Med 18 stemmer for og syv imod besluttede DLF's hovedstyrelse mandag aften at anbefale medlemmerne at stemme ja til et samlet overenskomstresultat. Forud var gået halvanden times læsning af teksten og syv timers møde.

Som grundlag for debatten lå overvejelser om

- resultatets virkning på medlemmernes fremtidige løn- og arbejdsforhold,

- resultatet målt i forhold til de opstillede krav,

- den generelle politiske situation

og

- vurderinger af de alternative muligheder for at opnå et bedre eller risikoen for et værre resultat i Forligsmandsinstitutionen eller ved et eventuelt senere regeringsindgreb.

En god lønaftale

Løndelen var klart den nemmeste, den var der bred enighed om. 'Det er fantastisk godt', 'Et meget flot resultat', 'Den er forbløffende god', lød det. Og fra kritikerne: 'Løndelen er absolut god, der er sket en positiv udvikling på alle de punkter, hvor vi tidligere pegede på mangler'.

Målet havde været en model, der skulle give 95 procents sikring af livslønnen, så resten kunne hentes hjem ved lokale aftaler. Men forhandlerne kom hjem med en aftale, som for lærere gennemsnitligt sikrer mere end 99 procent af livslønnen og for børnehaveklasseledere over 100 procent. For de overenskomstansatte slår man hul i et psykologisk loft, så pensionen fremover bliver på mere end 15 procent.

Slutlønnen for tjenestemænd i den 'lukkede gruppe' hæves til trin 40, og det var nok det, der var størst skuffelse over. Pengene bruges til undervisertillæg, som præmierer de højeste lektionstal, som hovedstyrelsen tidligere har prioriteret.

Ny arbejdstid

Den lange diskussion stod om arbejdstiden. Og her skiltes vandene. Ikke mellem skønmaleri og skrækscenarier, men mellem forskellige vurderinger af, hvordan aftalen vil slå igennem i praksis.

'Anni har opnået det maksimale i forhold til det mandat, kongressen og vi gav hende, og de politiske muligheder', sagde både Stig Andersen og Tom Egholm, som begge anbefaler et ja. 'Der er sat hegn om lærernes egen tid' (i aftalen kaldt 'betroet tid', Redaktionen), 'og der er en nogenlunde balance mellem de opbindinger af arbejdsopgaverne', sagde Stig Andersen.

Det svageste ved aftalen er den del, der drejer sig om lærere med højt lektionstal, mente han, men det sidste imødegik Jens Færk til dels.

'Aftalen er skruet sådan sammen, så kommunerne skal betale ekstra for de højeste timetal, derfor vil der ske en udjævning', sagde han.

Søren Eske Christensen mente, at der mangler tid til fælles forberedelse, og han havde svært ved at se, at aftalen bliver mindre bureaukratisk. 'Hvor der er vilje, bliver det enkelt at administrere den, men andre steder bliver det svært', sagde han.

'Man vil spørge, hvad man kan med den nye arbejdstid, som man ikke kan med den gældende', sagde Lotte Lange. Hun mente, at den nye aftale indeholder 'nøjagtig lige så mange gråzoner som den gældende', men hun fandt dog, at nogle problemer bliver løst med en ny definition på undervisning.

Jens Kjær havde svært ved at forestille sig, at man på nogen måde kunne opnå noget bedre, og det samme mente Jens Færk.

'Jeg tror ikke på, at nogen her i salen mener, at man kunne have fået mere med hjem', sagde han og kaldte arbejdstidsdelen fremtidssikret og udviklingsorienteret.

Anders Bondo Christensen frygtede derimod, at der i gennemsnit vil kunne fyldes 80-90 årlige ekstra timer på. 'Det vil blive opfattet, som om der er mindre tid til forberedelse, og kampen om undervisningstiden skal foregå lokalt', sagde han.

Ny definition på undervisning

'Ja, der kan puttes flere timer på, ligesom der også kan med den gældende aftale', sagde Anni Herfort og understregede, at lejrskoler, vejledningstimer, skolefester og meget andet, hvor læreren er sammen med elever, fremover defineres som undervisning.

'Det betyder, at den gældende aftales gennemsnitlige 630 timers undervisning fremover boner ud som 660 undervisningstimer. Men reelt er det nøjagtig det samme arbejde som i dag, læreren udfører, regnestykket gøres bare op på en mere fordelagtig måde'.

'Det er nemt at få noget stemt ned, der indeholder så mange forandringer', mente Karsten Holst. Han fandt svagheder i arbejdstidsdelen, men mente samtidig, at samarbejdsmulighederne og den nye definition af undervisning vil hjælpe med til at bedre det psykiske arbejdsmiljø.

'Vi vil stå meget isoleret i en konflikt. Min samlede vurdering er, at dét her skal vi kæmpe for', lød hans konklusion.

Også Henrik Billehøj mente, at det er svært at forklare en aftale, der indeholder så mange ændringer på én gang. 'Men jeg kan ikke begribe, at nogen vil stemme imod. Vi sendte Anni til de afsluttende forhandlinger med to krav, som hun kom tilbage og havde opfyldt. Og så havde hun endda noget mere med hjem. Den aftale vil jeg godt kæmpe for', sagde han.

