Debat
0   9

Alle ønsker at lykkes

En fortælling om børn, forældre og samarbejde i skolen

Alle ønsker at lykkes.

Artiklen fortsætter under banneret

En fortælling om børn, forældre og samarbejde i skolen.

Peter sad og så ud af vinduet. Det havde lige ringet ind efter den dårligste fodboldkamp, han overhovedet kunne huske. Han havde stået på mål, og Jesper havde bare grinet og grinet, da bolden ramte ham lige i hovedet. Han havde bare ladet som om, det ikke gjorde ondt, og de andre drenge var også begyndt at grine. Han grinede også selv. Ikke fordi han syntes det var særligt sjovt, for det gjorde faktisk ondt, men fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle gøre. Peter vidste godt, at der var noget med hans hoved. Hans mor og far havde fortalt ham, at han havde ADD. Han vidste ikke rigtigt hvad det var, men han vidste, at han var anderledes. Hver eneste dag kunne han se det i de andres øjne. ”Peter er du med?”. Hans lærer Susanne så opgivende på ham oppe fra tavlen. Susanne var også lige kommet fra frikvarter. Et frikvarter hvor hendes kollega Søren var kommet til hende og frustreret havde fortalt hende om en episode dagen før, hvor Peter igen havde ”spillet klovn”, som Søren kaldte det. Søren kom altid til hende og beklagede sig over Peter, som om hun kunne løse problemerne i hans timer. ”Peter er du med? ....”

 

Der er meget på spil

Det er min klare erfaring, efter mine 20 år i skoleverdenen, først som lærer og siden som konsulent, at der ofte er rigtigt meget på spil, når ting bliver svære omkring børn i skolen. Det er også blevet tydeligt for mig, at det som er på spil, kan være meget forskelligt alt efter om man er barn, forældre, pædagog eller lærer i skolen. Hvis vi skal hjælpe Peter er det nødvendigt at analysere og være nysgerrige på barrierer og ressourcer omkring ham, for på den måde at finde ud af hvad der har stået i vejen for en reel hjælp indtil videre, og hvilke handlemuligheder der vil kunne sættes i værk. Vi er samtidigt nødt til at vide, at der ofte er andre mekanismer i spil, end dem vi lige umiddelbart får øje på. Mekanismer vi dog er nødt til at have for øje i arbejdet, hvis vi skal skabe bæredygtige løsninger omkring børn i udsatte positioner.

Hvis vi ud fra et psykologisk perspektiv lytter til Peters tanker i situationen ovenfor, kan vi se, at han er en dreng, som oplever en svær hverdag. Han oplever det svært at være en del af fællesskabet, og han føler sig anderledes. Hans møde med børnene i klassen og hans møde med de voksne omkring sig ser umiddelbart ud til at være kompliceret. Vi kan også se, at den forklaring han får fra sine forældre, giver ham nogle uafklaretheder omkring sin ADD-diagnose. Vi ved ikke, hvad disse ting betyder for Peter, men vi kan se, at han er en dreng, som ikke umiddelbart er i en let situation. Vi ved reelt ikke, hvad der er på spil for Peter, før vi evt. kunne spørge ham, men vi kan se at hans betingelser for at trives og lære i skolen ikke ser ud til at være optimale for ham lige nu. Noget står i vejen for Peters oplevelse af at kunne lykkes i skolen.

Udover Peter er der også, i eksemplet, en gruppe drenge, som griner af ham. Ud fra et systemisk perspektiv kan intet problem forstås isoleret. Relationer er fuldstændigt afgørende, for hvordan vi mennesker handler og trives. Vi lærer og udvikler os i samspil med hinanden. I den beskrevne situation kan man derfor både være nysgerrig på, hvad Peter mon lærer, og man kan ligeledes være nysgerrig på, hvad de andre drenge lærer, og om der er tale om egentlig mobning. Ser vi på situationen ud fra den nyeste mobbeforskning, ved vi at mobning, er et kulturelt fænomen, hvor mobning forstås som et udtryk for en kultur, hvor der er usikkerhed og utryghed. En kultur som er skadelig for alle, både dem som er direkte udsat for mobning og de andre f.eks. i en klasse. Ud fra denne vinkel kan der altså være noget helt afgørende på spil for både Peter, for drengegruppen og for de øvrige i klassen, for alle har brug for tilhørsforhold og for at lykkes, ikke bare alene men at lykkes sammen med nogen.

