Forhandleren fylder 60

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Der skulle jo nødig gå Max i den!' Udtrykket er brugt af både med- og modparter om Max Haugaard-Nielsens forhandlings- og resultatstil. Og tonen rummer både respekt og usikkerhed. I 15 år har Max Haugaard, som sekretariatschef i Lærernes Centralorganisation (LC), sat sine tydelige fingeraftryk på en lang række forhandlinger. Og hver gang har han demonstreret, at han er både overblikkets og detaljens mester. Hvis han anser det for nødvendigt, kan der 'gå Max i den' på ethvert niveau og til enhver tid.

Mandag den 13. marts runder Max Haugaard de 60. I foreløbig 30 år har læreren, tillidsrepræsentanten og kredsformanden fra Gladsaxe været ansat til at varetage lærernes sag. I 1970 kom han til DLF's sekretariat, og selv om det for nuværende samarbejdsparter kan være svært at forestille sig, rummer Folkeskolens arkiv mindst ét eksempel på, at fødselaren engang har skrevet om pædagogik. Noget nemmere at forstå er det, at han på grund af sit organisatoriske talent hurtigt blev sat til at forberede opbygningen af LC, og at han i 1976 blev organisationens første sagsbehandler.

Og derefter foregik ekspansionen i hurtigt tempo. Sagbehandleren blev kontorchef, der blev til sekretariatschef, Branchesikkerhedsråd 12 kom under Max Haugaards formandskab, Overenskomstansattes Centralorganisation, Tjenestemænds og Overenskomstansattes Kartel, Kommunale Chefer kom til. Og så videre, og så videre. Der er tilsyneladende ingen ende på, hvad Max Haugaard kan spænde over, og på skiltet i elevatoren i Løngangsstræde 25 står der da også i dag Fællessekretariatet.

Max Haugaards sarkasme kan være bidende, hans vid afvæbnende, og hans blanding af selvværd og selvironi gør det svært for alvor at blive gal på manden. Man må nøjes med af og til at blande respekt og beundring med forundring eller irritation. For blot at opdage, at også det nyder han.

På mandag fylder den store forhandler 60 år. Han vil stråle - omgivet af kommunale og statslige spidser, venner, kolleger, forhandlingsparter og organisationsledere.

Og hvis en sag er betydningsfuld nok, vil han - midt i fødselsdagsfejringen - finde tid til et par hurtige, fortrolige replikker om forberedelse af halv- eller helofficielle aftaler med de rette personer. Til gavn for lærerne. Dét er nemlig altid Max Haugaards sigte.

Reception mandag den 13. marts 2000, klokken 13.00 til 15.00, i Løngangsstræde 25, 3. sal, København.

Thorkild Thejsen