I bidraget ’Det indviklede’ på herværende site (15.9.2017) citerer jeg Thomas Aastrup Rømer for at skrive, at ting kan samle åndelig og fysisk aktivitet om sig.

I den aktuelle sag om snigløbet mod landets lærere viser aktualiteten i denne indviklede betragtning sig. For åbenbart eksisterer der ikke et stykke papir – en ting – der kan dokumentere de intentioner, der lå bag lockouten. Den ting, der kunne vise tilbage til tingene, som de var, synes at mangle.

Denne situation viser, at vi har brug for at fastholde ting på skrift, hvis der skal kunne føres en kvalificeret kamp mellem interesser i samfundet. Hvordan skulle skolens nyttesløse gerninger ellers kunne vise sig som meningsfulde? Og den viser også, at talen – som er menneskets adelsmærke – kan være lige så bedragerisk, som den kan være spontan og ærlig.

I læreruddannelsen spiller skriftlighed en stor rolle. Uddannelsen er akademiseret og de studerende, der ikke har sproget i deres magt, har svære vilkår. Akademiseringen betyder også, at de studerende skal øve sig i at betragte skolens virkelighed nøgternt – videnskabeligt - og kunne redegøre for betingelserne for deres betragtninger.

Skriftsproget er altså opvurderet i læreruddannelsen. Det er fint i og med at alle skolens fag er sprogfag. Men, det står i kontrast til at lærerarbejde stadigvæk handler om at finde ud af det sammen med andre, ikke mindst de elever, man har ansvar for. Skole er som bekendt et frit sted. Her er det ansigt-til-ansigt-relationen, der er vigtig, og så naturligvis den forudseenhed og eftertanke der kræves i forhold til undervisningen. Det er i lærerhverdagen især mundtligheden, der er væsentlig, og det vil sige at kunne se mennesker omkring sig i øjnene og medvirke til at løse de daglige problemer med besindig omtanke på formålene for skole og fag. Også her kræves et godt sprog.

Men, der er også en anden kontrast: Skriftligheden kommer i dagens lærerarbejde i høj grad til at handle om at orientere og informere kolleger og ledelse og forældre og elever. Det er skriftgenrer, der synes meget langt væk fra den akademiske skriftlighed, læreruddannelsen forsøger at øve de studerende i. Det ligner mere den digitaliserede eksistens, jeg har prøvet at indkredse momenter i i ’Solen er så rød’ (folkeskolen.dk, 22.09.2017).

Den mest åbenlyse kontrast kan dog samles i dette spørgsmål: Til hvilken nytte har vi et højtuddannet embedsværk, på alle niveauer, der gerne skulle samarbejde med folkevalgte politikere, hvis ikke de er i stand til at tage et referat, og på den måde fortsætte et samspil med det folk, politikere og embedsfolk er rundet af? Hvorfor står vi en situation, hvor de lærere, der uddannes nu, kan kigge måbende på, at deres kolleger er blevet taget bagi på de faglige og praktiske værdier, de selv uddannes til?

Kan det passe at lærere generelt er klogere end dem, der hersker over dem?

Lærere og kommende lærere - der i al fald dér, hvor jeg arbejder, fra første dag i uddannelsen støttes i at samle deres indtryk, sådan at deres helt uundværlige synsninger (som nogen nedladende kalder det at have en oplevelse af noget) kan gøres til genstand for eftertanke og endda for analyse – er ikke helt så dumme, som folk tror. Mange af dem er vildt dygtige. Jo, jo, men kan det endda passe, at vi har en lærerstand, der er mere tænksomme og omhyggelige og rent ud sagt klogere end deres opdragsgivere, når det kommer til at forstå og agere i virkeligheden?

Ja, det kan det godt.

Temaet om skriftlighedens relevans er, når man ser på det filosofisk, stadig aktuelt. Det ved lærere og lærerstuderende måske eller måske ikke. I al fald er det i læreruddannelsen fortsat krævet – og tak for det – at de kommende lærere kender lidt til deres kulturhistorie. I det mindste i grove træk, sådan, at de forstår, at der findes problemer i hverdag og kultur, vi lykkes med at løse, og nogle vi ikke lykkes med at løse, men må kæmpe med forfra, igen og igen.

Èn af de filosoffer, de studerende stifter bekendtskab med er Platon, som i sin dialog Faidros lader en samtale udspille sig mellem guden og kongen. Guden, Thoth og kongen Thamus. Thoth har opfundet skrivekunsten og tilbyder opfindelsen til kongen.

Kongen er skeptisk: Skrivning er ganske vist meget effektiv til at skabe en fælles kulturel hukommelse, også i omfang, da man jo helt enkelt kan indfange mere. Men, så behøver ingen mere at lære noget udenad og så svækkes hukommelsen (da man jo bare kan slå det op, som vi siger nu om dage), lyder hans indvending. Det værste er dog – således Thamus – at pædagogikken går i opløsning. Lærerens nærvær overfor eleven og faderens nærvær overfor sønnen sikrer, at den viden der overføres fra den ene generation til den næste, er sand. Desuden undgår man den indbyggede fristelse til bare at skrive af eller gå på internet.

