Børneliv
0   320

Da Anders' mor døde

Vi var to lærere, klasselærer og souschef, som satte os ned en dag og udarbejdede en plan for, hvad vi ville gøre, når Anders' mor døde. Fra den dag havde jeg altid planen i min skoletaske

Anders kom til min klasse i 1. klasse. Hans mor, Bente, var alene med ham og hans halvvoksne storebror. Anders' far forsvandt ud af hans liv, da han var få år gammel. Bente fortalte, at hun var blevet behandlet for kræft. Hun havde netop afsluttet den sidste strålebehandling og var nu erklæret rask. Vi udvekslede ord om, at vi håbede, det holdt.

Det gjorde det desværre ikke.

Artiklen fortsætter under banneret

Ti måneder senere - februar 1999 - dukkede det op igen. Nu fik Bente kemoterapi, og hun havde det elendigt. Det havde Anders naturligvis også, og han tilbragte stadig mere tid hos en plejefamilie.

I marts blev Bente akut indlagt, mens Anders var i skole. Plejemoderen ringede til skolen og bad om, at jeg stod ved siden af, når hun fortalte ham det. Han skulle jo ikke gå hjem efter skole. Jeg tilbød, hvis Anders ville have det, at køre ham ud til plejefamilien med det samme. Det ville han gerne. Fra den dag kom han aldrig mere hjem at bo. Bente kom hjem efter tre dage, men kunne ikke overkomme at passe Anders. Han blev rasende; i skolen mærkede vi blot, at han var træt og ikke kunne samle sig. Han var ikke besværlig. Efter skoletid var Anders hjemme et par timer næsten hver dag sammen med en voksen støtte.

Spørge ind til følelserne

I skolen begyndte vi nu at snakke om, hvad vi skulle gøre, hvis Anders' mor døde. Vi er en lille skole, og næsten alle lærere og en fra fritidsordningen var til stede, da vi havde en sorg- og kriseterapeut fra kommunen til at fortælle. Det var rigtig godt. Hun fortalte generelt om børns reaktioner, når de mister, og om Anders specielt sagde hun, at han var i krise.

Han var vred over at være sendt hjemmefra og bange for, hvad der ville ske med hans mor.

Det, jeg husker bedst fra terapeutens besøg, var, at jeg følte, at de tanker, jeg havde haft omkring Anders, og hvad vi bedst kunne gøre for ham, var rigtige. Hun sagde også, at det gælder om at fange, når Anders er ved at sige noget vigtigt, og spørge ind til følelserne.

Efterfølgende var vi to lærere, klasselærer og souschef, som satte os ned en dag og udarbejdede en plan for, hvad vi ville gøre, når Bente døde.

Jeg kan ikke forklare, hvor stor betydning det har haft for os under hele forløbet, at vi havde den plan, som egentlig ikke ser ud af noget særligt. Men den betød, at vi midt i alt det stormfulde ikke stod som Moses ved Det røde Hav. Fra den dag havde jeg altid planen i min skoletaske.

Læsning af materiale

Og planen så således ud: Der skulle flages på halv, både den dag, hun døde, og til begravelsen, det skulle meddeles til morgensang, der skulle snakkes om det i klasserne, skolen skulle give en bårebuket, og endelig skulle det meddeles igen, når Anders kom tilbage.

Vi havde også bestemt, hvem der meddelte det til morgensang, samt skrevet nogle linjer om, hvad der skulle siges. Vores skoleleder bad souschefen være den, der gav meddelelsen.

I perioden, der nu fulgte, læste flere af lærerne forskelligt materiale fra Kræftens Bekæmpelse om emnet. Jeg har også flere gange talt med sorg- og kriseterapeuten. Fra marts til sommerferien havde Anders og jeg nogle samtaler alene, når han ønskede det. En dag, hvor han fortalte, at hans mor næsten ikke spiste noget, spurgte jeg ham: Hvad er det værste, der kan ske? Hertil svarede han, at det var, at hans mor kom på sygehuset, fordi så fik hun det altid så dårligt. Så sagde jeg: Og så bliver du bange? Ja, det gjorde han.

Det var ikke altid, vi talte om hans mor. Men engang, hvor jeg sagde til ham: Lige meget hvad der sker, så er jeg her, så han mig lige i øjnene og sagde: 'Det ved jeg' og slog armene om halsen på mig.

En aften i maj ringede Bente til mig og fortalte, at hun samme dag havde fået besked fra sygehuset om, at de ikke kunne gøre mere for hende.

Hun kæmpede virkelig - for sig selv og sine to drenge. Storebroderen boede hele tiden hjemme.

På skolen troede vi ikke, det ville vare længe, før sygdommen fuldstændig havde ødelagt Bentes krop. Men selv om det hele tiden gik ned ad bakke, blev det et ufatteligt langt sygeforløb.

Indkaldelse til forældremøde

En søndag i december blev jeg ringet op af plejemoderen, der fortalte, at Bente nu lå på det sidste. Lørdag havde Anders fået at vide, at hans mor ikke kunne leve mere.

Jeg besluttede at indkalde til forældremøde med det samme for at informere alle på én gang. Så jeg ringede rundt søndag aften og indbød til møde aftenen efter. Jeg fortalte også forældrene, at jeg næste dag ville fortælle klassekammeraterne, at Anders' mor ikke kunne leve længere.

Om mandagen i første time gav jeg klassen den forfærdelige meddelelse.

Om eftermiddagen lavede jeg et A4-ark, hvorpå jeg dels skrev dagsordenen for aftenen, dels beskrev i korte vendinger, hvilke reaktioner de som forældre kunne forvente hos deres egne børn, og hvilke reaktioner der kommer hos det berørte barn.

