”Jeg synes, det er fantastisk, at vi i Aalborg Kommune er med til at understrege tilliden til vores lærere og ikke mindst, at vi får skabt ro og forudsigelighed for både vores lærere og elever", siger Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Lokalaftale til Aalborg-lærere er nu en realitet

Lærerne i Aalborg kan se frem til en lokalaftale, som giver loft over antallet af undervisningstimer og fjerner en tidligere millionbesparelse på fagdelte lektioner. Aftalen skal også sikre lærerne mere forberedelsestid og fleksibilitet.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I maj fik Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) en henvendelse fra Aalborg lærerforening og den samlede fagbevægelse i byen om at lave en lokalaftale for kommunens lærere.

Her små to måneder senere har lærerne i Aalborg Kommune fået en lokal arbejdstidsaftale, der blandt andet betyder, at lærerne får mere forberedelsestid, da der lægges et loft på deres undervisningstid.

"Jeg synes, det er fantastisk, at vi i Aalborg Kommune er med til at understrege tilliden til vores lærere og ikke mindst, at vi får skabt ro og forudsigelighed for både vores lærere og elever. Og når vi kan lande sådan en god aftale, så er det jo fordi, at begge parter har strakt sig for at kunne mødes omkring vores fælles ansvar over for vores kommende generationer", siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen i en pressemeddelelse.

Aalborgs borgmester: "Jeg tror, at vi kan lande en god lokalaftale"

Aftalen betyder helt konkret et loft på 790 timer om året for den enkelte lærer.

Ifølge pressemeddelelsen skal findes syv millioner kroner i næste budget, og så bliver der fjernet en rammebesparelse på fem millioner kroner fra fagdelt undervisning.

Lærerforeningen i Aalborg har længe kæmpet for en lokal arbejdstidsaftale, fortæller formand for Aalborg Lærerforening Karsten Lynge Simonsen.

"Derfor er jeg også rigtig glad for den meget effektive proces, vi har haft, for at få noget ro på, på den lidt længere bane. Forhandlingerne er foregået i god tone, og jeg tror på, at samarbejdet om at finde fælles løsninger på fælles problemer fortsat er vejen frem", siger han i en pressemeddelelse.

Aftalen træder først i kraft i skoleåret 2019/2020, fordi det meste af undervisningen for det kommende år allerede er planlagt.

Kommune og lærerkreds enige om værdier i Aalborg

Indtil da skal lærerne følge et værdipapir, der er indgået mellem Skoleforvaltningen og Aalborg Lærerforening. Lærerne kan dog glæde sig over, at der samtidig vil være en forsøgsperiode, hvor der fokuseres på, hvordan man håndterer potentiel øget arbejdsmængde.

Til nordjyske.dk udtaler skolerådmand Tina French Nielsen, at hun håber, at aftalen vil inspirere til, at der bliver indgået en aftale på landsplan.

"Samtidig er jeg også rigtig glad for, at der bliver lavet forsøg, hvor man dels vil kigge på, hvordan teamet omkring den enkelte klasse arbejder sammen, men også hvordan man håndterer den øgede arbejdsmængde, der kan opstå i løbet af et skoleår - for eksempel fordi, der viser sig at være flere udfordringer med en klasse, end man havde regnet med, så den enkelte medarbejder bliver presset på tid", siger hun til nordjyske.dk.