Debat

Spørgsmålstegn ved store ændringer

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærerstuderende Christian Bang tager afstand fra min kritik af computere i artiklen 'Min hvide elefant' (Folkeskolen nummer 15).

Vi lidt ældre mennesker, som husker verden før computeren, har både ret og pligt til at påpege de ting, som en ekstrem brug af computeren fører til. Vi husker, hvordan hverdagen var inden, og kan derfor påpege både fordele og ulemper med disse nye elementer i vor hverdag. Og til orientering: Jeg er overhovedet ikke modstander af fremskridt, tværtimod. Men computeren har gjort indhug i vores liv og fritid pludseligt (inden for de sidste ti år), og ethvert tænkende menneske vil sætte spørgsmålstegn ved de store ændringer, den bringer.

Selvfølgelig får vi lærere en godtgørelse for vejledning af de studerende på seminariet. Men det er et spørgsmål om kvantitet: Den mængde tid, vi bruger ved at svare på e-mail og filer fra vore studerende, kunne eventuelt trækkes fra undervisningstimerne, men hvis den lærer, som bruger to timer online hver dag, skulle omregne og trække dem fra undervisningstimerne, så var der ingen undervisning overhovedet. Og med den nye læreruddannelse er der i forvejen alt for få undervisningstimer, synes vi.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Computeren, Christian Bangs ven og min hvide elefant, forbruger overordentlig megen fritid, hvis man skal åbne og svare samt tage del i de mange Skolekom-konferencer. Vi har jo alle ret til selv at vælge, hvordan vi bruger vores fritid: Jeg foretrækker at bruge min fritid på andre aktiviteter end at kigge på en skærm.

Et kursus i logik og fejlslutninger kunne hjælpe Christian Bang med at blive opmærksom på fejlslutninger i insinuationer som dem om mig og Dansk Folkeparti og mine 'hattedameargumenter'. (Man plejer at kalde den slags argumentation argumentum ad hominem). Man vil så opdage, hvor farligt det er at argumentere uden at have orden i sine argumenter. (Vil Christian Bang også insinuere med lignende forhånelser over for en elev, han er uenig med?)

Ellen Bick Meier

seminarielektor på Blaagaard Seminarium