Jeg skrev blandt andet, at børn sørger 'i klumper'. Det ene øjeblik er de kede af det, og det næste er de glade. De sørger over noget andet end det, de i virkeligheden er kede af, hvilket giver nogle forskudte reaktioner. De bliver vrede, får svært ved at koncentrere sig, de kan få skyldfølelse, og de kan gå udviklingsmæssigt i stå, fordi sorgprocessen vinder over udviklingsprocessen.

Jeg skrev også, at det er vigtigt, at den voksne går foran og reagerer og tænker på det. Den voksne skal lytte og være der for barnet og, hvis det er muligt, forberede dem på, at de bliver meget kede af det, at det varer længe, og at det bliver svært at huske og koncentrere sig.

Det skaber ro og tryghed at vide, at sådan er det, og det er normalt.

Alle børn var samlede

Det, jeg skrev, var min viden om emnet, som jeg havde fået på et kursus, samt hvad jeg havde læst mig til.

Mødet varede en time, og forældrene aftalte blandt andet at samle ind til en buket. Det var meget godt for os alle sammen, at vi var samlet.

Tirsdag morgen ringede plejemoderen og fortalte, at Bente var død om natten. Jeg ringede til souschefen og sagde: 'Nu kan du godt forberede dig på, at det er i dag, du skal fortælle, at Bente er død'.

Klokken otte samlede vi alle børn, og efter den første sang fortalte Jette, at der var noget trist, hun skulle fortælle. Hun fortalte, hvad Anders' mor hed, og hvad hun var død af. Hun tilføjede, at man godt kunne blive rask, selv om man havde kræft, men Anders' mor var altså død. Så sagde Jette, at børnene ikke skulle være bange for at spørge Anders, hvordan han havde det, og ikke være bange eller flove over at græde. De skulle også vide, at indimellem ville Anders glemme det og lege og grine; det er almindeligt for børn. Så sang vi endnu en sang og holdt et minuts stilhed for Bente.

Nogle børn og voksne græd, og efterfølgende talte alle klasselærere med deres klasser om det skete - så længe, der var brug for det.

Da det var blevet lyst, hejsede 3. klasse og deres to lærere flaget på halv.

Den dag havde vi i 3. klasse planlagt, at vi skulle hjem til mig og julehygge. Anders' plejemor ringede og sagde, at Anders ville ud til mig, så de, Anders og hans plejeforældre, kom op ad formiddagen. Da vi sad og spiste kage, og der var lidt stilhed, fortalte jeg Anders, hvad der var sagt til morgensang. Anders' plejemor fortalte, hvad der var sket for Anders lørdag, søndag, mandag, og hvordan han om natten var kommet ud og havde set sin mor - hun lå hjemme.

Inden vi kørte tilbage til skolen, var det faldet mig ind at spørge Anders, om han gerne ville have, at jeg skulle se hans mor. Han tænkte sig om et øjeblik. 'Ja, det vil jeg', sagde han, og han ville have, jeg skulle komme klokken 15, når hun skulle lægges i kisten.

Anders i skole igen

Skolelederen havde skrevet et brev til alle forældre, hvor meddelelsen stod, og hvad vi havde gjort på skolen den dag samt et uddrag af A4-arket til forældrene, hvor der stod om reaktionerne hos det berørte barn.

Klokken 15 kørte jeg hjem til Anders. Det var hårdt. Anders bad mig mærke, hvor kold hans mor var. Jeg har aldrig mærket en død før, men jeg gjorde det, selv om det var lidt svært for mig. Den nærmeste familie og nogle veninder var der, og sammen valgte vi to sange, der skulle synges i kapellet. Den ene af sangene havde Anders valgt; 'Solen er så rød, mor'.

Torsdag mødte jeg klokken 9, og da jeg spurgte souschefen, om Anders var i skole, svarede hun ja, og så sagde jeg: 'Jamen, så skal vi jo meddele det til morgensang'. Det syntes hun, at jeg skulle gøre, da jeg havde været med til det hele, og Anders allerede havde været nede hos mig.

Det kom bag på mig, men jeg sagde, at så ville jeg bare fortælle, hvad der var sket.

Jeg stillede mig hen ved siden af Anders og sagde noget i retning af:

'Ja, nu er Anders kommet igen, og det var jo det, Jette sagde til jer den anden dag, da hun fortalte, at Anders' mor var død, at Anders måske allerede kom i morgen. Det er helt rart at være i skole, er det ikke', sagde jeg til Anders, som nikkede kraftigt og sagde 'Jo'.

Jeg fortsatte med at fortælle om Anders' besøg sammen med klassen hos mig og sagde, at jeg da havde fortalt Anders, hvad der var sket til morgensang. Så fortalte jeg, at jeg havde været oppe at se Anders' mor: 'og hun lå så fint i lang nederdel og en fin bluse. Og i lørdags havde Anders givet hende et rødt filthjerte, og det havde hun holdt i sin hånd lige siden, og det lå hun også med nu'.

Det var hårdt, men efter kollegernes udsagn 'rigtig godt'.

Om fredagen blev Anders' mor begravet. Skolen flagede på halv. Skolelederen og klassens to lærere og to klassekammerater med mødre deltog. Det var meget smukt, og Anders hjalp til med at bære.

Anders har endnu ikke snakket meget om det eller grædt i skolen, men vi undgår ikke emnet. Vi vader heller ikke i det. Til februar tager vi sorg/omsorg og døden op som emne.

Hvis der var en ting, jeg kunne have gjort om, var det, at vi havde haft emnet 'Døden', før vi mødte den.

Navnene er ændrede (redaktionen).


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