Debat
2   19

Erik Schmidt-sagen

Hvorfor er Erik Schmidt-sagen interessant ud fra et pædagogisk perspektiv? Hvorfor er der efter domsafsigelsen den 1.11.17 virkelig grund til at bekymre sig, som både forældre og ansatte i Folkeskolen ? Det kan ikke forklares kort, det kan ikke siges light-agtigt, så fat læsebrillerne og sæt dig i en god stol:

Ud fra et almenpædagogisk blik kunne man frygte, at Erik Schmidt-sagen indvarsler en fremtid, hvor en egentlig pædagogisk praksis ikke længere findes i Folkeskolen.

I stedet er der måske alene folkeskolereformens teknokratiske implementeringsmetoder tilbage. Og en masse lærere, der føler sig (og er? ) kriminaliserede og privatiserede. De fyres eller ryger til terapeut, når de forsøger at yde en pædagogisk omsorg, når de personligt reagerer på den manglende mulighed for at kunne tage ansvar for deres pædagogiske praksis og når de ytre en pædagogisk tankegang.

Artiklen fortsætter under banneret

For det er mere og mere tydeligt, at i Folkeskolen er læreren og eleven ikke længere faglige & frie, og institutions formål er ikke længere myndiggørelse: Fundamentale forudsætninger for at kunne kalde sig en pædagogisk institution.

I Folkeskolen findes i stedet i stigende grad et kaos af læringsmålstyret optimering af statistikbaserede testresultater, enorme mængder af elevdiagnosticering for at få udløst ekstra økonomiske resurser og et selvsvings-autistisk desperat stresset forsøg på at dokumentere og implementere direktiver og forordninger fra højere sted.

 

Videnskaben som teologi

Skoleforskerne Jank og Meyers grundbog til læreruddannelsen ”Didaktiske modeller” har følgende moderne pædagogiske professionelle pointe:

Teorividen falder ikke ned fra himlen. Den blev frembragt af mennesker, der heller ikke ved teoriproduktion fuldstændig kan udelukke deres baggrund, deres interesser, deres præferencer. Kendskab til, hvordan teorividen er frembragt, kan hjælpe til at udgå misforstået ærefrygt for teori

Lærere må med rette spørge: Hvad er baggrunden for de styringsredskaber og de forskningsresultater, der i øjeblikket anvendes i Folkeskolen? Med hvilken legitimitet er folkeskolelærere eksempelvis i øjeblikket tvangs-indlagt (under begrebet opkvalificerings-kurser finansieret af Mærsk) på kommunale kurser i John Hatties metode ”synlig læring” og i en eller anden ministeriel embedsmands selvopfundne ”læringsmålstyret undervisning”, som var det …ja faldet ned fra himlen.

Lærere opmuntres ikke til at kritisere metoderne og det er ikke – som det  ofte påstås - eleven, der er i centrum, men det er i stedet metoden, et enormt salg af kurser/lærerbogssystemer og den kvik-fix falske følelse af total viden og sikkerhed, som politikere konstant har brug for.

 

Metode-fixering

”Synlig læring” bliver lanceret som videnskab, og den må ingen lærere kritisere. Heller ikke, hvis den strider i mod deres mangeårige pædagogiske arbejdserfaringer. Hvis du gør det i kommunale sammenhænge og hænger dit arbejde i en tynd tråd. Bl.a. fordi professor i pædagogik Jens Rasmussen i juni/juli 2010 i et interview i Danmarks Pædagogiske Universitetsskoles månedsblad Asterisk pointerede:

Syntesen mellem teori og praksis får lov til at foregå i den enkelte lærerstuderendes eget hoved. Det er ikke godt nok, når vi faktisk har veldokumenteret viden om og metoder, der kan vejlede lærerstuderende og lærere i differentiering af undervisningen på kyndig vis. Det er det, vi ser i Canada og Singapore. ”

Ud fra denne videnskabs- og metodefixeret tankegang fik Danmark en ny læreruddannelse i 2012. I bedste Singapore-style. Hvor videnskabelige resultater blev lov, blev en manual, blev noget, man ikke kan kritisere, men i stedet må forstå som så veldokumenterede, at lærernes arbejdserfaringer kun er hekseagtige almue-traditioner ved siden af.

Mottoet blev: Videnskabsresultater er sande. Personlige erfaringer falske.

Men den pædagogiske praksis forsvinder fra skolen, når lærere ikke længere kan fremtræde som myndige lærere, men i stedet bliver statens/kommunens marionetter. Kun myndige mennesker kan fremme myndighed hos andre.