Hvis vi væger et andet perspektiv, nemlig læreren Susannes, kan man desuden være nysgerrig på, hvad der er på spil for hende. Hvorfor bliver hun opgivende, og hvad gør det ved hende, at hendes kollega beklager sig til hende? Jeg har i min daglige gang i skoler ofte oplevet, at situationer omkring børn eller klasser i mistrivsel kan blive et anliggende for den enkelte lærer eller pædagog, og ikke et anliggende som teamet omkring klassen er sammen om at løse. I situationen omkring Peter kan vi se, at Susanne oplever, at hun står alene, og at hun ikke oplever at få hjælp af sin kollega Søren, men at der derimod nærmest ligger en forventning til hende om også at afhjælpe situationen i hans timer.

Oplevelsen af at stå alene er ofte i spil i skolesystemet, og den bliver ikke fordrende for elever som Peter, men heller ikke for de voksne omkring. Det er min erfaring, at når lærere eller pædagoger står alene med håndteringen af vanskelige situationer og børn som mistrives, kan der desuden ske ubevidste eksklusionsmekanismer. Det bliver simpelthen for svært for en enkelt lærer eller pædagog at håndtere situationen. Når de oplever at stå alene om at bære håbet for et barn, kan situationen til tider både ende med en usund belastningssituation for den enkelte medarbejder og også eksklusion af elever som Peter. Der kan altså også være følelsesmæssige ting på spil for den enkelte medarbejder. Når mennesker arbejder med mennesker, og de ”så at sige” har egen person med på arbejde, kan det blive vanskeligt ikke at tage personligt, når situationer omkring børn bliver svære. Situationen kan på den måde, for den enkelte medarbejder blive forbundet med følelser af ikke at slå til, magtesløshed, skyld og skam.

I situationen omkring Peter er der endnu flere perspektiver i spil, for hvordan mon Søren, som er klassens matematiklærer, oplever situationen, og hvad mon der er på spil for Peters forældre? Disse spørgsmål må vi lade stå hen i det uvisse, men vi ved dog, at for de allerfleste forældre er deres børns trivsel, udvikling og læring helt afgørende. Alle forældre ønsker det bedste for sine børn. Hvis vi ser på, hvad der kunne være på spil for forældrene i ovenstående tilfælde, siger min erfaring mig, at de meget vel kunne opleve at deres søns trivsel, læring og udvikling er på spil. Hvis man som forældre ikke kan hjælpe sit barn, som eksempelvis mistrives, kan man samtidigt opleve, at man heller ikke slår til i sin forældrerolle. Jeg har ofte hørt forældre udtrykke, at de oplever sig magtesløse, og at de kan have svært ved at finde deres rolle ind i samarbejdet med skolen. De kan være uklare på, hvilke forventninger der er til dem og kan opleve det svært at hjælpe deres barn i skoletiden, hvor de ikke selv er til stede. Skole og forældre kan desuden have ganske forskellige perspektiver på, hvad der er vigtigt omkring barnet, og barnet kan opleves meget forskelligt hjemme og i skolen. Det er dog vigtigt at holde for øje, at ønsker man at hjælpe en dreng som Peter, er samarbejdet mellem forældre og skole helt afgørende.

Der er ofte væsentligt mere på spil i situationer som den omkring Peter, end man lige umiddelbart ser. Modsatrettede ønsker og behov bliver ofte en stor del af selve udfordringen, og når situationer optrapper, kan udfordringen netop blive, at det bliver mere og mere vanskeligt for de implicerede omkring børnene at være nysgerrig på hinandens forskellige perspektiver, og dermed bliver samarbejdet kompliceret og muligheden for at hjælpe Peter mindskes.

 

