Tillidsrepræsentant Torben Lindholm og leder Allan Feldskou på Abildgårdskolen i Odense er overbevist om, at skolens antivoldspolitik har haft en afgørende indflydelse på, hvordan situationen efterfølgende blev taklet.

»Ingen skulle hjem til et tomt hus«

Skoleleder Allan Feldskou var krisestyrer som aldrig før.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Onsdag eftermiddag den 21. oktober er der skole-hjem-samtaler i 3.a på Abildgårdskolen. Både dansklærer og matematiklærer deltager. Omkring klokken 16.15 skal en af pigerne i klassen ind til samtale med sin far, der er statsløs palæstinenser. Men et eller andet får ham til at gå løs på matematiklæreren, der har marokkansk baggrund og også taler arabisk.

Under de første knytnæveslag løber den gravide dansklærer efter hjælp, og heldigvis er der netop den eftermiddag både ledelse og andre lærere på skolen. De er på kursus om adfærd, kontakt og trivsel.

Skoleleder, viceleder og fem-seks lærere løber til hjælp, og da leder Allan Feldskou som en af de første kommer ind i klassen, ligger læreren forslået og blødende i et hjørne, mens faren holder en mini-flagstang op som en form for forsvar. Hans niårige datter er der fortsat.

Allan Feldskou, viceleder Per Vigand og en tosproget lærer forsøger at tale konflikten ned. Nogle lærere tager sig af deres forslåede kollega. Efter tilladelse fra faren ledsager en af lærerne barnet ud af klassen, og Allan Feldskou ringer så til både politi og ambulance. Politiet afhører de implicerede, anholder og sigter faren for vold mod tjenestemand og tager ham med på politistationen.

»Da vi har fået situationen under kontrol og trøstet barnet, og ambulancen er sendt af sted, får vi ringet til moren, der henter sin pige, og så er det tid til at tage vare på de lærere, der har været direkte impliceret. Først og fremmest klassens anden lærer, men også hende, der tog sig af eleven, og de tre andre«, fortæller Allan Feldskou.

Der er nu gået omkring en halv time, og de fem lærere og ledelsen sætter sig sammen og får talt hele situationen igennem.

»Der bliver ringet til deres respektive mænd - alle lærerne var kvinder - så de bliver hentet, eller vi har sikret os, at de ikke kommer alene hjem til et tomt hus. Efter sådan en situation skal man have nogen at tale med«.

Jeg havde jo aldrig prøvet noget lignende

Da lærerne er sendt hjem, sætter Allan Feldskou og viceleder Per Vigand sig sammen og lægger planer. Klokken er omkring 19.30.

Historien er i medierne allerede klokken 18, så nu begynder også andre ansatte at ringe, fortæller Allan Feldskou. Derfor får de to forfattet en meddelelse til skolens intranet om episoden, og der indkaldes til ekstraordinært personalemøde klokken 9.30 dagen efter.

Hverken tillidsrepræsentant eller sikkerhedsrepræsentant var på skolen, men straks da tillidsrepræsentant Torben Lindholm hører om sagen, ringer han og bliver sat ind i situationen. Derefter kontakter han omgående de implicerede lærere.

Ledelsens planlægningsmøde bliver hele tiden afbrudt af journalister. Omkring klokken 20.30 går vicelederen hjem. Allan Feldskou kontakter kommunens kriseberedskab, og med den vagthavende i Psykologhuset i Odense får han talt igennem, hvad der skal siges til børn og voksne om morgenen. Der bliver aftalt debriefing med de implicerede lærere og psykologer fra kriseberedskabet klokken 13.

»Det var godt at få talt det hele igennem med en psykolog, for jeg havde en frygtelig masse spørgsmål til, hvordan jeg skulle håndtere det hele. Jeg havde jo aldrig prøvet noget lignende«.

Allan Feldskou kan ikke få fat i kommunens skolechef, men må lægge en besked på telefonsvareren. Han aftaler live interview med Tv2 i nyhedsstudiet klokken 22, og mellem de mange telefonsamtaler kommer han pludselig i tanke om, at den overfaldne lærer var sendt alene med ambulancen.

»Vi havde underrettet hans kone, men først ved nitiden, da jeg kommer til at kigge på lærerens jakke og taske, tænker jeg: 'Sidder han stadig på skadestuen?', og så går det op for mig, at der ikke var nogen, der var taget med ham«.

Der står i skolens antivoldspolitik, at en voldsramt lærer ikke må blive sendt af sted uden en kollega, men det blev glemt i farten.

Allan Feldskou forsøger at få kontakt til lærerens kone og styrter af sted til Odense Universitetshospital. Ved ankomsten er læreren på vej væk fra skadestuen, men de når at få en snak i skolelederens bil på parkeringspladsen. En af de andre lærere er der allerede. Hun havde fået samme tanke.