Debat
37   826

”BUT WHY? YOU HAVE GOT GRUNDTVIG!”

ANDEN DEL AF INDLÆGGET: VEJEN TIL SUCCES - MÅLUSTYRLIG UNDERVISNING Konkurrencestatens mål- og teststyrede skole har kun to fejl: Den forstår ikke, hvad et menneske er. Den har ingen anelse om, hvordan vi lærer effektivt. Hvis man kalder konkurrencestatens skole for Ny og Nordisk, er man dumpet i historie og geografi.

"Jeg ser med gru i døgnets skolefart

Artiklen fortsætter under banneret

til gravens mulm et væddeløb med døden;

Jeg ser med vemod på de gutter små,

Hvis kinder gløde og hvis øjne tindre,

Thi også de skal brat i skole gå,

Og immer, mens de vokse blive mindre!"

Grundtvig

 

I første del af, Vejen til succes – målUstyrlig undervisning, var jeg i min iver efter at dokumentere min 8. klasses opsigtsvækkende resultat i den nationale læsetest, lige ved at komme galt afsted. Nu vover jeg pelsen med en ny historie om de dygtige unge mennesker. En historie, som siger mere end mange flotte testresultater.

Lige efter juleferien havde ledelsen inviteret skolens personale ind at se musicalen, De tre musketerer, på Østre Gasværk. Den med, En for alle og alle for en! (Set up!) Jeg skulle med toget fra Roskilde, men havde en time til rådighed. Det var uimodståeligt fristende at slå den ihjel på Kaffekilden lige ved stationen. Jeg åbner døren til den hyggelige cafe, og der sidder syv af mine elever bænket omkring to borde. Jeg er overrasket (er de gamle nok til den slags), men synes, det er hyggeligt. Det ser ud til, at de også synes, det er hyggeligt, altså at jeg kommer ind. Jeg sætter mig i behørig afstand, kan se dem, men ikke høre, hvad de snakker om. På et tidspunkt tager de allesammen deres iPads eller bærbare frem og begynder at skrive ind i mellem snakken. Da jeg en time senere passerer dem på vej ud, siger jeg for sjov:

   ”Nå, I laver lektiecafe.”

   Svaret kommer flerstemmigt, og smilene på deres ansigter er så naturlige, at jeg bliver helt rørt.

   ”Ja, vi gør, og det er dine lektier, Lasse.”

Det kan være, at de tog røven på mig, at jeg blev udsat for en udspekuleret variation af: Flid, Fedt og Snyd. Jeg tror det ikke, der var lang tid til at standpunktskaraktererne skulle skrives. Jeg tror faktisk, de sad og forenede kaffe, te og kager med samarbejde om lektien - en filmanmeldelse af Silver Lining Playbook.

Måske er jeg lidt naiv, for mine elever kan være ret udspekulerede. De sidste fjorten dage, har de sat en på vagt, når jeg kommer fra frikvarter. Han skynder sig ind og kvæler AC/DC på smartboardet til fordel for en meget lang playliste med Louis Armstrong startende med What a Wonderful World. Fidusen er vist, at Louis får mig til smile på en særlig måde, der signalerer, at jeg ikke kan få det over mit hjerte at slukke og starte undervisningen. Måske skulle jeg sætte mig næste gang og lade Louis synge og blæse, indtil ungerne trygler mig om en rask omgang ordklasser.

Se, det er for mig at se elever, der har lært noget vigtigt, som ingen mål kan måle og ingen test kan teste. Hvis du vil have flere af den slags opbyggelige historier, kan du besøge min blog på Skoven i Skolen og fx læse mine kærlighedserklæringer til lejrskolen.

http://www.skoven-i-skolen.dk/blogs/246

Nu skal vi tilbage til kedsomheden. Den canadiske dokumentarfilm, Er kedsomhed lig med stress? (Originaltitlen er Boredom) hævder, at skoler over det meste af verden i større eller mindre grad institutionaliserer industriel kedsomhed. Man tager børn fulde af energi og nysgerrighed og placerer dem ved et bord i et uinspirerende miljø time efter time. Børnene styres af uret og klokken. De skal helst være stille. Latter er et problem, selvom det er noget af det mest stimulerende for hjernen. Børnene får korte pauser. De udsættes for mange gentagelser, hvilket er kedsomhedens anden lov. De konkurrerer med hinanden, hvilket fremmer følelsen af isolation og ensomhed.

