Vejen Lærerkreds har meget længe arbejdet for at få bedre rammer for lærernes arbejdstid.

Vejen får en fælles forståelsesramme om lærernes arbejdstid

Der er absolut ingen mulighed for en lokal arbejdstidaftale i Vejen. Men Ny Start har ført til, at kredsformand Birthe Cramon har tilgået en fælles forståelsesramme om vikararbejde, samarbejde om opgaveoversigten og et tilstræbt maksimalt undervisningstimetal.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da byrådet i Vejen konstituerede sig i 2017 var det med en passus om, at der ikke måtte indgås aftale med Vejen Lærerforening. Formand for Vejen Lærerforening Birthe Cramon har uden held kæmpet for at komme i forhandlinger, men først nu er det lykkedes at blive taget med på råd. Kredsformanden mener, at det er overenskomstresultatet fra 2018, hvor KL og DLF blev enige om en Ny Start, der har åbnet for forhandlinger.

"Det har været klart, at man i Vejen ville fokusere på ledelsesret, og at man ikke ville indgå en aftale. Vi har haft et administrationsgrundlag, som var meget tæt på Lov 409. Men med Ny Start blev der åbnet op for dialog og samarbejde. Derfor blev det muligt at være med i arbejdet om en fælles forståelsesramme", siger Birthe Cramon.

Vejen-borgmester: "Vi vil ikke indgå en lokalaftale" 

Politisk ønske om decentral skolestyring

Birthe Cramons underskrift står på den fælles forståelsesramme allernederst. Hun har ikke direkte skrevet under på rammen, men skrevet under på, at Vejen Lærerkreds har tilgået rammen. Hun synes, det er en god forståelsesramme.

"I Vejen Kommune er den rigtig god. Jeg er glad for den. Og det har lederne og lærerne også givet udtryk for, at de er. Vi har haft tillidsrepræsentanterne med hele vejen. Så det må jeg sige, at det har været en rigtig god proces".

Vejens borgmester Egon Fræhr (Venstre) understreger over for folkeskolen.dk, at der ikke er tale om en aftale.

"Vi har ikke indgået en aftale. Vi har skrevet op, hvad der er sund fornuft. Der har lærerne sagt, at det ser fornuftigt ud. Det er det, som skolerne har arbejdet med i en årrække. Nu er det beskrevet, så lærerne også kan se det", siger Egon Fræhr og forklarer: "Vi vil ikke i presses ind i en central styring af det, vi vil holde fast i, at det er lagt ud til den enkelte skole".

Ni ud af ti lærere har aftalte rammer for arbejdstiden efter sommerferien - se listen her 

Tilstræbt undervisningsmaksimum

Birthe Cramon fortæller, at lærerne i Vejen er glade for den nye ramme. Lærerne har især efterspurgt rammer for vikararbejde, som bliver pålagt dem i forberedelsestiden.

"Tidligere var det sådan, at hvis man fik en vikartime og ikke kom op over 750 undervisningstimer, så fik man ikke nogen kompensation for vikartimen. Nu bliver det sådan, at hvis man får to vikartimer i sin forbederelsestid mandag morgen, så forlænger man dagen med to timer i PULS, hvor vi registrerer arbejdstid, eller har en dialog med sin leder om prioriteringen af den samlede arbejdstid. Så kan man samle de vikartimer, man får, og så afspadsere på hele dage. Det er noget, lærerne er meget glade for, for mange er overbebyrdede med opgaver".

I den fælles forståelsesramme står også, at man tilstræber, at lærerne har maksimalt 750 undervisningstimer om året.

"Hvis en lærer har mere end det, så må lederen se på, hvad det er for nogle sager, man kan tage væk fra læreren eller have en dialog om, hvorvidt det er en god konstruktion med flere end de 750 timer", siger Birthe Cramon.

I forståelsesrammen er der også lagt op til dialog mellem tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant og leder om skoleårets planlægning, og der er også gjort meget ud af, at der skal være dialog om opgaveoversigten, før skoleåret starter.

"Der er simpelthen ikke altid tid til den drøftelse. Oversigterne kommer i sidste øjeblik, og så kommer læreren efter sommerferien og siger, at de ikke kan klare opgaverne. Vi vil gerne have, at vi har den fulde dialog inden opgaveoversigten er færdig. Det er derfor, vi laver den proces".

Powered by Labrador CMS