 

Reform-umyndighed

Denne nye reform-umyndighed på lærerværelserne er resultatet af den udvikling, der bl.a. tydeligt kunne spores allerede i 2004 i Jens Rasmussens bog ”Socialisering og læring”, der i indledningen forkynder:

” I dag er samfundet (…) så differentieret, at det ikke længere giver megen mening at tale om fællesskaber, hvortil de ydre forskrifter kan føres tilbage som fælles værdier og traditioner

Videnskaben har talt: Folket, erfaringen, fællesskabet findes ikke længere. Det er gammeldagse fænomener. Så ud med fælleskabet og traditioner, og derfor ud med respekten for folkeskolens formålsparagraf.

Det blev herefter simpelthen forældet snak at tale om formål. Som om noget samlede os, ha ha! Hvad skulle det være i et post-moderne samfund?

Folkeskolens formål blev herefter ignoreret totalt.

Men hvad er skolen så nu? Jo, den er blevet til implementeringen af rene videnskabelige metoder. Fordi de er såkaldt sande. Og videnskabelige resultater er det embedsmænd forstår som viden. Fordi de ikke kender til det at stå med de samme elever, hver dag, i et forpligtende fællesskab, i en lokal skole, i velkendte lokale, hvor årstiderne skifter uden for vinduet og vi er tvunget sammen på godt og ondt: Det vi kalder virkeligheden. Det der er skolens praksis.

Men hvad er skolen, hvis - jf. Jens Rasmussen - den ikke er et fællesskab med et fælles værdibaseret formål? Og hvis der intet fællesskab er, men kun individer og videnskab, hvad betyder det så for evnen til at mærke virkeligheden? At være et folk, et fællesskab, at være fri? Hvad betyder det for faren for at ende i systemisk vold, kriminalisering af det personlige engagement og en manglende respekt for menneskets erfaring? Og hermed ikke længere at kunne kalde os et humanistisk og demokratisk samfund ?

 

Pædagogikkens paradoks

I ”Specialundervisning på hovedet” fra 2010 konkluderer skoleforsker Leo Komischke-Konnerup ud fra 150 års pædagogisk forskning:

“(…) lærere og pædagoger (…) må handle ud fra et vidensunderskud, en ikke-viden. Den pædagogisk professionelle må forsøge sig frem, eksperimentere, veksle mellem og kombinere forskellige handlingsmuligheder, skønne og handle, korrigere etc.”

Denne faglige konstatering er det stik modsatte af Jens Rasmussens sociologiske udgave af skolens ansvar og opgave: Der findes ikke metoder-der-virker, uanset om man kalder dem ”Synlig læring” eller stopper dem ind i et computersystem som Meebook etc. Enhver skoleleder, der ikke som udgangspunkt allerede ved, at en pædagogisk institution bør være præget af modsætninger, diskussioner, uenigheder osv, har ikke opdaget, hvad en skole er.

Skolen er ikke en virksomhed, der skal give økonomisk overskud, men en pædagogisk institution, der skaber forpligtende kulturelle fællesskab. Og en hver praksis – også virksomhedens – er altid præget af uforudsigelighed, en omgang med ikke-viden og dilemmaer. For her skal være fællesskab og frihed, andet vil være problematisk for al sammenhængskraft og ansvarlighed.

Jens Rasmussens ideer om en læreruddannelse baseret på videnskabelige resultater og metoder forsøger at eliminere dilemmaer, konflikter, paradokser og modsætninger. Elever og lærere er i dag nærmest kun et problem i folkeskolen. Et spildprodukt ved siden af computerne med de rene dataer og smukke statistikker.

Lærinsmålstyret undervisning er så helt ulig en pædagogisk praksis, hvor eleven og læreren vil være frie, vil dyrke det fælles, vil tænke sammen, opdage faget på utallige måder, ”spilde” tiden sammen, og i bund og grund ikke kan og skal forudses, styres og måles. Men derimod tvinges til myndiggørelse...

Eleven og læreren har brug for at møde skolelederen i en fælles diskussion in real life/offline og i en fælles interesse for at udvikle skolen………..ikke for at styres via data, computersystemer, jura, videnskabelige rapporter og videnskabens abstrakte logikker.

 

Menneskehjerter

Der var en gang, hvor vi ledte skolen og samfundet efter andre forestillinger end de videnskabsbaserede og teknokratiske. Hal Koch skrev eksempelvis bogen ”Dagen og Vejen” under anden verdenskrig, hvor han huskede os på begrebet folkelighed, som er det modsatte af videnskabelighed:

”(…) i det folkelige Liv drejer det sig om helt andre Ting end indenfor de forskellige tekniske Omraader. Nerven i alt dette er, som det allerede er sagt et Par Gange, Retten og Sandheden, Friheden og Tingmødet, Troen paa Mennesket og Folket(…). De lever kun eet Sted, nemlig i Menneskehjerter, og lever de ikke der, er de stendøde, om vi saa havde de klogeste og bedste Mænd til at give os Lov.”