Det, børnene bliver bedst til i skolen, er at sidde på stolen. Men hjernen bliver doven, når vi sidder. Blodomløbet i lillehjernen mindskes, når vi ikke bevæger os, og lillehjernens tilstand påvirker alle funktioner i pandelappen. Så langt, intet nyt - vi bliver mentalt trætte af at sidde for længe. Det nye er i følge forskere fra University of Waterloo i Canada, at kroppen, når den udsættes for langvarig kedsomhed producerer kortisol. Et stresshormon, som i store mængder og ved varig påvirkning får vores hjerneceller i hippocampus til at skrumpe og blive skadet så meget, at det går ud over indlæringen, hukommelsen, koncentrationen og i sidste ende humøret. I den forbindelse er følgende udtalelse fra Noemi Katznelson, leder af Center for Ungdomsforskning, interessant:

I Korea er Danmark et brand – et internationalt varemærke – på en pædagogik og en tænkning, som de er interesseret i at købe. Den koreanske undervisningsminister vil indføre et såkaldt free learning-semester som en del af 13-14-åriges skolegang. Hvorfor? De koreanske elever ligger jo i toppen i PISA og klarer sig strålende fagligt? Forklaringen er, at Korea også har en anden kedelig rekord: bundrekorden i elevtrivsel (se fx artiklen Korea is the world’s top producer of unhappy school children). Det er baggrunden for, at Korea skuer mod Norden for at finde alternative veje til uddannelse. I Korea fortalte jeg om stigningen af test og målinger, der møder det danske skolesystem, og responsen faldt prompte og chokeret fra den sydkoreanske professor, der kom på podiet efter mig: ”But why? You have got Grundtvig!”.

emunns.wordpress.com/2014/09/16/dansk-fri-laering-er-en-eksportvare/#more-316

Korea har også en af verdens højeste selvmordsrater blandt unge.

Hvis det er sandt, at skolen i alt for høj grad genererer kedsomhed, så har vi en god forklaring på, at elevers læringskurve ofte er nedslående flad og i nogen tilfælde faldende - fx når det gælder evnen til divergent tænkning.»Divergent tænkning foregår, når problemløseren afsøger flere forskellige muligheder for at løse en opgave eller et problem. [...] Divergent tænkning åbner perspektiv og muligheder under problemløsningen, og er fantasirig og opfindsom.« (citeret efter Hilling 2003: 44).

I et tegnet oplæg (animate) på RSAs geniale hjemmeside giver en af de skarpeste og sjoveste uddannelsestænkere, Ken Robinson, skolen ansvaret for et drastisk fald i elevernes evne til at tænke divergent. Hvis man spørger børnehavebørn, hvad papirclips kan bruges til, klarer 98% sig fremragende. De kommer op med et hav af kreative og fantasifulde forslag. Spørger man de 8 – 10 årige klarer 50% sig fremragende og så falder antallet ellers drastisk i løbet af skoletiden.

https://www.thersa.org/discover/videos/rsa-animate/2010/10/rsa-animate---changing-paradigms/

Man må frygte at den divergente tænkning, i den fagre nye mål- og teststyrede skoleverden får lige så gode vækstbetingelser som floraen i Death Valley.

Se en TED-talk med Ken Robinson:

https://www.ted.com/talks/ken_robinson_how_to_escape_education_s_death_valley?language=da

Og lad nu være med at sig, at målstyring og teststyring er to vidt forskellige størrelser, at de ikke hænger sammen, at de ikke har nogenlunde de samme konsekvenser. Det kan børn i 1. klasse gennemskue er noget vrøvl. Hvis min lærer og jeg skal vurdere, om jeg når i mål med hundredevis af læringsmål, så skal jeg da være et usædvanligt sansebedøvet og emotionsnegligerende barn, hvis ikke jeg mærker de ubehagelige TEGN på test. Der er selvfølgelig forskel på teststyring og målstyring. Test kan få børn til at kaste op, evindelig kontrol af læringsmål giver dem kun kvalme.

”Men de virker jo,” indvender nogen. ”Jeg har selv prøvet det. Eleverne sidder dybt koncentrerede og helt rolige, når de arbejder med de taksonomiske målstyrings- og evalueringsark.”

