Folkeskolen er ganske afgørende, hvis man ser på, hvordan vi har indrettet vores samfund. Så afgørende, at den er skrevet ind i grundloven. Folkeskolens DNA er netop bygget på vores menneskesyn og demokratiopfattelse, som i bund og grund fortæller, hvilket samfund vi ønsker. Det er derfor, at det er så vigtigt at drøfte, hvorfor vi holder skole og hvilke vigtige værdier i skolen, vi ønsker at bevare. Vi skal være tro over for vores egne værdier og vores visioner som samfund. Moral og etik, ligeværd og mangfoldighed, åndsfrihed og demokrati samt ønsket om social mobilitet udtrykker i dén grad værdier, som er evige vigtige, trods skiftende regeringers op- og nedgangstider.

Det vigtige spørgsmål lige nu er, hvordan skaber vi en livsbekræftende folkeskole med stærke rødder og fremtidshåb for alle. Lige nu er skolen præget af en styringsdagsorden, der gennemsyrer og overgår de stærke rødder, der er udviklet over flere hundrede år. Vi skal passe på, at vi ikke er ved at aflive den danske skoletradition i et splitsekunds modeluner. Vi skal skabe den livsbekræftende skole, hvor børn og unge trives og udvikler sig både fagligt, personligt og socialt. Faktisk viser internationale undersøgelser som TIMSS, PIRLS, ICCS og ICILS, at det går rigtigt godt med danske skoleelever, som placerer sig i topklasse. Forældrene har en høj tilfredshed med skolen, de fleste elever trives og lærerne har en helt unik evne til at danne vigtige relationer med eleverne. Alt sammen vigtige parametre, der viser at den danske skoletradition på mange måder ikke er så ringe endda.

En skole med stærke rødder

Med en skole med stærke rødder tænkes på den skoletradition, som folkeskolen har bygget på indtil nu; en europæisk skoletradition, hvor kundskabstilegnelse i fagene, almen og faglig dannelse, demokratiske værdier og ikke mindst et menneskesyn, der bygger på at ethvert barn har værdi i sig selv. Altså et subjektivt syn, hvor barndom og menneskeværd er vigtigt i sig selv. Skolen er et fællesskab, der har plads til alle, uanset evner og baggrund. Med reformen har vi fået en mere angelsaksisk skoletradition, der bygger langt mere på læseplaner, læringsmål, kompetencer og test. En tænkning, der har syn på mennesket som objekt og med en nyttetænkning, der fokuserer på, at jo hurtigere skole og uddannelse gennemføres, jo større effekt har det for samfundet. Her af følger en skole, hvor elever måles, testes og sammenlignes, og som i værste fald medfører nederlag og segregering med de nye karakterkrav.

En skole med fremtidshåb

Med en skole med fremtidshåb tænkes på de udfordringer, som vi står overfor som mennesker i en globaliseret verden med alvorlige problemer, der skal løses på kort og langt sigt. De, der har udformet reformens indhold har defineret og bestemt, hvad børn og unge har brug for i fremtiden på arbejdsmarkedet – ud fra en nytteetik, men der er ingen af os, der ved, hvad fremtiden bringer. Vi gør mere klogt i at udtænke, hvilke egenskaber, kundskaber og kritisk sans man skal besidde som menneske for at blive skarp i en udvidet tænkemåde, der kan knække alle nødder og så tænke disse ind i skolen. For der hviler en stor opgave på kommende generationer, hvis de skal løse nuværende og tidligere generationers efterladenskaber på de miljømæssige, samfundsøkonomiske og politiske områder.  

Vi har fået en reform, som på forskellig vis gør op med både vores menneskesyn, demokratiopfattelse og samfundsværdier.  Den indeholder så mange modsatrettede elementer og iboende dilemmaer, at indholdsdelene ikke kan spille sammen og det er svært at skabe helhed. Man har sammensat så mange elementer, at der er flere begrænsninger end reelle muligheder – og der mangler at blive givet rum for prioriteringer. At man tilmed har valgt at lægge en benhård mål- og resultatstyring ned over hele reformpakken gør det kun yderligere kompliceret. Det er blevet sammenligninger og det målbare, der er det styrende – og egentlig ikke, hvad vi vil med skolen og eleverne.