Skolen i dag

Ser vi på situationen omkring Peter ud fra et samfundsmæssigt perspektiv, og på hvad skolen i dag er for en størrelse, kan vi se, at der er mange interessenter omkring skolen. Der er mange meninger om skolens opgave. Debatter omkring dannelse overfor uddannelse og debatter omkring trivsel overfor læring er ikke nye men stadig yderst centrale og findes ofte i medier og i de daglige drøftelser i personalerummene rundt på landets skoler. Derudover har målstyring og dokumentation været en stor del af skolesystemets hverdag i en årrække, en tendens som vi ser i hele den offentlige sektor. Jeg vil drage den påstand, at for de fleste lærere er det ikke et problem at arbejde med mål. Det er ikke nyt. Det som har været nyt indenfor de sidste 15 år, er lærere som oplever, at deres profession til tider bliver taget fra dem, når de meget konkrete mål er blevet dikteret udefra eller oppefra. Jeg hører desuden mange lærere udtrykke, at der er så mange detaljerede og udefrakommende krav til arbejdet, at de oplever det umuligt at leve op til, og oplever at presset i hverdagen er for stort. Hvad har alt dette så egentligt med situationen omkring Peter at gøre? Spørgsmålet er om mange dilemmaer og ikke mindst presset i skolen til tider kan være med til at skabe en virkelighed, hvor tolerancen mellem mennesker minimeres. Hvis forældre samtidigt har en hverdag fuld af pres, f.eks. over at slå til som forældre, på arbejdsmarkedet, mm, så kan de to verdener til tider stå overfor hinanden med et manglende overskud til at være nysgerrig på hinanden perspektiver, og i sidste ende hvordan man sammen kan hjælpe en dreng som Peter. Jeg vil til enhver tid stå på mål for, at det er skolens opgave at tage ansvaret for relationen og skabe samarbejdet og være de professionelle, så forældrene kan være en ressource i det fælles arbejde for, at en dreng som Peter kan få en bedre hverdag. Som skole betyder det også en opmærksomhed på, at et eventuelt oplevet pres, ikke kommer til at stå i vejen i det relationelle møde med forældrene.

Det er samtidigt vigtigt at understrege at pres i skolen blot er en af flere forskellige faktorer, som kan være til stede, når det bliver svært at samarbejde og være nysgerrig på andres perspektiver. Der kan også være mange andre underliggende ting i spil som f.eks. ”kampen om sandheden”, som handler om, om man kæmper for at fastholde egen mening, eller man forstår samarbejde som en fælles udvikling i retning af et fælles mål. Desuden handler det professionelle forældresamarbejde om, hvordan man skaber rammer for samarbejde, og hvor øvet man er i at skabe et trygt og tillidsfuldt rum og dermed også om kommunikation. Alt sammen vigtige faktorer i skolen i dag, når skolen ønsker at lykkes med at hjælpe en dreng som Peter.

 

Ethvert problem er en frustreret drøm

Når vi mennesker oplever problemer, kan man anskue det på forskellige måder. Den systemiske teoretiker Dr. Peter Lang formulerede sætningen ”ethvert problem er udtryk for en frustreret drøm”. Hvad enten vi er barn i skole, forældre eller voksen på arbejde i skolen, er vi mennesker, og vi mennesker er drevet af værdier og drømme. Når vi sammen har fokus på det fælles mål og bevarer nysgerrigheden på forskellige perspektiver og hvad der er på spil for den enkelte og hvilke drømme der evt. ligger bag, er det også her vi kan samarbejde om at finde løsninger.     

I situationen omkring Peter er det fælles mål at Peter, og for øvrigt også alle de øvrige elever, får de bedste betingelser for læring og trivsel. Hvis vi i skolen kommer væk fra, at alle mennesker grundlæggende ønsker at lykkes, skyder vi os selv i foden. Der opstår derimod nye muligheder, når skolen lykkes med et målrettet arbejde omkring samarbejde herunder hvordan mennesker møder hinanden og hvordan man kan facilitere møder, så der er plads til forskellige perspektiver. Det kræver kompetencer inden for kommunikation, inden for mødefacilitering og en fælles forståelse af opgaven og af betydningen af samarbejde.

For at der kan opstå nye muligheder omkring børn som Peter, må opgaverne omkring eleverne i skolen desuden være et fælles anliggende i teamsne, så ansvaret for børns trivsel og læring ikke ligger på enkeltpersoner, men er en opgave som teamsne er sammen om. På den måde er der flere til at støtte op om Peter, og der er en fælles forståelse af, hvad der skal til og dermed også sammenhæng i Peters hverdag. Et løbende arbejde omkring at styrke de professionelles samarbejde om opgaven er derfor også vigtigt at blive ved med at have for øje.

Der hvor skoler lykkes er, når de står stærkt på et fundament, hvor der er fokus på, det vi er fælles om, skolens værdigrundlag og ikke mindst at alle mennesker har et grundlæggende ønske om at lykkes. Det betyder også et målrettet samarbejde med netop dette for øje.  Det er medarbejdernes vigtigste opgave at hjælpe børn og forældre til at lykkes, og samtidigt er det skolen som system, som må hjælpe medarbejderne til at have kompetencerne og mulighed for dette, og at skabe en kultur, hvor medarbejdere ikke står alene, men man derimod er fælles om at løfte opgaverne. På den måde samarbejder vi om, at både medarbejdere, forældre og ikke mindst Peter og hans klassekammerater kan opleve at lykkes i skolen.

 

Lotte Guldfeldt

Konsulent og supervisor                                                                      


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.284 andre er allerede tilmeldt