Det er meget svært for andre at forstå, hvad lærerarbejdet går ud på. De ser dem jo kun, når de står på scenen. Hvor svært kan det være, at stå og snakke lidt, og sætte børn i gang med opgaver? Det ser overkommeligt ud. Især hvis man kun har sine egne skoleerfaringer at vurdere ud fra. For det er erfaringer fra et barns perspektiv. Man kan næsten forstå, hvorfor nogen kan synes, at hvis børnene kan være i skole 35 timer om ugen, så kan lærerne også undervise i 35 timer om ugen.

Andre fagområder, såsom tømrer, sygeplejerske, fabriksarbejder, landmand har den generelle befolkning ikke voldsomt stort kendskab til. De færreste har et reelt billede af, hvad en tømrer egentlig går og laver, andet end fra egne gør det selv projekter, hvor man hurtig vil finde ud af, at det er ret krævende, selvom det ser nemt ud, når Bonderøven lige høvler en bjælke til. De fleste har set lærerne performe i mange mange tusinde timer, de færreste har ‘gjort det selv’.

Det er et kæmpe problem for lærernes kamp for ordentlige arbejdsvilkår, at ingen helt forstår hvad faget går ud på, samtidig med at alle har været eksponeret for faget i et helt årti. Oven i købet i det årti, hvor de gik fra barn til voksen. Det er nok også forklaringen på, at medierne har dækket forløbet omkring lærerkonflikten så besynderligt. Journalisterne har ikke kunnet sætte sig ud over deres egen forforståelse omkring, hvad lærerfaget går ud på. Og har dermed ikke kunnet forstå, hvorfor lærerne ville kæmpe for at have et loft over antallet af ugentlige lektioner. Normalt ville journalister have forsøgt at sætte sig ind i fx tømmernes fag og arbejdsbetingelser, men det har de ikke følt var nødvendigt i forhold til lærerne, for de vidste jo allerede hvordan en lærer arbejder, og hvordan de hele tiden holder pause på lærerværelset. Og så har de jo set overlærer Andersen slå græs klokken fjorten og lærerinde Bente handle i Brugsen klokken elleve.

Det er svært at se, hvordan lærernes fagforening nogensinde vil få opbakning i den brede befolkning, til at kæmpe for et loft over antallet af lektioner. Og så længe skolelederforeningen, arbejdsgiverne og ikke mindst politikerne i folketinget ønsker, at lærerne betaler for at børnene skal være på skolen fra klokken otte til halv fire, så vil det forblive sådan.

Jeg kan kun se en vej ud af det. Lærerne må invitere elever, forældre, arbejdsgiver, politikere og befolkning med ind i forberedelsen. Der er simpelthen ikke andet for. Ingen lærere kan i længden magte at undervise 30 lektioner om ugen. Nogle af lektionerne må ændres til forberedelse. På den måde kan de kommende generationer være med på en kikker, mens lærerne klikker rundt på portaler, kopierer, taler med forældre, leder efter brugbare bøger i bogdepotet, diskuterer test med læsevejlederen, græder snot over presset, deler bekymringer om børn og mulige underretning med skolelederen, scanner kedelige materialer igennem, skriver noter, udarbejder Kahoots, bander over computere og netværk der igen igen ikke virker, sorterer kasser i N/T lokalet, rydder op i oldgamle materialer, beregner om der er råd til et hæfte i dansk, eller om der endnu engang skal ses bort fra Koda-afgiften, klikker i elevplaner, deltager i møder sidst på eftermiddagen, prøver at nå på toilettet inden klokken ringer, sammensætter noget der ligner et brugbart forløb, forkaster det hele igen, fordi der ikke længere er adgang til portalen. 

Eleverne skal se alle prøverne, så de forstår, at det de ser på scenen, er toppen af isbjerget, kransekage-figuren, og ikke er noget, der er så let, som det ser ud. Lærerne må undervise sig ud af problemet. Så vil vi forhåbentlig om en generation eller to, have arbejdsgivere, politikere, journalister og en almen befolkning, der forstår, at det måske ser let ud, når ‘Lærerrøven’ gør det, men at det er virkelig svært, at ‘gøre det selv’.