Kristina Toft har netop haft en samtale med forældrene til en ny elev. De var overraskede over arbejdsroen, da hun viste dem rundt i A-klasserne, som er Hjørringskolens afdeling for elever med ADHD.

“De troede, at det var et øjebliksbillede, men vi har hele tiden god ro”, siger skolelederen.

Sådan har det ikke altid været. Tværtimod.

“Tidligere betragtede vi selv voldsomme konflikter som en naturlig del af vores hverdag. Når en elev ikke kunne være stille, tog vi ham under armen og sagde: ‘Nu skal jeg hjælpe dig væk’. Det var så ingen hjælp, men vi vidste ikke bedre. Det gør vi nu, og det forpligter”, siger Ninna Fjordbak.

Hun er tillids- og arbejdsmiljørepræsentant for lærerne i A-klasserne og har tidligere måttet bønfalde elever, som havde forladt undervisningen i vrede, om at komme ned fra skolens tag.

Den rolige stemning er et resultat af en målrettet indsats, som begyndte, da den nordjyske kommune i 2015 slog skolernes specialklasserækker sammen til en selvstændig specialskole med afdelinger på de almenskoler, hvor eleverne gik i forvejen.

Hjørringskolens overordnede leder meldte fra start ud, at lærere og pædagoger skulle væk fra at fastholde eleverne. I stedet skulle de arbejde ud fra, at børn gør det godt, hvis de kan.

Siden er lederen gået på pension, men skolen følger fortsat kursen, fortæller lederen af A-klasserne:

“Når vi ikke vil se fastholdelser, er medarbejderne nødt til at have andre muligheder, så vi begyndte at fylde nye redskaber i vores pædagogiske værktøjskasse. Nu ser vi på eleven som en, der har brug for hjælp, og vi går på opdagelse i, hvad der gør det svært for eleven i situationen. Adfærden er bare et symptom, og et nysgerrigt mindset frem for et fordømmende giver langt flere handlemuligheder. Samtidig føler eleven sig støttet og forstået frem for at føle skyld og skam”, siger Kristina Toft.

De pædagogiske ændringer har hjulpet. I 2017 indberettede medarbejderne i A-klasserne 58 episoder med trusler og vold.

Siden er antallet af indberetninger faldet år for år til blot én indberetning i 2021. Nedgangen skyldes ikke, at afdelingens 62 elever er blevet mindre udfordrede, understreger skolelederen.

“Det er os, der er blevet dygtigere. Ikke via et quickfix, men efter et langt sejt træk. Medarbejderne er ikke i tvivl om, hvad Hjørringskolen står for, da vi er tydelige om retningen, og om at den er ufravigelig. Skolen skal være et godt sted for både elever og personale”, siger Kristina Toft.

Værktøj 1: ekstra hænder og øjne

Synet om, at børn gør det godt, hvis de kan, adskiller sig fra, at børn gør det godt, hvis de vil, for her kan det være underforstået, at eleverne truer og er voldsomme med vilje.

“Der er forskel på at betragte børn som udspekulerede eller som nogle, der har brug for hjælp. Vi kunne have tusind konflikter om dagen, men vi kan ikke ændre på børnene. Vi kan kun ændre på os selv. Derfor er vi holdt op med at skælde ud og med at straffe”, siger Ninna Fjordbak.

Hovsa – nu stiger indberetningerne om vold og trusler mod ansatte

Som heldagsskole underviser Hjørringskolen fra klokken 7.50 til 14.50. Medarbejderne er på skolen i deres arbejdstid, også i forberedelsestiden, og de lægger selv skemaer. Den fleksibilitet er med til at reducere aggressiv adfærd blandt eleverne.

“Hvis en elev har det svært, kan vi kalde på en kollega, som sidder og forbereder sig. På den måde får vi hurtigt ekstra hænder på, som hjælper eleven med at falde til ro. Det ville være svært, hvis vi forberedte os derhjemme”, siger Ninna Fjordbak.

Hjørringskolen har styrket teamsamarbejdet, så lærere og pædagoger kan udvikle en fælles tilgang, som gør eleverne trygge. Samtidig er skolen gået fra, at lærerne lukkede døren ind til deres undervisning, til at dørene tit står åbne.

“Vi arbejder ud fra, at alt ikke er lige godt, og at vi ikke må lukke os om os selv. Tværtimod skal vi hjælpe hinanden med at give eleverne andre muligheder ved at ændre på konteksten”, siger Lise Jepsen, som er lærer i skolens ældste klasse sammen med Ninna Fjordbak.

Værktøj 2: rogivende pædagogik

Low arousal er et andet nyt værktøj. Det går kort fortalt ud på, at læreren er bevidst om at bevare roen, når en elev farer op.

“Det giver en god stemning, at vi ikke står hårdt på vores. Tidligere holdt vi fast i, at det skulle være, som vi sagde, og det gav konflikter, men vi er blevet meget dygtigere til at justere kravene løbende, så de ikke overstiger elevernes forudsætninger. Deres forudsætninger kan ændre sig hele tiden, og derfor bør kravene også gøre det”, uddyber Lise Jepsen.

Målet er ikke at vinde en magtkamp med eleverne, understreger skoleleder Kristina Toft. Man skal tværtimod få det bedste ud af situationen. Det er dog ikke let for alle at bedrive low arousal. Derfor hjælper medarbejderne hinanden med at holde fast i tilgangen.

“Så sent som i tirsdags talte vi om low arousal på et pædagogisk møde. Vi tager det op med jævne mellemrum, fordi vi kan se, at det virker”, siger Lise Jepsen.