Til sagen

Lærerne blev taget i røven. Den nuværende situation er sådan: Man kan ikke skrive noget af, der ikke er skrevet ned. Derfor er debatten om snigløbet sociokulturelt determineret til at ende i en påstand-mod-påstand.

Det interessante er derfor nu, at Thulesen-Dahl, Jelved og Vilhelmsen med deres hukommelse understøtter Thornings fortalelse i Politiken. Den daværende statsminister nævnte som bekendt i et interview, at regeringen havde besluttet lockouten. Her er der altså tale om en vaks journalist, der får nedskrevet, hvad der bliver sagt. Eller, endnu bedre, måske har haft en optagelse kørende på sin smartphone, som efterfølgende er skrevet korrekt ned og af.                                                            

Når man som lærer i dagens skole kan nøjes med – henholdsvis er tvunget til - at krydse af i felter, der er formuleret forud, når man forholder sig til den enkelte elev, så er det udtryk for den samme problematik: Hvis det ikke er skrevet ned, så kan det ikke krydses af og hvis det ikke kan krydses af, så kan det (alligevel) godt være blevet sagt.

Eller man kan sige, i forlængelse af skellet mellem ting og objekt: Hvis der kun er en ting, så er der ikke noget objekt men der er altid en ting. Men, igen, hvis der kun er et objekt, så kan der ikke være nogen ting.

Så længe man altså kun behandler objekterne, så vil der altid kun fremkomme et simulakrum af en ting (det, nogen kalder ’spin’). Det vil sige, at man forestiller sig, at der ingenting er af betydning, der er kun en ansamling af objekter. Men en ansamling af objekter vil altid blot kunne opfattes som tilfældighedernes spil. Når den tilfældighed er fæstnet i det intelligente menneskes bevidsthed, så vil det være det, han eller hun får øje på. Der er egentlig ikke nogen orden som sådan, siger intelligensen til sig selv, der er pro et contra, ingen fældende beviser.

Men man kan ikke sammenligne et samfunds liv med et uopklaret mord. Hvis man gør det, accepterer man, at alle be-tingelser bortfalder, og så står vi slet ikke længere på Herrens mark, men på et sted af ubeskrivelig ondskab, altså uden håb om årstidernes, erindringens og den klare tales hvisken til vores sjæle.

Det er et subjekt, Danmarks Læreforening har muliggjort ved at bede en dobbelt Cavlingvinder undersøge sagen. Det vil sige en person, der lægger hele sin faglige troværdighed i at beskrive forholdene, som han ser dem, på de betingelser, der er givet. At nogen finder anledning til at stille kritiske spørgsmål til, at DLF har bedt en troværdig person bidrage til et håb om, at tingene kan gå videre, skal hilses velkomment. Forfatteren har da også allerede skullet forsvare sig i interviews, endda allerede inden bogen er udkommet.

Hvad så?

Den franske filosof Jacques Derrida har læst Faidros. Hans opfattelse af tingen - striden mellem tale og skrift – er, at ingenting kan forstås uden for kontekst. Det synspunkt taler for, at hele spin-ideen er det eneste, der kan tælle. Vi må lægge objekterne oveni hinanden, sådan at vi til sidst får en ting. Vi må derefter kunne debattere om tingen. Men denne additionstankegang er Derrida pudsigt nok selv modstander af. For, når han læser skriftsprogets Gud og talesprogets konge, så holder han med guden, med Thoth. Han viser, at hver gang kongen, Thamus, afviser skriftsprogets kvaliteter, så sker det med henvisning til samme skriftsprogs kvaliteter. Eksempelvis er talen en 'god form form for skrivning', 'skrevet i elevens sjæl’.

Derfor mener Derrida, at vi aldrig når til ende med vores begreber. Begreberne kan genbruges, fordi de er ufuldstændige. Det er altså en kvalitet. Sproget er en glat sten i virkelighedens rislende flod. Men vi kan kun finde fodfæste på det, vi kan falde og slå os på. Der er faktisk en sten! Det er den sten, vi – i al fald dér, hvor jeg arbejder med læreruddannelse - beder de studerende om at mærke i egne sko. For, går man i fremmede sko, da er selv den uskyldigste snegl en modbydelig fjende. Går man i sine egne, så kommer man til at elske dem, der også gør. Hvis dette ikke var en universel erfaring, så ville ordene slet ikke findes. Ordet ’ord’ – og alle de kontekster, de kan indgå i – ville være en metafor, og kun dét. Sproget ville have selvstændiggjort sig, enhver ville derfor være ensom for evigt.

Kilder:

Platon: Faidros

Jacques Derrida: Dissemination

Anders-Peter Mathiesen: Søren og Mette i benlås

Lene Tanggaard, Thomas Aastrup Rømer, Svend Brinkmann: Uren Pædagogik 2.