Der er sket meget siden konflikten i 2013. En konflikt der var designet til at bane vejen for skolereformen. Traditionelt har folkeskolen lukreret på de ressourcebindinger der uafviseligt var i lærernes overenskomst. Ressourcebindinger der sikrede mod at folkeskolen blev sparet i stykker. Vi kan se en parallel udvikling i sygehusvæsnet, hvor der ikke har været ressourcebindinger hverken i overenskomster, behandlingsgarantier eller kvalitetsstandarder. Besparelserne har været så rabiate, at det end ikke er muligt længere at stille et nødberedskab på adskillige afdelinger, hvilket gik op for den politiske ledelse i regionerne og en måbende befolkning, da arbejdsgiversiden spillede deres stærkeste kort og varslede en uhørt disproportional lockout ved begyndelsen på enden af de netop overståede overenskomstforhandlinger. Havde der blot været ressourcebindinger i sygehusvæsnets overenskomster, var vi blevet skånet for den langsomme katastrofe, vi hver dag er vidner til med overbelægninger, fejlbehandlinger osv.

Overgrebet i 2013 markerede, at denne langsomme katastrofe bredte sig til folkeskolen. Det blev kaldt normalisering. På et afgørende punkt adskilte vores, lærernes, situation sig dog fra de øvrige faggruppers; vi var og er ikke beskyttet af såkaldte værnsregler. Ingen varslingsbestemmelser, hvilket betyder, at vi uden nogen form for kompensation skal stå til rådighed for vores arbejdsgiver stort set hver dag – døgnet rundt. Sammen med årsnormen betyder det reelt, at arbejdsgiveren med et minimum at rettidig omhu kan slippe for enhver form for overtidsbetaling og minimale ulempetillæg. Samtidigt betyder de manglende værnsregler, at vi de seneste år har oplevet, at lærere over hele landet selv og individuelt må afgøre om de vil betale reformen og arbejdstidsloven med deres helbred eller deres integritet – nogle gange med begge, hvilket med al tydelighed viser sig i statistikkerne for lærer- og elevafgangen i folkeskolen, samt den eksplosive vækst privatskolerne oplever.

I lærerkredse har vi endnu ikke vænnet os til denne for os nye virkelighed – og det skal vi måske heller ikke. Vores fokus er stadig i høj grad rettet mod kvaliteten i folkeskolen, hvilket også viser sig i overenskomstresultatet; kommissionens målestok er netop kvaliteten i undervisningen, og ikke mere traditionelle fagpolitisk tunge emner som fx arbejdsmiljø eller arbejdsrelateret sygdom. I lyset af at den langsomme katastrofe i årevis har været hverdag i på en række områder i det offentlige system, vurderede DLF, at overenskomstkravene til OK18 ikke skulle være ressourcebindinger – eller sikret tid til forberedelse – men mere traditionelt fagpolitiske krav, som varslingsbestemmelser og en kortere normperiode. Krav der umiddelbart ligger langt fra de problemstillinger lærerne står i hver dag, men krav som kunne genkendes og støttes fra den øvrige fagbevægelse. Disse krav blev vedtaget på kongressen efter den vanlige demokratiske proces i hele DLF, hvor alle medlemmer blev inviteret til at give deres besyv med på kongresforberedende møder i de enkelte kredse. Det kan altså ikke med nogen rimelighed hævdes at kravene til OK18 på udemokratisk vis blev trukket ned over hovedet på medlemmerne.

