I Anders Bondo Christensens computer findes en liste, som han går og kigger på med jævne mellemrum. Den beskriver nogle principper for, hvordan man kan opdele lærernes arbejde i alt, der hører med til undervisning - plus en ekstra klump tid ved siden af. I den kasse, som er mærket 'undervisning' kan man have selve lektionerne, pauser, ekskursioner, fastlæggelse af mål sammen med eleverne, evalueringer, forberedelse og efterbehandling - og på en eller anden måde klasselærerfunktionen.

'Det hele hører jo med. Der er i hvert fald ikke mange af de skoler, jeg kommer på, der holder pauser efter et fast skema. De lægges, når det passer. På samme måde er både forberedelse og ekskursioner jo også noget, der hører med til undervisning', siger Anders Bondo Christensen.

Desuden skal der være en kasse med tid til andre opgaver: Pædagogisk råd, efteruddannelse, tilsyn, udvalgsarbejde og koordinerende funktioner. Ting, som ikke snævert knytter sig til den enkelte lærers og lærerteams undervisning.

Anders Bondo Christensen understreger, at man ikke med en sådan model kan nå frem til en millimeterretfærdighed. Men det har man heller ikke i dag, mener han. Der er et fundamentalt valg mellem tryghed og frihed.

'Vi skal gøre op, om vi er parate til at smide den form for sikkerhed, der ligger i, at det hele er opgjort i tid, og bevæge os over i en anden model, hvor det er den enkelte lærer selv, der udmønter sin arbejdstid - naturligvis under forudsætning af, at vi kan aftale et fornuftigt sikkerhedsnet for den enkelte', siger han.

'En ny aftale forudsætter, at kommunerne gør op med ønsket om at have en masse skruer at dreje på, så man kan styre ved hjælp af detaljerede opgørelser. Men jeg tror, at rigtig mange kommuner har opdaget, at det ikke lader sig gøre at lave en god skole på den måde, og at økonomien alligevel ikke lader sig regulere via detaljestyring', siger han. '

hbj