”Pædagogisk modelflyvning” hed en artikel, som gjorde stort indtryk på mig. Jeg havde været lærer i fem år og syntes, at jeg endnu havde meget at lære, men en stor del af det, jeg kunne læse i tidens bøger om skoleforhold og undervisning, sagde mig ikke noget. Men så læste jeg Knud Grue-Sørensens artikel i "Dansk Pædagogisk Tidsskrift", hvor han kritiserede det grasserende overforbrug af grafiske modeller med kasser, cirkler og pile. Og modellerne var, mente han, lige så uforståelige som den tilhørende tekst.

Det, der kræves, skrev Grue-Sørensen, ”er i højere grad flair for den konkrete situation end kendskab til det almene ’kommunikationsmønster’”. Det var noget, der passede mig. Og så skrev han i et vidunderligt ukrukket hverdagssprog.

Grue-Sørensen var Danmarks første professor i pædagogik. Tidligere folkeskolelærer og skolepsykolog og med en filosofisk doktorgrad som baggrund. Jeg genkaldte mig artiklen fra 1973, da jeg læste et temanummer om ham i "Studier i Pædagogisk Filosofi". Tidsskriftets målgruppe er vist først og fremmest studerende og kandidater i pædagogisk filosofi og undervisere på professionshøjskoler og universiteter i Norden, men dette nummer burde læses af en bredere kreds.

Grue-Sørensen blev af nogle hånligt kaldt ”skrivebordspædagog”, fortæller Alexander von Oettingen i en indholdsmættet artikel om hans arbejde. Og teoretiker var han, og han gik hårdt til fagfæller, der sjuskede med begreber og teoretiske sammenhænge. Datidens diskurs minder om det, man i dag kan møde på de sociale medier og her på folkeskolen.dk, fortæller von Oettingen. Tidens pædagogiske udvikling kaldte han en gang ”indianerpædagogik”, der gav smerter i hans ”wounded knee”. Man kunne sige, opsummerer von Oettingen, ”at Grue-Sørensen brugte teorien for at beskytte den pædagogiske praksis”.

Den ene af temanummerets redaktører, Thyge Winther-Jensen, giver en flot oversigt over Grue-Sørensens arbejde og minder om, at skrivebordspædagogen var imod overdreven teoretisering og imod alle former for pædagogiske mirakelkure og frelserløsninger. Derfor er Grue-Sørensens tilgange lige så vigtige i dag, skriver Per Fibæk Laursen i sit bidrag: ”En stærk (over)tro på muligheden for at effektivisere pædagogiske processer er vidt udbredt; mange banale eller uklare budskaber bliver pakket ind og peppet op med et smart og kunstigt sprog; og endelig benægter mange, at vi kan lære noget som helst af historien, fordi nutiden og ikke mindst fremtiden er radikalt forskellig fra fortiden”.

Genlæsning af Knud Grue-Sørensen virker som en god vaccine. Hans bøger er desværre svære at købe i dag, men de kan lånes på biblioteket. Første indsprøjtning kan passende være temanummeret om hans virke.