E-learning

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et af de hurtigst voksende områder inden for IT er e-learning.

Det kan man danne sig et godt billede af, hvis man besøger www.lld.dk, Learning Lab Danmark's hjemmeside. Her kan man gense talere fra en netop afholdt konference om læring, viden- og kompetenceudvikling. Hvis man skal forklare den voksende interesse omkring e-læring, skal man spole tiden et år tilbage. Var du interesseret i IT på det tidspunkt, er det sikkert ikke gået din næse forbi, at e-handel var udnævnt til at revolutionere vores måde at handle på. Vi så unge mennesker, der proklamerede, at det nu var muligt at benytte Internettet til at sælge slips og jakkesæt til en ekstra billig pris. Det gav julelys i øjnene på 'pengemændene', for de vurderede store fortjenester i forbindelse med afsætning world-wide uden fordyrende erhvervslejemål med videre - vi kender efterhånden hele sangen.

For at benytte en floskel, der stemmer godt overens med den kapital, der er hældt ud over disse e-forretninger, ser vi nu 'i bagklogskabens ulideligt klare skær', hvor irrationelt man kan agere som menneske. Med tiden erfarede man nemlig, at ingen gad benytte Internettet til at købe et slips eller andre eksklusive varegrupper. Det er jo i øvrigt ikke overraskende, da man helst selv vil 'føle og prøve på kludene'. Sagt med andre ord - vi vil som forbrugere gerne selv mærke/opleve varen, inden vi køber. Et faktum, som faktisk blev bekræftet i en række undersøgelser på omtrent samme tidspunkt.

Dermed ikke sagt, at det er usmart at handle over Internettet. Vi skal blot lære at bruge Internettet til at købe de ting, vi ikke gider at bruge tid og transport på at købe i virkeligheden. Eksempelvis er det meningen, at 80 procent af offentlige institutioners indkøb inden 2003 skal foregå elektronisk. Det kan du læse mere om på www.fsk.dkeller www.efokus.dk

Check i øvrigt nogle 'kuldsejlede' e-forretninger på www.haburi.com/(her har man brugt 800 millioner og endnu ikke skabt omsætning) eller www.gubi.com(her er det efter sigende 'kun' et par hundrede millioner, der er investeret).

Præcis som i de gode gamle e-handels-dage er der nu ved at opstå samme effekt omkring undervisning over Internettet. Heldigvis er denne 'epidemi' opstået på baggrund af et stadig voksende krav om fleksibel uddannelse. Vi vil selv bestemme, hvor og hvornår vi skal lære/efteruddannes. Det er dejligt, at der endelig stilles krav til indhold og udbytte af Internettet. I en tid hvor skolerne mere og mere er prisgivet lærernes viden om at lære. Med andre ord kan e-læring udvikle sig til at blive et kærkomment efteruddannelsessupplement, der kan hjælpe med til at vedholde lærerens læren, så skolen fortsat har mulighed for at udvikle sig.

Om e-læring er endnu et 'e'-fænomen i kapitlet om 'e'ets' historie, må fremtiden vise. Det er i hvert fald håbefuldt, at e'et hurtigt forsvinder, så vi igen 'bare' skal snakke om undervisning, blot igennem endnu et medie.