Det er den her slags gammeldagse læsning, der opfordrer fagpersonligheder til at drømme, ville, tro på, holde af osv. Også i pædagogiske institutioner. Med disse ord har bl.a folkeskolelærere i årtier personligt/fagligt taget ansvaret for fællesskabet. Det kunne de, fordi de for det meste undgik at gå ned med stress og depression i afmægtighed over, at de ”rent” skulle følge de anviste forskningsbaserede metoder i praksis. Det vidste enhver fornuftig lærere ikke var muligt. Og ingen uden for skolen, bad dem gør det, som ikke er pædagogisk relevant.

 

Fagpersonligheder

Den Hal Kochske fornuftige stemme er forstummet og tilbage har vi alene abstraktioner, dvs. ”kommunikation”, ”læreprocesser” og ”relationskompetence”. Som ikke er det samme som ”samtale” ”dannelsesprocesser” og ”menneskelige møder”. For i de rene abstraktioner findes intet fællesskab og ingen tradition.  Her findes Intet uden for menneskets individuelle bevidsthed......andet end regler og tests.

Derfor skrev Jens Rasmussen (helt modsat Hal Koch) i ”Konstruktivistiske Bidrag” fra 2004 :

Kommunikation kan ikke gribe ind i deltagernes psykiske processer, for bevidstheden afgør selv, hvad den vil optage som information, og omvendt bliver tanker, følelser etc. kun socialt relevante, når de gøres til genstand for kommunikation, det vil sige, når deres kommunikative betydning adskilles fra deres psykiske betydning

På dansk betyder det, at mennesket selv er et psykisk system og de andre er sociale systemer. Eller på folkets sprog: Der findes ikke personligheder og fællesskaber længere.

Prøv lige at læse citatet igen. Det er som at læse latin og man ender ofte som Erasmus Montanus.

Lillemor bliver en sten. Eleven bliver et forskningsobjekt i videnskabelige rapporter. Og læreren en upersonlig ”ekspert i undervisning”. Ikke et menneske med hjerte, hænder og hoved, som skoleforskerne Jank og Meyer derimod mente, var et moderne lærerideal.

 

Dommen

Lærerens egentlige fag er pædagogik og didaktik. Vi er lærere, ikke forskere.

Og skolen handler om det liv, der opdages og udvikler sig ...i den erfarede virkelighed. Skolefagene skal give eleven mulighed for at blive selvstændig og solidarisk i et moderne samfund.

Skolefag handler i skolen om det fællesskab, de fortællinger, de traditioner, de drømme, længsler, livsmod og handlekompetence, som vi sammen kan give hinanden. Netop, fordi der rent faktisk findes fællesskaber, der findes en virkelighed, hvor vi kan møde hinanden. Helt uanset den sociologiske og psykologiske forskning, der nu produceres og implementeres for Mærsk-millioner, og som dagligt forsøger at suspektgøre folkeskolelærerenes erfaring, myndighed, personlighed og kritiske reaktioner. En hver ordentlig skoleleder ved, at det bliver umuligt at drive skole ud fra den tankegang. De ved, at skolen er fuld af handlingsorientede fagpersonligheder. Der selv skal lede den pædagogiske praksis. I et forpligtende fællesskab, der skaber myndige elever. Og det skal slå gnister, hvis det er en hjertesag.

Det er det her Erik Schmidt-sagen handler om.

DLF er ude i en øvelse, som er fagforeningens version 2.0. Vi er her langt fra temaer som løn og hæve-sænkeborde. Det handler om retten til at være en pædagogisk fagpersonlighed, det vil sige retten til at være menneske i det offentlige system. Ganske enkelt.

En eller anden reform-forskning er nu på spil. Hvor personligheder og holdninger er illegitime. Under alle omstændigheder har Erik Schmidt- dommen smidt 150 års pædagogisk forskning, viden og erfaring på porten.

For her antog man, at læreren er både menneske og borger. Havde hjerte, hoved og hænder. Fordi et personligt ansvar er en del af den pædagogogiske professionelle praksis.

Fordi det ikke kan være andet i et fagligt, frit fællesskab som et demokratisk samfund.

Men hvad læreren er i dag, er højst uklart efter 1.11.17.

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