DLF: Vi støtter stadig de tyrkiske læreres kamp

Danmarks Lærerforening tager på det skarpeste afstand fra, at Tyrkiets regering undertrykker lærernes rettigheder. I maj 2009 blev 35 medlemmer af lærerforeningen Egitim Sen anholdt og beskyldt for at tilhøre det politiske parti PKK.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"De tyrkiske lærere er blevet anklaget, fordi de kæmper for grundlæggende menneskerettigheder. Demokrati, frihed til at tale frit og retten til at organisere sig", sagde Anders Bondo Christensen fra kongressens talerstol.

De 35 tyrkiske lærere blev tiltalt for at være medlemmer af den illegale bevæbnede organisation Kurdish Workers Party, PKK. I beskyldningerne mod de tiltalte blev det sagt, at PKK havde dannet en ny politisk organisation og forsøgte at udbrede PKK's idéer og tanker inden for fagbevægelsen. Ifølge den tyrkiske straffelov kan en sådan anklage munde ud i mellem 7,5 og 15 års fængsel. 14 af de 35 medlemmer har været varetægtsfængslet i over et halvt år og blev først løsladt i november 2009 mod kaution, men var stadig under efterforskning.

Egitim Sen instillet til pris

"Vi havde inviteret den tyrkiske fagforeningspolitiker Gülcin Isbert, der er repræsentant for den tyrkiske fagforening, men hun bliver nægtet udrejse fra Tyrkiet, da hun stadig er under anklage, og retssagen mod hende og de andre 14 lærere bliver udskudt gang på gang", sagde Anders Bondo.

Sammen med den tyske, engelske, franske, og svenske lærerforening har Danmarks Lærerforening indstillet Egitim Sen til at modtage den Internationale Lærerforening EI's hæderbevisning, Mary Futrell prisen.

På kongressen er der netop blev vedtaget en resolution. Heri finder DLF det beskæmmende, at den tyrkiske regering knægter de fundamentale menneskerettigheder og faglige rettigheder. Organisationen opfordrer den danske regering til: "at gøre regeringeni Tyrkiet opmærksomme på, at Danmark ikke accepterer tilsidesættelse af menneskerettigheder og faglige organisationers ret til at arbejde for demokratiske og faglige rettigheder".

Læs mere

Resolution om overtrædelse afmenneskerettigheder