Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Ethvert tiltag, der styrker folkeskolen, er et godt tiltag. Derfor er det – isoleret set – udmærket, at Aalborg Kommune har sat en proces i gang med henblik på at skabe en vision for folkeskolen og i den anledning – dags dato – sat 850 medarbejdere, ledere, forældrerepræsentanter, interessenter og elever stævne i Gigantium til et træf, man meget vel kunne kalde Store Visionsdag.
Sammen skal de være med til at definere visionens indhold og »kvalificere de over 300 prototyper på god læringspraksis, som engagerede lærere og pædagoger har udviklet«. Disse prototyper på undervisningseksempler skal danne grundlag for den »mere spændende undervisning«, der er en af folkeskolereformens målsætninger.
I den kontekst, der er folkeskolens virkelighed i dag, kan initiativet imidlertid kun ses som en afledningsmanøvre med det formål at bibringe offentligheden en oplevelse af, at reformen har sat noget i gang: at der sker noget, at folkeskolen rykker.
Den skæbnesvangre ironi er, at budskabet sådan set er korrekt – der sker bare det forkerte, så folkeskolen rykker den forkerte vej. Og det i en sådan grad, at et initiativ som visionsprocessen hverken gør fra eller til i det samlede billede, der helt og aldeles er domineret af reformens ødelæggende følger.
Den mest fatale af disse er den katastrofale reduktion af lærerens forberedelsestid. Fra 1. september til 10. oktober – det vil sige seks uger svarende til 30 dage – førte jeg dagbog over min forberedelse. Jeg mødte uforberedt 9 dage, ringe forberedt 3, mangelfuldt forberedt 11 og velforberedt 4, mens 3 ikke krævede nogen forberedelse.
I forhold til før reformen er min nominelle forberedelsestid faldet fra 9,5 timer om ugen til 1,5 – hvilket rådmand Tina French Nielsen kaldte »en lille smule« i NORDJYSKE den 28. november.
Samtidig skal forberedelsestiden dække den ekstra undervisning, der er indbygget i reformen. I den forbindelse taler både Tina French Nielsen og borgmester Thomas Kastrup-Larsen konsekvent om de 2 timer om ugen, loven taler om. Virkeligheden er imidlertid nærmere 4. Men betyder sådan et par timer så meget, kan man spørge. Ja, det betyder alverden, når de finansieres ved at reducere forberedelsestiden fra 3,5 timer om ugen til 1,5!
Sådan kan man ikke drive skole. Hvis man påstår det modsatte, ved man ikke, hvad man taler om, eller man taler mod bedre vidende. Alligevel hævder politikerne bag reformen vedholdende, at den virker, og at folkeskolen er på rette vej.
Sandheden er, at reformen aldrig kommer til at virke, og at folkeskolen er inde i en langsom, men sikker nedsmeltning.
Reformen blev søsat med pomp og pragt ved dette skoleårs start i august, og selv om der fra dag 1 indløb meldinger om store problemer, nægtede undervisningsminister Christine Antorini at tage dem alvorligt. Men problemerne fortsatte med at tårne sig op, så hun har måttet krybe til korset og siger nu, at reformen ikke kommer til at virke fuldt ud med det samme. Første år vil være et indkøringsår, hvor vi må leve med fejl, som – naturligvis – vil blive rettet hen ad vejen.
Thomas Kastrup-Larsen gav udtryk for det samme i et interview i NORDJYSKE den 29. december: »Vi er kommet i gang, men der er stadigvæk et langt stykke, før vi kan sige, at vi har en fuldt gennemført skolereform, hvor alt fungerer«.
Jeg vil bede borgmesteren fortælle mig – og forældrene til de elever, jeg underviser – hvornår dette vil ske, og hvor længe endnu jeg skal affinde mig med at have 3-5 minutter pr. lektion til at forberede og efterbehandle min undervisning.
Konceptet bag visionsprojektet er, at lærerne skal dele deres forberedelse. Det er der ikke noget nyt i – det har de altid gjort. Nu skal de bare gøre det mere gennemført end tidligere, så de ikke får brug for så megen forberedelse.
Men dette koncept holder ikke. Selv om der på Store Visionsdag bliver produceret grydeklare undervisningsforløb, vil det altid kræve forberedelse – lidt eller megen – at tage disse »prototyper« ned fra hylden og gøre dem til sine egne.
Der skal nok komme noget brugbart ud af visionsprojektet, hvilket er positivt i forhold til ikke at gøre noget. Men det bliver ikke noget, der kan rette op på de forringelser, reformen har påført folkeskolen. Der er kun én måde at rette reformen op på, og det er at tage den af bordet.
