Når en skolelærer ved, at forældreinddrageles er nøglen til børn succes, hvorfor er det så, at jeg som 4-års lærerstuderende oplever, at skolens forventninger til skoleforældrene ofte brister i forhold til skoleforældrenes forventinger til skole-hjem samarbejdet?  

Børns forventninger og erfaringer med deres forældre som skoleforældre er dermed sjældent belyst.

Bør vi ikke starte med at prøve og forstå og inddrage barnets syn, i sager der vedrører barnet, inden forældresamarbejdet fuldstændig brister?

Inden forældrene raser og går fuldstædig amok ved tastaturet? 

Vi er som nation ikke bare blevet dårligere til at tale om problemer, men også til at pege fingre ad andre, istedet for at pege vores fingre mod os selv. Det synes jeg i høj grad gælder skoleforældre. Jeg tror ikke de ved, hvor meget arbejde, knokleri og kræfter en alm. skolelærer bruger dagligt for at få det hele til at køre rundt.

Alligevel oplever jeg den ene forældre efter den anden, der konstant er utilfreds. Forældre, der konstant pejer finger af lærerne. Af ledelsen. Af skolen. Forældre, der konstant  leger politimænd.

Nogle gange tænker jeg "Har disse forældre virkelig ikke andet at tage sig til, end at have travlt med andre? Har disse forældre ikke større tiltro og tillid til lærerne?" Jeg ser dem hver dag. Lærerne. 

Jeg har været lærervikar i 5 år. Jeg er blevet kastet rundt fra den ene klasse til den anden. Der er sådan set ikke den store forskel på at være lærervikar, også skolelærer - det har jeg fundet ud af, efter jeg har været i praktik som lærerstudernede på tre forskellige folkeskoler.

Som 4 års lærerstuderende får du 14 undervisningslektioner om ugen. Det er ikke fuld skema. (Heldigvis...) Jeg er mere smadret som praktikant end jeg er som lærervikar.

Jeg tør slet ikke tænke på hvis jeg havde fuld skema og samtidig skulle deltage i 5-6 møder pr. uge, ved siden af min forberedelse.

Tilbage til skoleforældrene 

Børnenes forståelses af gode skoleforældre kommer til udtryk igennem fortællinger i skolen og i møder mellem skole og familie, hvor børnene også deltager.

Ellers hører vi ikke om dem, med mindre en elev frivilligt fortæller om forældrene. 

Forrige år valgte jeg et specaliseringsmodul på KP - læreruddanelsen, der hedder "Ny lærer, leder og samarbejddspartner i en demokratisk skole". Det er, synes jeg, et meget fancy navn til et modul, der egentlig bare handler om, hvordan man som skolelærer lærer at taler med forældre.

Det er et modul med afsæt i antropologisk og sociologisk barndomsforskning, med nyere familiestudier, der analyser idealet om et godt forældreskab fra børns perspektiver.

Det fik mig til at indse, at vi i langt højere grad bør involvere børns erfaringer, oplevelser og perspektiver i de nuværende normer om et godt skole og familie samarbejdet - og altså ikke kun til møder, hvor børnene deltager.  

Vi bliver nød til at gøre børnene til nogle aktive deltagere og spillere i skole-hjem samarbejdet. Børnene skal hjælpe os - hjælpe os med et bedre skole-hjem samarbejde. Vi skal ikke bruge dem til at være sendbud mellem forældre og skole.

Vi skal derudover også være kritiske, turde at stå fast - både i vores egne oplevelser, erfaringer og profession i samarbejdet.

Jeg ønsker, at flere forældre bakker op om skole-hjem samarbejdet og frimodigt ikke trækker sig fra det.

For selvom vi mennesker ser og oplever verden forskelligt, så ønsker vi lærere det bedste for eleverne.

Vi ønsker sådan set at de klare sig godt i skolen.

Vi ønsker et samarbejde, hvor der er plads til forskellige perspektiver, hvor der er plads og respekt for skolens forventinger og politik for, hvordan forældre bør agerer som skoleforældre. Vi ønsker accept af dette... 

Men nogengange bliver jeg i tvivl...

For er de overinvolverede forældrene ambassadører for skolen eller for børnene?