Jeg har stemt ja til OK15, og hvorfor det?

Jeg har været i tvivl, men efter mange overvejelser blev det altså et ja. Det er ikke fordi jeg er bange for konsekvenserne ved et nej, det er ikke fordi jeg tror, at det ikke kan blive bedre i forligsinstitutionen og det er ikke fordi, at jeg tror, at Corydon er sur over forhandlingsresultatet.

Jeg har i stedet overvejet, hvad det er vi ønsker af en overenskomst. Som udgangspunkt må vores primære mål med en overenskomst være at få mere i løn og bedre arbejdsvilkår. Vi får højere lønstigninger end forventet, og forbedringer for afholdelse af sjette ferieuge.

Der er ingen tvivl om, at det seneste år har medført en betydelige forringelse af vores muligheder for at levere den kvalitet i undervisningen, vi er vant til. Det er en udvikling magthaverene har ansvaret for. Vi har på alle måder forsøgt at gøre opmærksom på problemerne, vi har endda anvendt en betragtelig del af formuen i vores strejkekasse uden resultat. Lovgiverne har på det bestemteste frabedt sig vores rådgivning og med bred opbakning i befolkningen gennemført tiltag, der efter min opfattelse forringer folkeskolen.

Vi kan som professionelle lærere begræde denne udvikling, men er det en kamp vi vil bruge vores strejkekasse på? Skal vi bruge vores overenskomst og vores sammensparede strejkemidler på en redningsaktion, som ingen andre ønsker, og som med stor sandsynlighed vil resultere i, at vi som faggruppe vil have en dårligere position i debatten, end vi har nu?

Jeg mener ikke, at overenskomsten er den rette arena for den kamp. Derfor er mit ræsonnement, at hvis man vil have mere i løn og bedre mulighed for at afholde sjette ferieuge, må man stemme ja til OK15, hvis man er utilfreds med lov409 og folkeskolereformen, må man stemme de ansvarlige ud af folketinget.