Lektier
0   662

Tomme lokaler: 
Lektiecafé for de færreste

Elevfattige lektiecaféer, tidskrævende bevægelse uden bevist effekt og understøttende undervisning, der ikke får lov til at folde sig helt ud. Sådan går det med de nye reformkrav på Trongårdsskolen.

Vi er i 6. klasse. Eleverne har dansk, og med 20 minutter tilbage af timen stopper Mikael Nielsen den almindelige undervisning. Nu skal dansk leges ind ude i skolegården med en bold.

Folkeskolen besøger Trongårdsskolen i Lyngby for at høre, hvordan det går med to helt centrale begreber i den nye skolereform, navnlig den understøttende undervisning, herunder lektiecaféerne og bevægelse i undervisningen.

Artiklen fortsætter under banneret

Og konklusionen er tydelig: Det kunne godt gå bedre.

Lektiecaféen virker ikke helt efter den politiske hensigt, der er at bryde med negativ social arv. På nogle klassetrin er der nærmest ingen elever, som benytter sig af tilbuddet om hjælp til lektier på skolen.

Det gør kun hver syvende af de 60 6.-klasseelever på Trongårdsskolen, hvilket ikke undrer lærer og bibliotekar Mikael Nielsen.

»Hvem gider møde op i ottende lektion om fredagen?« spørger han retorisk. Lektiehjælpen er dog mere besøgt på andre klassetrin.

Mere populært er den faglige fordybelse, også kaldet øvetid, som for eksempel kan være et kommakursus.

Men at lektiecaféen ikke er blevet en stor succes, er måske meget heldigt, for så er der det mindre arbejde i en tid, hvor tingene er under stor forandring.

»Horribel ordning«

Pædagogerne skal tage sig af 60 procent af den understøttende undervisning i Lyngby-Taarbæk Kommune. Dermed tegner lærerne sig kun for 40 procent, og det er et problem, mener Anne-Marie Bach, der også både er lærer og bibliotekar på skolen.

»Lektiecaféen virker nogenlunde nu, fordi der ikke møder flere op. Jeg ved ikke, hvad der sker, når vi skal have 26 elever til én underviser«, siger hun.

»Der kommer jo ikke flere undervisere«.

De to kolleger er enige i, at pædagogerne er blevet sendt på glatis på grund af besparelser.

»At pædagogerne skal stå for 60 procent, er jo den billige løsning«, siger Mikael Nielsen, der mener, at 60/40-ordningen er »helt horribel«.

»De har ikke fagligheden til at stå for at støtte eleverne i fag, som pædagogerne ikke har haft, siden de selv gik i skole. Det er klart«, siger han.

»Jeg synes, det er pissesynd for dem«.

Viceskoleleder Anne Bay medgiver, at der er »udfordringer« i, at pædagogerne skal varetage så stor en del af den understøttende undervisning. Trongårdsskolen er delt op i en afdeling 1 for børnehaveklasse til og med 5. klasse og en afdeling 2 for de større elever.

Ledelsen har forsøgt at lægge så meget af pædagogernes arbejde i afdeling 1 som muligt, fortæller Anne Bay.

»Det er svært for dem at hjælpe eleverne i afdeling 2«, siger hun og sender en bøn til politikerne i forhold til at løse problemet med lektiecaféerne, når de efter næste folketingsvalg bliver obligatoriske.

»Jeg håber, vi får lov til at tænke kreativt og lægge lektiehjælp på alle mulige tider af dagen, fordi alle er for trætte så sent på dagen«.

Anne Bay vurderer dog, ligesom Mikael Nielsen og Anne-Marie Bach, at det går godt med lektiehjælpen i de timer, som køres af lærerne.

Man skal kende klassen i understøttende undervisning

Anne-Marie Bach er klasselærer for en 9.-klasse, og hun er lykkedes med at udøve god understøttende undervisning sammen med dem i biologi. Hun har taget fat i nogle artikler om aktuelle emner som ebola og listeria og dermed koblet faget tættere sammen med, hvad der foregår i den virkelige verden.

