"Dybest set synes vi, at det budskab, som kom ud til offentligheden her, var skævt. Vores opfattelse af sandheden var jo en helt anden, end det som blev formidlet", lyder det fra Bjarne Corydon, som var finansminister i 2013.

Finansministeriet lagde pres på DR for at påvirke kritisk indslag om lærernes arbejdstid

Finansministeriet forsøgte at påvirke et DR-tv-indslag om, at det lignede aftalt spil om, at lærerne skulle tvinges til nye arbejdstidsregler i 2013. Det viser aktindsigter, som P1’s ’Mennesker og medier’ har fået.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der var omfattende udveksling af mails mellem Finansministeriets kommunikationschef og DR i marts 2013 i forbindelse med et indslag i DR 21Søndag, som handlede om, hvordan regeringens nye skolereform var afhængig af nye arbejdstidsregler for lærerne. 

Det fremgår af programmet 'Mennesker og medier' på P1:

"Den livlige mailkorrespondance mellem Finansministeriet og DR fremgår af en aktindsigt, der afslører direkte indblanding i 21Søndag-indslaget", lyder det fra journalist Kurt Strand i indslaget om sagen.

Her er planen for den hemmelige arbejdsgruppe 

"I har konkluderet uden at have hørt alle parter. I har konkluderet, hvad sandheden er: At KL og regeringen har aftalt det hele ligegyldig, hvad modparten har at sige. Flot", skriver Finansministeriets kommunikationschef ifølge 'Mennesker og medier' i en mail til DR. Ministeriet var desuden utilfreds med, at DR brugte anonyme kilder til at underbygge historien om, at KL's lockout af lærerne synes at være planlagt på forhånd, og at et regeringsindgreb i sidste ende skulle sikre nye arbejdstidsregler for lærerne. 

Corydon: Udsendelsen sendte 'skævt' budskab

'Mennesker og medier' har ikke kunne få en kommentar fra den daværende kommunikationschef, som stod som afsender, men daværende finansminister Bjarne Corydon erkender i programmet, at der blev lagt pres på DR.

Corydons afløser: Tid til selvransagelse i S efter lockout-bog 

"Dybest set synes vi, at det budskab, som kom ud til offentligheden her, var skævt. Vores opfattelse af sandheden var jo en helt anden, end det som blev formidlet. Det havde afgørende betydning for os", siger han til 'Mennesker og medier'. Han mener ikke, at man fra Finansministeriets side gik for langt ved, som aktindsigten viser, at klage til både nyhedsredaktør Ulrik Haagerup og generaldirektør Maria Rørbye Rønn.

DR afviste klagerne, bortset fra at nyhedsredaktør Sandy French i en mail erkender, at en enkelt speak burde have været anderledes. DR opfordrede Finansministeriet til at gå videre med klagen til Pressenævnet eller DR's interne ombudsmand. Men det gjorde Finansministeriet ikke. "Det mente vi var at gå et skridt for langt", siger Bjarne Corydon i programmet. 

Har Finansministeriets pres påvirket DR

Bondo: 2013 må aldrig gentage sig

I 'Mennesker og medier' mener arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen, at noget tyder på, at DR 'stoppede' med kritiske indslag om aftalt spil i lærerkonflikten efter indslaget i 21Søndag 2013.

Men det afviser redaktionschef på DR Christian Lindhardt i programmet. 

"Det er 100 procent forkert", siger han og fortæller om presset fra Finansministeriet: "Det er et pres som ikke er meget værre end noget, vi har oplevet masser af gange. Det er noget vi oplever rigtig tit, at kilder forsøger at presse os til at vinkle i en bestemt retning". (tilføjet 14/2 2018 KL. 11.00)  

Af radioudsendelsen fremgår det også, at kun to af Danmarks Radios mange afdelinger dækkede historien om aftalt spil i lærerkonflikten, da Anders-Peter Mathiasen-bogen 'Søren og Mette i benlås' udkom i efteråret, nemlig P4Fyn og DR2's Deadline.

I en kommentar på Facebook lægger journalist Kurt Strand op til, at 'Mennesker og medier' vil følge op på historien.

Læs mere

Hør udsendelsen Mennesker og medier: Armslængde til DR?