Ole Jensen meddelte først, at han ville stemme imod, fordi han mente, at arbejdstidsdelen ikke er god nok. Men efter en tid svingede han over til et ja.

'Jeg vender rundt på en tallerken, for det er nødvendigt at kæmpe for det her', sagde han.

Jørgen Stampe ville slås for kvaliteterne i aftalen, også selv om det ville give knubs.

'Det er et skib, der vil give os en sikker sejlads med børnene, og det er langt at foretrække for et skib, der sejler os hurtigt forbi børnene', sagde han.

Rigmor Jark tog afstand fra argumenter om, at noget er godt, fordi det er bedre end det, man har frygtet. 'Man skal have noget ud af en ny aftale, og jeg kan ikke finde det i KTO-resultatet (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte). Den bakker op om yderligere decentralisering. Vi har ikke opfyldt kongressens krav i forhold til forberedelsestiden, hvor Kommunernes Landsforening presser os', mente hun.

Jan Niedersøe roste aftalen om aldersreduktion og mente, at den samlede aftale - som 1993-aftalen - ville ende med at blive god, og Stig Andersen mindede om, at det var en enig hovedstyrelse, der i januar besluttede at satse offensivt og kræve en helt ny arbejdstidsaftale, fordi den politiske situation gjorde det umuligt blot at holde fast ved det bestående.

'Vi kan ikke få mere ud af det ved at sige nej', vurderede han. 'Den fælles beslutning betød - og det var vi klar over - at vi for altid sagde farvel til UFØ med videre. Derfor kan man ikke sammenligne resultatet med den gamle ordning. For den er væk. Vi skal se på, hvad vi kan få, og vi skal overveje, om der er andre måder, vi kan få mere på. Tror vi, at 'Forligsen' eller et regeringsindgreb vil give os mere', spurgte han.

Kristian Fløj-Jensen var inde på det samme og mindede om, at hovedstyrelsen i første omgang samlet havde sagt farvel til det gamle. I anden omgang havde man sendt Anni i byen efter samarbejdstid og tid til klasselæreren, og hun var kommet tilbage med begge dele. Og mere til.

Else Johansen var kommet til mødet med den faste overbevisning, at hun ville undlade at stemme, men en vurdering af både løn, aldersreduktion, forberedelsestid og samarbejdstid havde overbevist hende om, at hun skulle stemme ja.

George Eriksen mente, at aftalen er utrolig flot ikke alene på lønområdet, men også på arbejdstiden, hvor arbejdsgiverne begyndte med at forlange fuld tilstedeværelse på skolen.

'Samlet set er det en god aftale med langt flere plusser end minusser', sagde Mikkel Michelsen.

John Illum ville godt være med til at arbejde for et ja. Men betingelsen var, at man ikke forsøger at sælge aftalen som et skønmaleri, sagde han, samtidig med at han advarede mod skrækscenarier, der truer med en masse ekstra lektioner. 'Det ved ingen af os noget om', sagde han.

Else Marie Hansen mente, at aftalen er god, men at det kan blive svært at overbevise alle om det.

'Men hvis man selv tror, at noget er godt, så er der ingen undskyldning for ikke at forsøge at overbevise andre om det. Jeg vil gerne være med til at forsøge', sagde hun, og den samme melding kom Anders Balle med efter en del betænkningstid.

Astrid Schjødt Pedersen var 'ikke voldsomt begejstret' for den yderligere decentralisering, hun så i en treårig overenskomst, og hun argumenterede imod, at undervisningstiden bliver frigjort fra forberedelsen. Ernst Øxner og Vivi Hansen mindede om, at de allerede havde betænkeligheder i januar.

Randi Bøyesen ville helst have stemt 'måske', fordi børnehaveklasseaftalen endnu ikke er forhandlet færdig. 'Men jeg tror ikke på, at det hele bliver bedre, hvis nogen trækker en dårligere model ned over hovedet på os, og jeg er sikker på, at et nej vil give et meget, meget ringere resultat i 'Forligsen'. Derfor stemmer jeg ja', sagde hun.

Skuffende statsresultat

Med 16 stemmer for, fire imod og fire, der undlod at stemme, sagde hovedstyrelsen ja til forliget på det statslige område, hvor Danmarks Lærerforening har ganske få medlemmer.

Men indvendingerne og skuffelsen gjaldt først og fremmest tjenestemandspensionisternes område, hvor der ikke sker forbedringer.

'Jeg er dybt skuffet, I har virkelig støttet os denne gang, men det er altså ikke nok, når finansministeren ikke vil ændre på noget', sagde Else Johansen.

'Det er fjerde overenskomst, hvor vi kræver en ligelig udvikling mellem løn og pensioner', sagde Kristian Fløj-Jensen. Han mente, at det eneste, der nyttede, nok var at få udskiftet finansministeren.

Tom Egholm var enig i vurderingen og mindede samtidig om, at tjenestemændenes pension ikke er en del af aftalen. Det er Folketinget, der lovgiver på området. Man kan kun drøfte problemerne med ministeren.

'Det er vi klar over, men vi stemmer imod statsforliget for at markere vores utilfredshed med finansministeren', sagde Fløj-Jensen.