Torsdag den 29. november 2018 var en regnvåd, mørk og kedelig dag. Men også en dag som jeg længe havde ventet på – dagen for den endelige dom i Erik Schmidt-sagen. Erik Schmidt fik en tjenstlig advarsel af Odense Kommune i 2013, efter at han havde ytret sig kritisk på et lærermøde – en sag som har trukket i langdrag, en sag som min faglige organisation, Danmarks Lærerforening, har kørt på vegne af Erik Schmidt.

Den disede og triste dag blev til et lyspunkt, da Erik Schmidt vandt sagen i Landsretten. Der er stadig håb for det danske demokrati – og ikke mindst for ytringsfriheden! Endelig er der retfærdighed til efter lockout af lærerne i 2013, nederlag og underminering af den danske lærerstand efterfulgt af en folkeskolereform, der blev trukket ned over hovedet på kommuner, skoler, elever og lærere. Mange af mine kolleger i folkeskolen har fra dag 1 skrevet kommentarer og udtalt sig om reformen og om dagligdagen i skolen, hvor vi arbejder under ’Lov 409’ om lærernes arbejdstid.

Heldigvis har kollegerne reageret! For vi må og skal blive ved med at fortælle om uhensigtsmæssigheder og urimeligheder, ellers er folkets skole en død sild.

Lægen og sygeplejersken skal fortælle mig om sundhedsplatformen og om overbelægning, socialrådgiveren om kontantloftet og om hjemløse unge og pædagogen om daginstitutioner med dårlige normeringer. SOSU-assistenten skal fortælle om vanvittige dokumentationskrav og stress. De ved alle bedst, og jeg lytter gerne, for det gælder i bund og grund os alle sammen. Det gælder velfærdssamfundet og det Danmark, vi kender og holder af. Endnu flere af jer må gerne blive ved og ved med at fortælle om jeres virkelighed, for kun på den måde kan velfærdssamfundet udvikles.

Der skal skabes debat om inklusion, sundhedsplatform, ligeløn og urimelige krav til jobprøvning og dokumentation. OK18 viste, at vi kan stå sammen om en fælles udfordring, og at det nytter med en fælles front. For i bund og grund vil vi offentligt ansatte det samme: Vi vil kunne levere kvalitet i vores arbejde.

Når jeg så skriver lyspunktet ind i mørket denne novemberdag, så mangler jeg et sidste led – et led som bliver ved med at fordufte. Hvor er lederne i den offentlige sektor? I høj grad savner jeg i den offentlige debat skoleledere, ledere af hjemmeplejen, skolechefer, direktører i det kommunale system. Hvis I udtaler jer, så er det kun som ’forsvar’ som følge af vanvittige beslutninger eller som udtalelser på journalisters henvendelser, men hvor er jeres meninger? Holdninger? Jeres kronikker og debatindlæg? Morten Hedegaard, fødselslæge på Rigshospitalet, tog sit gode tøj og gik og ytrede sig i pressen. Men hvem bakkede ham op? Hospitalsdirektøren var fuldkommen usynlig i den sag!

Vi mangler cheferne. Og måske mangler cheferne en faglig organisation, som kan bakke dem op. Det er ikke en kamp om et yderligere skridt op ad karrierestigen. Det gælder noget vigtigere, nemlig vores velfærdssamfund. Vi har brug for de offentligt ansattes stemmer i debatten. Vi ved, hvad der foregår herude. Igennem debat og kritisk dialog kan vi fortsat udvikle den offentlige sektor.

Så kære ledere: Kom ind i ytringskampen, og gerne sammen. Fortæl os, hvad I mener! Hvad skal der til for at udføre kvalitet i velfærd? Hvor er I henne i kampen om ytringsfriheden?

Jeg lytter gerne!