Skoleledere tilbage i DLF

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Siden sidste møde i hovedstyrelsen har tre skoleledere ansøgt om at blive genoptaget i DLF og samtidig slippe for karenstid. Organisationsudvalget var enig om, at de to af dem skulle optages uden videre. Per Sand Pedersen var principielt imod, som han har været ved tidligere genoptagelse af medlemmer, som har valgt at melde sig ud af Danmarks Skolelederforening.

Den tredje ansøger forholdt det sig lidt anderledes med, mente både Per Sand og Astrid Schjødt Pedersen. Vedkommende mener sikkert stadig det samme som før, men søger tilbage i DLF, fordi det er den eneste måde at komme ind i Kommunale Chefer på.

'Det her handler ikke om personers holdninger, men om det principielle', sagde Stig Andersen.

John Illum ønskede, at der blev fastsat en tidsfrist, så ansøgere inden en bestemt frist kan undgå karenstid. Derefter må hammeren falde, mente han.

Alle ansøgere blev imødekommet. For at optage de to ansøgere stemte 18, mens fem var imod. Tre undlod. For lederen, der også vil ind i Kommunale Chefer, stemte 15, mens ti var imod. Én stemte ikke.