Medarbejderne fortalte blandt andet hinanden, hvilken hjælp de har brug for, hvis de bliver påvirket af en elevs stigende temperament. Nogle har måske brug for, at kollegaen kommer med et glas vand, mens andre foretrækker, at kollegaen tager over, så de selv kan falde ned.

Værktøj 3: elever peger på løsninger

Strukturerede samtaler med eleverne har også fået plads i værktøjskassen. Redskabet bygger på den amerikanske børnepsykolog Ross Greenes tanker om, at eleverne selv har bud på, hvad der skal til for at hjælpe dem.

“Førhen gættede vi os frem til, hvorfor en elev havde svært ved at sige noget i timerne. Nu spørger vi eleven. Måske er han bange for at blive skældt ud, hvis han svarer forkert. Så kan vi aftale, at vi hverken skal overraske ham med spørgsmål eller presse ham til at sige noget. Vi får kvalificeret de ting, vi sætter i gang, fordi vi kender elevens perspektiv på problemet”, siger Lise Jepsen.

Metoden Collaborative and Proactive Solutions (CPS), på dansk Fælles Proaktiv Problemløsning, er samtidig et eksempel på Hjørringskolens strategi om at lave uddannelse for alle hos sig selv, frem for at enkelte medarbejdere får en diplomuddannelse i specialpædagogik.

“Ross Greene kom på banen for fire år siden, da jeg gik på et kursus i CPS. Siden er jeg og to andre blevet certificeret, og vi har nu uddannet tæt på halvdelen af vores kolleger på skolen. I vores afdeling har vi to grupper, som mødes en time om ugen og giver hinanden feedback på vores elevsamtaler. Det holder os op på, at vi skal holde samtalerne, for ellers glemmer vi det i en travl hverdag”, siger Ninna Fjordbak og vurderer, at hun som underviser i metoden har lyttet til omkring 500 elevsamtaler på Hjørringskolen.

Denne måde at samarbejde med eleverne på reducerer konflikter og styrker relationerne. Samtalerne kommer ikke kun eleverne til gode her og nu.

“Mange elever forlader folkeskolen uden tro på, at de kan påvirke deres egen livssituation i positiv retning. Hos os finder de løsninger, som virker for andre end dem selv, for en løsning skal også fungere for den voksne. Men eleverne bliver hørt og respekteret”, siger Ninna Fjordbak.

Værktøj 4: nye fysiske rammer

De fysiske omgivelser har enorm betydning for elevernes skolegang. Det gik op for ledelse og medarbejdere, da de begyndte at tale om deres behov for at få nye redskaber i værktøjskassen. For rammerne i ADHD-klasserne var helt i bund.

Nogle elever blev undervist i pavilloner, hvor smadrede vinduer var erstattet af træplader, mens den fysiske bygning bestod af store klasseværelser, så når eleverne havde brug for en pause, stod de til udstilling på gangen. Samtidig var tapet revet af, der var graffiti på væggene, og legepladsen var et hul i jorden.

“De børn, som har det sværest, skal ikke have de dårligste rammer, så vi inviterede byrådspolitikere og forvaltningsdirektøren herud. Jeg tror ikke, at de kendte til rigets tilstand, men de tog det op i byrådet”, fortæller Kristina Toft.

I 2017 fik Hjørringskolen bevilget 12,25 millioner kroner til renovering og udbygning, og en arbejdsgruppe med medarbejdere og ledere gik i gang med at finde ud af, hvordan man bruger rammerne til at understøtte skolens børnesyn, blandt andet med studiebesøg og ved at inddrage forskning.

I dag har hver klasse et stort klasseværelse med skydedør, så lokalet kan deles i to. Samtidig er der integreret små rum i rummet, så eleverne har mulighed for at trække sig, men stadig være inkluderet i klassen. Gangene er indrettet med alkover, som kan bruges både som arbejdsrum og til hygge i frikvartererne.

“Branddørene er placeret, så vi kan dele gangen op, så hver klasse får et afsnit, som de kan inddrage i undervisningen. Klasserne har også hver et minikøkken på gangen. Vores elever kan have madlede af deres medicin, så hvis en elev har lyst til tomatsuppe om morgenen, kan vi varme suppe til ham. Så får vi ikke en konflikt med en elev, som er sulten”, siger Kristina Toft.

Elever med ADHD kan let komme til at stryge tasken op ad væggen, så få dage efter indvielsen var der streger og mærker på gangens hvide vægge.

“Det er første skridt mod forfald, for eleverne var allerede begyndt at tegne på væggene. Derfor fik vi sat træpaneler op, og nu er der ingenting at se fra tasker, som er kommet for tæt på”, siger Ninna Fjordbak.

Legepladsen byder på en multibane til boldspil og et klatre- og balanceområde, og alle klasser har egen terrasse.

“Det er specielt for vores elever, at der altid er voksne omkring dem. Derfor er det vigtigt, at de har et sted at hygge sig. Legepladsen spiller også ind på reduceringen af trusler og vold, for eleverne skal have noget at lave i frikvartererne. Alt skal være så normalt som muligt”, siger Ninna Fjordbak.

Det sidste er grunden til, at afdelingen har ændret navn.

“Vores elever skal kunne gå til fodbold uden at være deres diagnose, så vi hedder ikke længere ADHD-klasserne. Eleverne fortæller med stolthed, at de går i A-klasserne, for de fire bogstaver i deres diagnose er ikke længere i fokus”, siger Kristina Toft.