Den fagpolitiske kamp for bedre kvalitet i folkeskolen er kæmpet i andre sammenhænge end overenskomstforhandlingerne. DLF har uddannet en række meningsdannere, og et folkeskoleideal for foreningen er under udarbejdelse. Meningsdannere og magthavere bliver hele tiden påvirket af vores fagforening. Den rigide og ødelæggende hurtige udrulning af skolereformen bliver med jævne mellemrum opblødt en smule fra centralt hold. Tydeligst er det med den brede tolkning af §16b, der har lettet skoledagen for mange elever og lærere rundt omkring i landet, men nu senest med undervisningsministeriets udmelding om, at der ikke er noget centralt krav om brug af de forkætrede læringsplatforme. Uden at jeg har nogle håndfaste beviser, er jeg ret sikker på, at den form for opblødning meget ofte har været inspireret af input fra DLF. Det er naturligvis ikke noget der kan udbasuneres, men hvis vi som medlemmer lægger to og to sammen, når vi oplever disse skift i de politiske udmeldinger, kan vi se, hvad vi også får for vores medlemskontingent.

Efter 2013 lå lærernes og DLFs renommé i ruiner. Ikke mindst vores formand, der før under og efter konflikten i den grad stod i første geled, modtog angreb af enhver karakter. Det var lige fra de småperfide, der gik på hans person og fremtoning til de tilstræbt højpandede, der beklikkede hans ærlighed og kompetencer. Den genrejsning vi har været vidne til siden da er fænomenal. Anders Bondo står i dag i brede dele af befolkningen, som den der hele tiden sagde sandheden om hvad der foregik, mens det er en accepteret fakta, at regeringen og KL havde indgået en uhellig alliance og tromlede lærerne uden smålig hensyntagen til den højt besungne danske model. Samtidigt er sympatien for lærerne steget betragteligt. Dette skifte i folkestemning er bl.a. sket, fordi DLF har arbejdet benhårdt, vedholdende og klogt lige siden 2013.

Det er også en væsentlig del af baggrunden for at musketereden opstod. Musketereden står i dag som den samlede fagbevægelses stærkeste våben. Den havde en enorm betydning for de resultater der blev hentet hjem centralt og en uvurderlig betydning for mobiliseringen af medlemmerne. Det er et våben der endnu ikke har været anvendt i fuldt omfang, og som må siges at have fremtiden for sig ved kommende overenskomstforhandlinger. Det er mit gæt, at Anders Bondo/DLF er en af hovedarkitekterne bag musketereden, og dermed revitaliseringen af fagbevægelsen.

Alt dette har altså foreløbigt ført frem til overenskomstresultatet der netop er blevet stemt hjem. Så godt som ingen af de krav der var specifikke for lærerne blev tilgodeset. Resultatet var ikke godt nok, til at jeg kunne stemme for det, men det gjorde ca. 75% af de lærere der stemte. Det er blevet fremlagt i pressen som et opgør mellem følelse og fornuft. Argumenterne for et JA var præget kølige strategiske overvejelser over hvad der kunne opnås med henholdsvis et JA og et NEJ, mens argumenterne for et NEJ ofte var præget af en ”nok er nok” retorik, der i høj grad bundede i vrede og frustration. Jeg mener, at det er en kunstig skelnen, at der også blev argumenteret rationelt for et NEJ og at en del JA argumenterne bundede i en ængstelse for igen at blive svigtet af offentlighed og politikere. Jeg er ærgerlig over, at vi nu skal trækkes med Lov 409 i endnu en overenskomstperiode. Jeg er skuffet over at vores arbejdsgivere, ikke ville imødekomme vores beskedne og rimelige krav til OK18. Jeg glæder mig over, at 25% af de der stemte er parat til at gå i konflikt, selvom det formentligt ville strække sig ind over sommerferien. På trods af de manglende håndfaste resultater ved OK18, er jeg fuld af benovelse over det dygtigt udførte fagpolitiske arbejde vores forening har præsteret de seneste fem år. Vi ved som lærere, at det ikke er alt der skal vurderes efter, om det fastsatte endemål opnås. De medlemmer der efter afstemningen føler trang til at melde sig ud af DLF, bør i stedet involvere sig yderligere og deltage i arbejdet med af udforme de næste overenskomstkrav.

Kampen om OK21 begynder nu.