Stadig problemer med bladleveringen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Redaktøren fortalte om problemer med levering af Folkeskolen og månedsmagasinet Undervisere. Bladene skal selvfølgelig lægges i modtagernes postkasser eller skubbes helt ind gennem brevsprækken, men der er stadig medlemmer og abonnenter, der får bladene på dørmåtten eller endda smidt i indkørslen. Det er ikke acceptabelt, og både DLF's medlemsafdeling og redaktionen er løbende i kontakt med den nye distributør, Bladkompagniet.

Torsdag morgen får cirka 65.000 modtagere enten Folkeskolen eller Undervisere leveret af Bladkompagniet, mens 25.000 får medlemsbladene fredag eller lørdag gennem Post Danmark. Skiftet til Bladkompagniet er sket, fordi der kan spares mere end to millioner medlemskroner om året.

»Det er noget skidt, at der er problemer. Men heldigvis er rigtig mange medlemmer også tilfredse med nu at få Folkeskolen sammen med avisen tidligt torsdag morgen«, sagde Flemming Ernst og fik tilslutning fra Lotte Lange.

»Medlemmerne skal vide, at vi er glade for torsdagsudgivelsen og for den store besparelse«, sagde hun.

På folkeskolen.dk er der et særligt klagefelt, hvorfra beskeder om uregelmæssigheder straks går videre til distributøren. I uge 50 kom der 69 klager, hvoraf flere allerede havde klaget tidligere. Ugen før var der 88, der klagede.