E-Learning

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I en tid, hvor stort set alt drejer sig om denne overskrifts navnefætter, E-handel, er der mindre fokus på det, man kunne kalde E-learning. E-learning handler i vores helt uautoriserede fortolkning om læring via Internettet. Det være sig i form af fjernundervisningsprogrammer (eksempelvis det pædagogiske IT-kørekort), virtuelle skoler eller eksempelvis mere eller mindre kommercielle undervisningssider på Internettet.

Sidstnævnte er der for alvor ved at være gang i på Nettet. Herhjemme er en af de seneste tiltag www.kaffestudie.dk/, som er målrettet imod 7. og 8. klassetrin i folkeskolen. Det er Dansk Kaffe Information (Brancheorganisationen), som står bag siden, og formålet må siges at være flertydigt. På den ene side ønsker sidens ophavsmænd at udbrede oplysninger om kaffe gennem informationer om kaffe i form af tekst, billeder, quiz og elevopgaver med videre. Men på den anden side ligger der selvfølgelig en målsætning om at fremme salget af kaffe, ikke mindst blandt den kommende generation af danske kaffedrikkere. Og her er vi ved en central pointe ved den nye tendens. Eleverne er fremtidens forbrugere og udgør den mest interessante målgruppe for stort set alle produkter i denne verden. Før i tiden var det forholdsvis let at bede den lokale Nestlé-repræsentant om at daffe af med sine Kindermælkesnitte-spil, men i dag sker markedsføringen via Internettet. Det er et spændende medie, og tilsat en sjat pædagogisk korrekthed er det svært helt at fastholde sin modstand imod denne form for skjult markedsføring. En ting er sikker, eleverne elsker det, og for at tage en af denne uges skribenters gamle floskler i brug så hjælper kontrol næppe. Derfor må man stille krav og fremelske de initiativer, som har et reelt pædagogisk indhold, og her kommer vi tilbage til mokkasiden.

Kaffestudie.dk udmærker sig ved en meget sober tilgang til emnet. Det handler først og fremmest om at oplyse om, hvad kaffe er, hvor det kommer fra, hvordan det produceres, statistik, geografi med videre. Alt sammen pakket ind i en flot interaktiv side, hvor man især må hæfte sig ved et flot brug af billedmediet. Der er til siden knyttet en vejledning for lærerne og forslag til undervisningsforløb og opgaver. Det eneste, det kræver, er, at man har en Acrobat Reader til at læse opgavesiderne og den tilhørende facitliste. Det er med andre ord en udmærket side, som er et klik værd.

Men tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt vi ønsker denne form for gratis undervisningsmateriale distribueret via Internettet?

På den ene side er det et tiltrængt supplement i en tid, hvor folkeskolen ikke ligefrem overstrømmes med penge til nye undervisningsmaterialer, men omvendt må man ikke glemme, at gratis er en illusion i denne sammenhæng. Der ligger ved denne type tiltag altid en skjult dagsorden. I ovennævnte tilfælde handler det om at få halvliterscolaerne erstattet med en kop varm kaffe. Men det må være op til læreren at vurdere, om man trods denne fare for at pådutte eleverne endnu et forbrug alligevel skal bruge de mange gratis tilbud om undervisningsforløb på Internettet i sin undervisning. Under alle omstændigheder har vi kun set starten, og her skal derfor ligge en opfordring til at diskutere, hvordan ens skole forholder sig til den mere kommercielle del af E-learning, Edutainment, eller hvad vi nu skal kalde den fagre nye undervisningsverden derude på Nettet. Det skal sluttelig nævnes, at der findes sider på Nettet, som bruger samme virkemidler som ovenstående side, men som ikke har den kommercielle side med sig. Af konkrete eksempler kan nævnes Sundhedsstyrelsen (www.alkoholkampagne.dk/default¡1.cfm) og Elektricitetsrådet (www.elraadet.dk/spil/).

Denne uges NETopNU er redigeret af

Jimmi Hansen og Christian Ravn