I den læringsmålstyrede undervisning, der tager sit udspring i Fælles Mål og målbare læringsmål, er vi som lærere interesserede i at måle elevernes konkrete læringsudbytte. Kan de lægge to brøker sammen? Kan de analysere en tekst? Eller ved de, hvad alternative energiformer er? Og den evalueringspraksis er vigtig. En professionel og kompetent lærer kan klarlægge den viden og de færdigheder, som eleverne erhverver sig i undervisningen. Kan vi ikke dét, lever vi ikke op til vores fagprofessionelle forpligtelse.

Skolens nuværende evalueringskultur drejer sig netop om det konkrete læringsudbytte. Via fx tests, elevopgaver og lærerobservationer har vi blikket rettet mod at indsamle tegn på elevernes læring – tegn, der skal fastholdes og ”bogføres” fx i elevplanen og på læringsplatformen.

Vores skoleledere er optaget af det samme. Den elevcentrerede ledelse, inspireret af den new zealandske ledelsesforsker, Viviane Robinson, har vundet indpas mange steder. Den har fokus på at koble skoleledelse med elevernes faglige præstationer, og lederne skal støtte os lærere i at generere den bedst mulige læring hos eleverne. Igen er blikket rettet mod den synlige, målbare læring.

I diverse fagteams skal vi sparre med hinanden og drøfte, hvordan vi øger elevernes læring, så også teamsamarbejdet centreres mere og mere om elevernes målbare læringsudbytte.

Og det er også vigtigt og brugbart. Vi er alle sammen interesserede i, at vores elever lærer meget, og det har også sin værdi at synliggøre læringen. Både lærere, elever og forældre kan have gavn af at følge den faglige progression. Det er indiskutabelt.

Men skolen og fagene har også nogle formål, der ikke lader sig evaluere kortsigtet og konkret. De indeholder en række faglige begreber, der peger i retning af dannelse og bredere funderet læring, og som kalder på en anden evalueringskultur.

Stk. 2 i folkeskolens formålsparagraf hedder: ”Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.”

Det synes åbenlyst, at termer som ”oplevelse”, ”fordybelse”, ”fantasi” og ”tage stilling” ikke lader sig evaluere og udmønte i konkrete læringsresultater, der kan gøres til genstand for progression. De passer ikke ind i læringsmålstyringens evalueringskultur.

Derimod kalder de på en anden evalueringspraksis, der ikke så meget interesserer sig for den målbare læring, men som er fokuseret på, hvilke læringsmuligheder undervisningen rummer.

Det betyder, at vi hver for sig, i vores teamsamarbejde og sammen med vores ledere - fx ved MUS-samtaler - bør have evalueringsspørgsmål som disse på dagsordenen:

• Giver undervisningen eleverne mulighed for nye faglige oplevelser?
• Giver undervisningen eleverne mulighed for at bruge og udvikle deres fantasi?
• Kan eleverne i undervisningen øve sig på at tage stilling og udvikle egne holdninger?
• Skaber undervisningen rammer for, at eleverne kan fordybe sig i det faglige stof?

Og sådan kunne man til hvert af de faglige begreber, der optræder i både skolens og fagenes formål, formulere et evalueringsspørgsmål.

Når det handler om elevernes konkrete viden og færdigheder (kan de lægge to brøker sammen, og kan de analysere en tekst?), resulterer evalueringen i kvantitative data, der fx kan indføres på en skala. Og gentager man evalueringsproceduren efter nogen tid, kan der (muligvis) påvises en progression, idet den pågældende færdighed måske har udviklet sig fra ét trin på skalaen til et andet.

Men ovenstående evalueringsspørgsmål, der tager udgangspunkt i folkeskolens formål, genererer ingen kvantitative data. Det er svært at omsætte elevernes evne til at tage stilling til fx et tal på en skala. Så her flyttes fokus fra læring til undervisning og dét, der rent faktisk finder sted i undervisningssituationen. Det kan ikke opgøres på en skala. Det kan observeres og beskrives.

Så den formålstyrede undervisning, der udgør et nødvendigt modsvar til målingskulturen, og som handler om at sikre sig, at skolens og fagenes formål opfyldes, må evalueres på to planer: dels det plan, der klarlægger elevernes læringsudbytte, dels dét, der interesserer sig for de læringsmuligheder, undervisningen skaber. Begge planer har sin berettigelse i dagens skole. Men det sidstnævnte lever stort set ikke. Og så bliver det meget vanskeligt at leve op til skolens og fagenes formål.