Om 14 dage er der generalforsamling i Roskilde Lærerkreds. Det er for mig en vigtig begivenhed, som jeg vægter højt. Det er demokratiets stemme i vores fagforening. Det er der, jeg får mulighed for at ytre mig og for at lytte til andre lærerstemmer fra min kommune. I år er det (igen) særlig vigtigt, da vi i Roskilde for nylig endnu engang har oplevet et kollaps i forhandlingerne om en lokal arbejdstidsaftale.

På trods af at der ikke er tradition for, at særlig mange møder op til generalforsamlingerne, er jeg alligevel med naiv håbefuldhed gået forbi tilmeldingssedlen hver dag. Gang på gang er jeg dog blevet slemt skuffet. Der står nemlig kun ét navn på sedlen. Mit eget.

De sidste dage er jeg gået i charmeoffensiv. Jeg har lavet et opslag på døren sammen med tilmeldingssedlen og opfordret mine kolleger til at komme. Jeg har talt med Gud og hver mand på lærerværelset, og understreget vigtigheden af at dukke op. Det er jo kun én onsdag aften ud af 52. Kunne børnene ikke blive kørt til gymnastik af en af kammeraternes forældre? Kunne du ikke blive væk fra badminton denne ene gang i solidaritetens navn? Kom nu, vi skal have flere af de unge med. Det er vigtigt vi står sammen…

Mange har været fulde af gode undskyldninger. Nogle siger det mere lige ud: “Jeg gider ikke.” “Fagforeningen kan ikke gøre noget alligevel.” “Jeg hører aldrig noget fra DLF mere, de er aldrig i medierne.”

Jeg ved, at det ikke kun er på min arbejdsplads, det forholder sig sådan. Jeg ved, at det er sådan i min kommune, og jeg ved, fra mange af de lærere jeg kender landet over, at det ser sort ud for opbakningen til generalforsamlingerne ude i kredsene.

Derfor spørger jeg dig nu, kære kollega, hvorfor kommer du ikke til generalforsamlingen? Er det for kedeligt at diskutere dine fremtidige arbejdsforhold? Har du for travlt i hverdagen, fordi du kommer sent hjem efter en alt for lang og opslidende arbejdsdag og også lige skal køre børnene til svømning og lave aftensmad? Gider du ikke, fordi du ikke tror det nytter noget alligevel?

Tro mig Jeg kender til det hele - der er dage, hvor jeg også har lyst til at kaste håndklædet i ringen, og føje dem der tror, at de ved bedre end os - os der hver dag står i de danske folkeskoleklasser - men netop derfor er det endnu mere vigtigt at møde op til generalforsamlingerne. Vi må til stadighed stå sammen og vise politikere og forvaltninger, at vi har en stemme, og vi ikke har opgivet håbet om en blomstrende folkeskole!