustian stort set var tillidsrepræsentant hvert eneste minut af sin arbejdsdag, får hun torsdag lov til at være lærer. Til sine 2.-klasse-elevers grænseløse undren kommer hun endda i sidste minut af dobbeltlektionen til at hævde, at tallet 40 indgår i sekstabellen. Efter en lille piges modige insisteren opdager Marie-Louise fejlen og knækker sammen af grin - og så forstår de små stakler endnu mindre af, hvad der er los med den ellers så ufejlbarlige Marie-Louise.

I 9. klasse holder hun prøveeksamen i mundtlig dansk. Det kræver ikke den store indsats at holde klassens interesse fanget, og fire lektioner gennemføres, uden at Marie-Louise for alvor bliver udfordret. Selv spisefrikvarteret er fredeligt i dag. De sidste ti minutter bruger hun på at forklare en noget tvivlende kollega, at hun ikke er forpligtiget til at indgå en afdragsordning med kommunen, fordi hun i god tro i en periode har fået udbetalt for meget i løn. Hun får sagt det med så tilpas fast stemme, at kollegaen ender med at gøre, som der bliver sagt.

Inden da når Marie-Louise at holde pause i otte-ni minutter uden at skulle forholde sig til sine kolleger som tillidsrepræsentant - de eneste egentlige friminutter, hun har i de dage, Folkeskolener med hende.

'Det er en del af arbejdet - og sådan er det. Jeg skal ikke have kontortid, eller hvad man ellers kan finde på. Men der er en pris at betale - det er derhjemme'.

Økonomisk er hendes tillidsrepræsentantsarbejde en belastning for hendes familie.

'Jeg får 268 kroner om måneden for at være tillidsrepræsentant, fordi jeg mister undervisningstillæg - det burde være det dobbelte. Derudover har jeg utrolig meget transport. Jeg bor 20 kilometer herfra, og at jeg kan trække nogle øre fra i skat, dækker jo ikke, at bilen bliver kørt hurtigere ned, fordi jeg ligger og drøner frem og tilbage. Jeg kan mærke på privatbudgettet, at jeg er blevet tillidsrepræsentant. Benzinforbruget er eskaleret. Og når jeg er på kursus, er det helt galt. Min mand kører normalt hjemmefra klokken seks om morgenen, men børnene kan ikke afleveres før klokken syv. Når jeg er væk, skal han også tidligere fra arbejde for at hente dem, så bliver han trukket i løn. Det koster os rent faktisk penge, hver gang jeg er på kursus. Derfor er mit tillidsrepræsentantarbejde en stående diskussion hjemme', siger hun.

Netop i det lys er det irriterende selv at skulle finansiere det pc-udstyr, man mener, der er brug for, ligesom Marie-Louise Paustian selv har betalt den tillidsrepræsentanthåndbog, hun har stående hjemme - 430 kroner plus det løbende abonnement.

Klokken 12 runder hun skoleleder Torben Haagerups kontor til den bebudede underskrivelsesceremoni. Lærernes akkorder for næste skoleår bliver forsynet med blæk, og det glæder ikke kun Marie-Louise på kollegernes vegne. Underskrifterne burde samtidig være en garanti for, at hun næste år ikke skal bruge en lille arbejdsuge på at spille sergent og indhente gamle papirer fra småirriterede kolleger.

Trods den slags irritationsmomenter mener Marie-Louise, at hendes arbejde bliver respekteret af kollegerne. Hun bliver brugt - og hun er ved at lære, at de åbner sig over for hende i en grad, som i begyndelsen virkede overvældende.

'Det var besynderligt, at fra dag ét kom folk til mig med personlige problemer, som de ellers aldrig ville have fortalt mig om - for eksempel hvis der er knas i deres team. Jeg synes, det er hårdt at kende til alle konflikter på skolen - specielt dem, der bare ligger og simrer, og som jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved. En del af det kan jeg tale med Torben om, men jeg mangler en at tale med. Vedkommende findes bare ikke - og så går jeg og spekulerer i stedet for at tale med nogen'.

Resten af eftermiddagen bruger hun til at informere sine kolleger i indskolingen om arkitekternes planer. Det har været en hård dag for nogle af lærerne i de små klasser, og på et tidspunkt sukker en af dem ud over skitserne: 'Hvorfor lever jeg ikke et liv, hvor der følger kaffe og kage med eftermiddagsmøderne?'

Men lærerne klarer sig uden kunstige stimulanser, og her, blandt sine egne, lider Marie-Louise ugens mest klare nederlag. På vej hjem i går nåede hun forbi en malerforretning, og med sig fik hun en prøve på en avanceret lilla, som hun foreslår som farve i den nye centerbygning. Da hun åbner malerbøtten, er hendes kolleger fuldstændig enige: 'Nej tak - lad os for Guds skyld endelig beholde arkitektens Pompei-røde'.

Marie-Louise kan ikke lade være med at smile.

'Nå ja, er det det største nederlag, jeg kommer ud for, er livet vel til at bære', konstaterer hun, da hun pakker arkitektens skitser under armen og tager hjem for at holde fri.

Praktikeren og politikeren II

Fluen på væggen: Folkeskolen har været på besøg i to læreres arbejdsliv. I perioden fra den 14. til den 23. maj fulgte vi Marie-Louise Paustian, der er tillidsrepræsentant, og formanden for DLF's organisationsudvalg og medlem af hovedstyrelsens forretningsudvalg, Karsten Holst.

Hvad fylder deres dag? Hvad optager dem? Hvad glædes og frustreres de over? De to historier tager udgangspunkt i netop det, der skete i de majdage, vi var med, og som sidst stiller vi spørgsmålet: Praktikeren og politikeren - har de noget til fælles?

I nummer 22 bragte vi to tilsvarende hverdagsskildringer om en børnehaveklasseleder og hendes repræsentant i DLF's hovedstyrelse.

Han skulle til at underskrive en indmeldelsesblanket til Venstre, da et lyn slog ned i fingeren'At skulle slås med sin leder om noget så kompliceret er svært. Jeg kunne se, at min inspektør var under pres fra flere sider

Jeg går til mange møder, og lærerkulturen er en snakkekultur