Rebecca Dalsgaard Hansen rapporterer fra koncerten med Trup Den Høje Fløjte

Elever er journalister og værter på musikfestival

De seneste dage har Roskilde genlydt af 120 koncerter, kurser og konferencer. Musiklærere og kulturkonsulenter fra hele landet har været med. Elever fra 7.-9. klasse har fungeret som værter, teknikere og journalister i et særligt uddannet kulturcrew.

Publiceret Senest opdateret
Mikkel Møller Frederiksen fra Lynghøjskolen hjælper gruppen Sille Grønberg & Band med at slæbe ind til tirsdagens koncerter

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Jeg har skrevet artikler fra koncerter og interviewet borgmesteren. Det har været super sjovt", fortæller 14-årige Rebecca Dalsgaard Hansen.

Hun er en del af et kulturcrew på 10 elever fra 7., 8. og 9. klasse på Lynghøjskolen i Roskilde. Eleverne har ansøgt og været til jobsamtale til de ti eftertragtede positioner. Og efterfølgende har de været på et fem-timers kursus hos LMS -Levende Musik i Skolen.

"Jeg har været på kursus med en journalist og blandt andet lært, hvordan jeg skal starte med at tænke stort og så koge det ned til det vigtigste. Og så har jeg fået meget lettere ved bare at gå hen og tale med fremmede", fortæller Rebecca Dalsgaard Hansen fra 8.y.

Artiklerne er blevet trykt i Festivalavisen, og en af Rebeccas artikler er også blevet trykt i Roskilde Dagblad.

Eleverne skal være en del af kulturlivet

Ideen om et fast kulturcrew kommer fra Norge, og det er de tre kultur-kompetencecentre Teatercentrum, Dansens Hus og LMS - Levende Musik i Skolen, der har udviklet det i Danmark. Fire skoler er i øjeblikket i gang med projektet, og en af dem er Lynghøjskolen i Svogerslev, Roskilde. Derfor kom Musikfestival i Tide også i perfekt tid for skolens elever til at øve sig på rollen.

"Vi er en skole med stor interesse i kultur og musik. Vi har en teatersal, som giver nogle helt unikke muligheder. Der skal eleverne på banen", fortæller skoleleder på Lynghøjskolen Torkil Werner Jørgensen.

Eleverne i kulturcrewet har taget imod musikerne, fungeret som crew, hjulpet med lys og lyd og slæbt grej. Og så har de præsenteret koncerterne og skrevet artikler fra arrangementerne. De er gået glip af nogle undervisningstimer, mens de har været på kursus og under festivalen, men det er Torkil Werner Jørgensen ikke nervøs ved.

"Det her er ligeså vigtigt som at bøje tyske verber og læse biologi. De lærer en masse om formidlerrollen og for journalisternes vedkommende om at opbygge en artikel og interviewe og tage billeder. Det kan de helt sikkert bruge på deres cv senere".

God forberedelse til arbejdsmarkedet

Over 200 professionelle musikere har spillet godt 120 koncerter på 19 skoler og spillesteder i Roskilde Kommune. Festivaeln Musik i Tide er arrangeret af LMS, og der har været gæster fra skoler og kommuner i hele landet, kurser, konferencer og festmiddag.

"Ideen er at give overbygningseleverne et indblik i det danske kulturliv på en måde, hvor de både får ansvar og lærer noget", fortæller Gitte Abildtrup Møller, souschef ved LMS. "Vi har mange håb for projektet. Vi vil gerne opdrage eleverne til at lave frivilligt arbejde, elske kulturen og forstå dens mange sider og arbejdsopgaver. Men først og fremmest skal Kulturcrew-projektet give dem ejerskab til de ting, der sker på deres skole - de skal have ansvar og lære at samarbejde med hinanden, lærerne og omverdenen".

Mikkel Møller Frederiksen fra 8.y har været vært under festivalen. For ham er det i høj grad interessen for musik, der har været styrende.

"Jeg har fået lejlighed til at høre en masse musik, som jeg ellers aldrig ville have hørt. Jeg hører jo alle koncerter og ikke kun de få, der er udvalgt til enkelte klasser. Og jeg får også lov til at møde musikerne. Det er oplevelser, som man ikke lige glemmer".

Hele ansøgningsproceduren, hvor han har søgt jobbet og gået til jobsamtale, synes han også godt om.

"Det er en fed måde. Og rigtig godt at prøve. Det kan vi helt sikkert også bruge, når vi kommer ud på arbejdsmarkedet", siger han.

Læs mere

Festivalavisen, hvor elevernes artikler er trykt

Festivalavisen