På Dansk Røde Kors' kontor i Kosovas hovedby Pristina står et paphus. Det er cirka en halv meter højt, og taget og vinduerne er brændt. Det er en skoledreng, der har bygget huset. Han brugte lang tid på at lave det, og da han var færdig, tog han en tændstik og satte ild på det.

Drengen byggede huset som et led i et Røde Kors-projekt på 11 skoler i Kosova. Projektet, der involverer 2.650 elever, går ud på at hjælpe børn, der har oplevet frygtelige ting under krigen.

'Børnene kan have svært ved at lære nyt, koncentrere sig, og nogle har søvnbesvær. Ved at organisere lege og workshopper støtter vi børnene i at give udtryk for de oplevelser, de har haft under konflikten i Kosova. Ved at alle i klassen er med, sørger vi for, at ingen bliver skilt ud, og samarbejdet i gruppen bliver styrket', siger Gete Bjerring, leder af det psykosociale projekt.

Her lærer børnene gennem lege og ved forskellige øvelser at udtrykke nogle af de ting, de oplevede under krigen.

'Mange har svært ved at snakke almindeligt sammen og løse konflikter. Dialog er noget, der skal læres. Det gør vi for eksempel via strukturerede lege. Det er også nødvendigt at lære nogle af dem at lege. De gør det ikke af sig selv', siger Gete Bjerring.

Skolerne får materialer som tusch, papir, ler, som de skal bruge for at udfolde sig. Samtidig får børnene også et måltid mad om dagen. Selve aktiviteterne står lærerne på skolerne for. De gør det ud over normal skoletid, så det kræver, at eleverne bliver der længere.

Tegner brændende huse

En af skolerne, der er med i projektet, ligger i den lille by Becice, cirka halvanden times kørsel fra Pristina. Den består af to telte og en skolebygning med et klasseværelse. Ved siden af ligger ruinerne af det, der var skolen inden krigen. Inde i det eneste klasselokale sidder 5.- og 6.-klasserne ved et langt bord midt i rummet. Læreren deler papir ud til eleverne og beder dem om at tegne eller skrive om en god og en dårlig ting.

'Vi gør det, for at børnene skal prøve at udtrykke noget af det, de har oplevet. Vi kan også finde ud af, om de har nogle problemer, hvis de for eksempel tegner det samme hver eneste gang', fortæller Osman Buleshkaj, projektleder hos Dansk Røde Kors i Kosova. Han måtte selv flygte under krigen.

Besoit, der går i 6. klasse, har ligesom mange andre tegnet to huse. Det første er et helt almindeligt parcelhus. Det andet er det samme hus, men denne gang brænder det.

'Det er godt for mig, når jeg tegner. Jeg slapper af, når jeg tegner. Det er ikke noget problem for mig at tegne dårlige ting. Jeg kan tegne alt', siger Besoit.

Ligesom mange af de andre børn i klassen flygtede han sammen med sin familie, da konflikten startede, og da de kom tilbage, var huset brændt.

En pige, Shaqiri, har også tegnet to huse, men det forestiller ikke familiens hus. Det er skolen. Det første forestiller den første skoledag efter krigen. På trappen står smilende lærere og tager imod eleverne. På den anden tegning er der ild i skolen, og foran den brændende skole kører kampvogne, og soldater løber omkring.

'Jeg så, da de brændte skolen', fortæller hun, inden hun gemmer hovedet i hænderne og græder forsigtigt.

Det er noget, Osman Buleshkaj ofte oplever.

'Det sker indimellem, at børnene græder, men det er bedre, end hvis de går og holder oplevelserne for sig selv. Det er et sundhedstegn, at de græder', siger han.

Hvis Røde Kors-medarbejderne eller lærerne finder nogle børn, der er særligt hårdt ramt, får de psykologbehandling. Indtil videre er der blevet identificeret syv børn, som kommer i behandling, men flertallet af børnene er ikke direkte traumatiserede af deres oplevelser.

'Det er vigtigt at understrege, at det ikke er behandling. Vores program retter sig mod alle børnene i klassen. Siger vi, at de er traumatiserede, kan det være med til at fastlåse børnene i situationen', siger Gete Bjerring.-Mikkel Kamp er journalist ved Dansk Røde Kors