Det er fx dybt problematisk, at vi siger, at vi vil bryde negativ social arv og mindske ulighed, men i handling indfører den underfinansierede reform færre støtteforanstaltninger og mindre specialundervisning, mindre uddannelsesvejledning og langt ringere muligheder for at udføre undervisning med kvalitet i. Karakterkravene alene kan betyde, at elevers fremtid afgøres ved, at de ikke kan optages på en ungdoms- eller erhvervsuddannelse. Jeg frygter, hvad det får af konsekvenser og om elever vil føle sig kasseret af skolen eller afsamfundet. Vi har i årtier vægtet princippet og tanken om, at jo bedre uddannelse, jo mindre ulighed, fordi der dermed skabes bedre livsbetingelser for den enkelte og bedre samfundsmuligheder for alle. Reformens mål er at bryde negativ social arv, men i praksis minimerer vi de fagligt svage elevers muligheder. Dette samme er gældende for inklusionsområdet. Reformens mål er højere faglighed, mens der samtidig inkluderes endnu flere elever. Det giver ikke umiddelbart mening, for vi ved endnu for lidt om, hvordan man både inkluderer samt sikrer den faglige progression.

Den 3. vej, hvor skolen finder sit ståsted

Der er to fløje i debatten, som ikke forstår hinanden. Dem, der træffer beslutninger og de fagprofessionelle, der udfører opgaven. Dialogen er ikke-eksisterende, beslutningerne ikke-involverende, og de fagprofessionelle mødes af en kontrol, dokumentations- og målstyring, der strider mod deres egen professionssyn. Det skaber indre og ydre konflikter. For hvem er målstyringen egentlig til for? Er formålet at måle elevernes output eller at kontrollere lærernes arbejde? Det kan man faktisk godt komme i tvivl om.

Der er brug for at finde en 3. vej, hvis skolen skal finde sit ståsted og åbne op for en vigtig dialog om pædagogikken, fagligheden og skolepolitikken. Der er brug for at finde både fordybelse i og balance mellem fagenes formål og folkeskolens formålsparagraf. For som lærere er vi både forpligtet og optaget af begge dele.  Vi har brug for en folkelig dialog og debat, der kan medvirke til at skabe og sikre en livsbekræftende folkeskole, hvor man både bevarer de stærke rødder og fremtidshåb for alle elever.

Visioner for skolen

Hvad enten vi er forældre, elever, lærere, ledere eller politikere har vi ønsker for folkeskolen.

Vi er mange med visioner for en bedre folkeskole og vi skal finde en vej, hvor alle skolens parter involveres. Vi skal have etableret et samarbejde, hvor lærere, forskere og politikere er i dialog om skolen og sammen finder nuancerede løsninger. Drop den overdrevne målstyringsindsats og så skal man spørge de fagprofessionelle, hvilke udfordringer de står med i hverdagens praksis, så vi finder brugbare svar på nogle af de store opgaver, som skolen står med.

På tværs af organisationer og partier skal vi gøre alt, hvad vi kan for at folkeskolen fortsat består som den vigtigste kultur- og uddannelsesinstitution. En skole, hvor vi uanset baggrund og kultur sætter vores børn og unge til at mødes i et fællesskab, hvor der er accept af og respekt for hinandens ligheder og forskelligheder i en enhedsskole. Hvem ved om kommende generationer får brug for hinanden på et andet plan end hidtil set, hvis de skal håndtere både nutidens og fremtidens komplekse udfordringer. Vi kan kun håbe, at de bliver klogere end os, og det er præcis det, som folkeskolen bør handle om og forhåbentlig skal uddanne og danne de kommende generationer til.