Og ro og opmærksomhed er ofte en mangelvare i skolen, så det er fristende at gribe til det, der med et snuptag virker. Så at sige pædagogisk pisse i bukserne, når man står der og føler sig kold og ensom oppe ved kateteret. Nu skal I måles! Enhver der har prøvet det, ved, at det ikke varmer særlig længe, så bliver der mega meget koldere i klasselokalet.

Test- og målstyring kan sikkert også blive en varig succes, hvis det, man gerne vil opnå, er lydige soldater i konkurrencestaten: mennesker med forbrugertilliden i orden, mennesker, der kun drømmer købedrømme, som kan indfries ved at knokle røven ud af bukserne på et ureguleret arbejdsmarked, mennesker, der er mest optaget af sig selv og  aldrig kunne finde på at løfte en finger for fællesskabet, mennesker, som affinder sig med eller simpelthen ikke kan gennemskue den politiske elites frasefyldte arrogance.

 

Da jeg var ung for rigtig mange år siden, blev jeg og andre ofte stoppet af et ivrigt ungt menneske, når vi gik ned ad Strøget i København. De stillede os altid det samme enslydende spørgsmål:

    ”Ska’ du ha’ en test?”

    De kom fra Scientology og fulgte man med dem ned ad en sidegade og op på et kontor, kunne man få taget en test, som viste, at man var et fantastisk menneske, som bare lige havde et par enkle skruer løs i personligheden, de sagtens kunne fikse med Ron Hubbards gode ord og lidt betaling.

    Min bror og jeg snakkede ofte om, at vi burde forskrække de unge speedsnakkende  plattenslagere, når de næste gang sagde:

    ”Ska’ du ha’ en test?”

    ”Om jeg ska’ ha’ tæsk …”

    Vi er fredsommelige mennesker, så jeg tror aldrig, vi gennemførte planen. Det burde vi måske have gjort, for nu vælter de scientologiske læringsprodukter, i omskrevet form og uden varebetegnelse, ind over folkeskolen.

Tilbage til den med rette højt værdsatte ro og opmærksomhed. De to behagelige tilstande kan fremkaldes på mange forskellige måder. Og måderne, roen og opmærksomheden skaffes til veje på, er lærende og dannende i sig selv. Det er ikke helt som, du bliver, hvad du spiser! Du bliver ikke kun det, du lærer, du bliver også måden, du lærer på.

Man kan høre en knappenål falde til jorden i min 8. klasse, når vi en gang om ugen har frilæsning af medbragte romaner i 35 – 40 minutter, også hvis jeg forlader klassen i fem eller ti minutter for at kopiere eller hente noget på biblioteket. Man kan let få den tanke, at de nyder at læse …

   Ja, jeg nåede det heller ikke denne gang, forklaringen på, at klassen læser så godt. Men næste gang kommer den, det lover jeg, og jeg glemmer heller ikke mit set up. Det tredje indlæg kommer også til at handle om, hvad der skal ske, når vi (lærere, elever og forældre), med civil ulydighed snart får sparket det blytunge og firkantede misfoster af en bold (test- og målstyring) helt ud af den danske læringsarena, hvad er det så, vi gerne vil spille med?

Før det sidste punktum sættes i dette indlæg, skal I have nogle kloge ord fra to kloge mennesker:

Neurologen Antonio Damasio i LEARNing Landscapes Vol.5:

When we educators fail to appreciate the importance of students’ emotions, we fail to appreciate a critical force in students’ learning. One could argue, in fact, that we fail to appreciate the very reason that students learn at all.

Dr.theol Paul Otto Brunstad i antologien, Slipp elevene løs!

”Å, det er så kjeeeedeligt!!!” Under dette sukkets svøpe løper dagens lærere rundt for at finne mottrek som for en stakket stund kan stagge eller dempe dette drepende sukket fra elevene. (…)

En pedagogisk tenkning som instrumentaliserer hele læringsprocessen, vil få en problematisk blåmandag etter hvert som kroppen tar hevn. Det betyr også at mer av det samme, mer teoritung undervisning ikke løser problemet. Kjedsomheten som fenomen kan kun forstås og bearbeides på bakgrunn av en helhetlig forståelse av mennesket. Det finnes en lang række områder i livet utenom den kognitive som må trenes, dannes og øves for at humanitet og medmenneskelighet skal få rom og livsvilkår.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