Stole bliver trukket hen over et gulv med hård belægning, lyse stemmer taler ivrigt i munden på hinanden, børn flytter sig mellem borde, en skulder rammer en arm og udløser vrede ord.

Det er torsdag formiddag, og 6.a på Nørremarkskolen i Ribe venter på, at lektionen skal begynde. Klassen er livlig. Måske er aktivitetsniveauet lidt højere i dag, fordi et nyt brandalarmsystem bliver testet via sms.

Så snart lærer Tine Bromerholm træder ind i lokalet, går hun i gang med at dæmpe støjniveauet og få de af eleverne, der ikke har opdaget hende, til at sætte sig.

Hun går op til tavlen, griber et rødt, cirkelformet skilt og placerer det højt oppe og begynder at skrive og tale:

»I dag skal vi have kreative værksteder. Det har I prøvet før. Vi skal i gang med fire forskellige emner, og I skal rotere rundt mellem værkstederne i grupper. I har fem minutter i hvert værksted, og bagefter skal vi evaluere forløbet«.

Et gult skilt kommer på tavlen, og eleverne kan stille spørgsmål.

Dagens program og værkstedsopgaverne bliver skrevet på tavlen sammen med navnene på de elever, der skal være i gruppe sammen.

Det sidste udløser protester fra drenge, der ikke vil være i gruppe med piger, og piger, der helst vil være i gruppe med bestemte andre piger.

Tine Bromerholm henstiller til nogle elever, at de skal dæmpe sig. Bagefter peger hun på det gule skilt, og der bliver mere ro i klassen, men ikke nok. Læreren går over til et bord:

»Det her er en advarsel«.

En elev bliver ved med at tale højt om, at han er kommet i den forkerte gruppe.

»Se, hvad jeg peger på!«

»Ja, men jeg vil i en anden gruppe!«

»Det kommer du ikke. Sæt dig ned og dæmp dig«.

Eleven sætter sig og tier stille.

Et cirkelrundt grønt skilt kommer op på tavlen, og eleverne går til de forskellige værksteder.

Læreren hjælper en gruppe med at få skrevet sætninger på tavlen, som de skal sætte tegn i.

»I skal også skrive sætningerne ned, så de ikke kun står på tavlen. Fik du det med, Sara?«

En lærerhånd bliver placeret på en pigeskulder, og der bliver skrevet i et hæfte.

Turen går videre til en gruppe, der staver med en bold på et stort gulvtastatur. Eleverne arbejder med ordet massemedier, men det er kun eleven, der rammer bogstaverne, der er opmærksom. Tine Bromerholm får de andre elever til at fokusere, ser, at gruppen begynder at arbejde ordentligt, og går videre.

Kort efter er alle fire grupper i god gænge. Læreren fortsætter fra gruppe til gruppe, samtidig med at hun holder øje med enkelte elever, der arbejder for sig selv.

Så snart Tine Bromerholm når frem til en gruppe, registrerer hun, hvor langt eleverne er i processen, og begynder højt og tydeligt at fortælle, hvad der skal korrigeres.

En enkelt elev, der forstyrrer de andre, får et lille orange skilt ud for sit navn på tavlen og bliver sendt udenfor til en tænkepause. Kort efter tager læreren en snak med ham. De bliver enige om, at han er klar til at være med. Forstyrrer han igen, vil det udløse et lille blåt skilt og et brev til forældrene.

Efter en halv time glipper koncentrationen. Læreren rykker det gule skilt op, peger på det og siger til eleverne, at der kun er ti minutter tilbage.

»Dem skal I have noget ud af«.

Værkstederne slutter. Tine Bromerholm kalder eleverne til orden, lukker døren, sætter et rødt skilt på tavlen og går i gang med evalueringen.

Det har været sjovt, siger nogle, en enkelt har kedet sig.

»Hvad har været kedeligt?«

»Vi har prøvet det før«.

»Er det alle værkstederne, der er kedelige?«

»Det synes jeg«.

»Okay. Så ved vi det«.

Lektionen slutter med ros.

»I har arbejdet godt og koncentreret jer om opgaverne. Det har været en god time«, siger læreren og forlader lokalet.

Tine Bromerholm har kun haft 6.a i nogle få uger, men hun er ikke i tvivl om, at det er en klasse, der stiller krav til lærerens klasseledelse.

»Jeg bruger meget energi på at holde orden. Der sker meget i timerne, og eleverne er ikke så gode til samarbejde. Det skal de lære. Derfor sætter jeg dem tit sammen med nogle, som de ikke arbejder så godt sammen med. Målet er, at alle skal kunne fungere sammen både i timer og i frikvarterer«.

Når der er etableret et fornuftigt samarbejde, vil læreren prøve at ændre de roller, eleverne tildeler hinanden i gruppearbejde. I øjeblikket er det i høj grad pigerne, der må gribe blyanten, når der skal skrives. Det er ikke smart, hvis eleverne på den måde låser hinanden fast.

De farvede skilte er en del af Nørremarkskolens eget udviklingsprojekt »Kompas«. Alle lærere skal bruge dem i alle lektioner, og de fortæller, hvad eleverne må foretage sig på hvilke tidspunkter.

»Systemet giver ro og dermed bedre betingelser for arbejdet som lærer«, siger Tine Bromerholm. »Når du, sådan som jeg gør, kombinerer det med at begynde alle timer med at gennemgå, hvad der skal ske, og altid slutter af med at evaluere, får eleverne nemmere ved at orientere sig og finde ud af, hvordan de skal forholde sig«.

Hun er vendt tilbage til den almindelige folkeskole efter i nogle år at have deltaget i et projekt for unge. Overgangen er blevet lettet på grund af Kompas, som ud over de tre farveniveauer, andre markeringssystemer og faste procedurer betyder, at alle klasser har en ugeplan, og at der er en række aftaler om god opførsel.

»Det er en stor fordel, at der blandt lærerne er en fælles holdning til de pædagogiske metoder«, siger Tine Bromerholm. Uanset om du er ny lærer på skolen, får en ny klasse eller bare skal vikariere for en kollega, så ved du, hvad eleverne er vant til, og hvad de forventer. Det giver bedre arbejdsbetingelser«. |