Singapore
0   435

Singapore sætter pris på lærerne

Rosiah Giri er blevet årets »Caring Teacher« for sin omsorg for eleverne. Hun glæder sig over, at undervisningen i Singapore er blevet mere holistisk

Lee Jia Tong var et problembarn, da hun som seksårig begyndte på Da Qiao Primary School. Hun kom fra et belastet hjem og havde massive problemer med disciplinen. De fleste lærere afskrev hende, og hun blev opfattet som aggressiv og dominerende. Én lærer troede dog på hende, og i dag beklæder Lee Jia Tong som 11-årig den ærefulde titel af »vice-overpræfekt« på skolen. Denne torsdag eftermiddag står hun med tårer i øjnene og ser den lærer, der har hovedandel i forvandlingen, modtage en pris som årets Caring Teacher.

»Jeg havde en elev, som jeg så store ledelsesmæssige kvaliteter i. En dag bukkede hun under for gruppepres og begik en fejl. Jeg vidste, at hendes opførsel bundede i problemer derhjemme. Jeg valgte at give pigen ledelsesansvar i stedet for straf, og i dag klarer hun sig godt«, siger læreren, Rosiah Giri, fra talerstolen.

Artiklen fortsætter under banneret

»Jeg synes, det viser, at ethvert barn betyder noget, og at vi aldrig må opgive en elev. Det er min opskrift på at gøre en positiv forskel«.

Rosiah Giri kerer sig om de svage elever. Dem med indlæringsvanskeligheder og fra de belastede hjem. Hendes motto er, at man aldrig må opgive et barn, ligegyldig hvor umuligt og uelskeligt det end synes at være. Og hun bliver gerne en time ekstra på skolen for at hjælpe de elever, der har det svært. Derfor er hun ikke overraskende begejstret for, at Singapore har slået ind på en vej med en mere holistisk tilgang til uddannelse. Hun mener faktisk ikke, at uddannelse kan blive holistisk nok.

»Jeg føler stærkt for holistisk uddannelse og fortæller mine bogligt stærke elever, at hvis de kun er gode i hovedet, men ikke har hjertet med, så fungerer de ikke som personer«, siger hun og smiler det varme og rolige smil, der nærmest virker som fast inventar i hendes ansigt.

Det handler ikke kun om medmenneskelighed. Hvis Singapore skal fortsætte med at være et land i udvikling, er man nødt til at udnytte alle menneskelige resurser, påpeger Rosiah Giri. Derfor er det vigtigt, at alle elever får hjælp til at udnytte deres potentiale til fulde. Også dem, hvis muligheder synes godt gemt af vejen.

»Hvis vi fortsat vil forbedre vores levestandard, er vi nødt til at investere i mennesker. Derfor er børnene faktisk fundamentet for hele vores fremtid«, siger hun.

Caring Teacher-prisen bliver uddelt hvert andet år af National Institute of Education med oliefirmaet ExxonMobil som sponsor. Der er tre hovedpriser, der kommer med en kontant belønning. Derudover bliver yderligere tolv lærere præmieret med mindre priser. Og selvom Rosiah Giri ikke er en type, der har behov for at være i centrum, synes hun, at prisen er en god ide.

»Jeg kan godt lide, at lærere bliver anerkendt for det store stykke arbejde, de laver. Og arrangementer som dette gør nok, at der er nogle ubesungne helte, der endelig får nogle heltesange«, siger hun. |


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