Det synes hun, at understøttende undervisning er et godt middel til. Nogle gange har eleverne svært ved at se, hvad de kan bruge deres skoleviden til.

»Det er biologi på en anden måde, og eleverne er ret glade for det«, siger Anne-Marie Bach, der også bruger den understøttende undervisning til timeløse fag, for eksempel arbejdsmarkedskendskab, idet klassens tid er droppet med reformen.

Til gengæld har hendes kollega, som står for klassens kristendomskundskabstimer, ikke haft lige så stor succes.

»For at den understøttende undervisning kan komme til at virke, skal lærerne kende klassen rigtig godt. Det er klart, at det er svært at få det til at fungere, når eleverne kun er sammen med deres kristendomslærer i en lektion om ugen«.

Bevægelse, når det passer ind

Kravet om 45 minutters bevægelse om dagen er også en udfordring, og Mikael Nielsen efterlyser beviser for, at det rent faktisk gavner elevernes kognitive indlæring.

»Jeg gad godt vide, hvor stor læringseffekten er, i forhold til den tid vi bruger på det«, siger Mikael Nielsen.

En stor del af undervisningstiden går nu med at instruere elever i lege, som måske/måske ikke virker.

Nu er vi tilbage i skolegården, hvor eleverne holdvis skal kaste en bold rundt mellem sig. Hvis bolden skifter hænder ti gange, uden at modstanderholdet kommer imellem, må eleverne stille det andet hold et spørgsmål i dansk grammatik. Hvad er et adjektiv, et tillægsord, et substantiv?

Men bolden når ikke mange gange rundt. Ud af de tyve minutter, klassen bruger på øvelsen, går otte-ni minutter med instruktioner, med at korrekse og med at besvare spørgsmål om reglerne. Og ikke mindst med at få samlet eleverne i gården, hvor drengene i ægte frikvarterstil som det første finder en fodbold og begynder at styrte rundt efter den.

Det er ikke nogen nem opgave at levere bevægelse i en faglig sammenhæng, som giver mening for både lærere og elever. Måske bliver det bedre med tiden, drømmer Mikael Nielsen og Anne-Marie Bach om.

»Vi gør det (bevægelse, redaktionen), når det passer ind«, siger Anne-Marie Bach. Hun mener ikke, det fungerer nu.

»Der er nogle rigtig gode sproglærere her på skolen, som har haft bevægelse i undervisningen i mange år. I deres timer giver det mening. Det må ikke blive bevægelse for bevægelsens skyld«, siger hun.

Anne-Marie Bach mener, at differentiering ikke kun er et kodeord for bevægelsen, men for hele reformen.

»I Lyngby-Taarbæk har vi mange resursestærke elever og forældre, og derfor har vi kunnet levere gode resultater i mange år. Jeg synes, at man burde se på, hvor det ikke virker, og så sætte ind der med en anderledes skoledag«, siger hun.

 

TRONGÅRDSSKOLEN - DEL 2

• I starten af det nye skoleår besøgte Folkeskolen Trongårdsskolen i Lyngby. Dengang var en af konklusionerne efter de første dage under den nye arbejdstidslov, at tiden havde fået et helt nyt fokus i lærernes hverdag. 
»Nu er jeg begyndt at kigge på, hvornår jeg går hjem. Det har jeg aldrig gjort før«, sagde Bent Roland Pedersen dengang.
To måneder inde i det nye skoleår er vi tilbage på skolen for at følge op på den nye skoledag under reform og arbejdstidslov.

Begge lærere sender roser af sted mod deres ledelse. Den gør, hvad den kan, for at det hele ikke virker så voldsomt.

»Vi føler os ikke som industriarbejdere, der bare tjekker ind og ud. Vi bliver taget alvorligt«, siger Mikael Nielsen, og Anne-Marie Bach nikker. Der er ingen stempelure. Heldigvis. Men der er stadig masser af udfordringer i Lyngby.

»Måske finder det sit leje på et tidspunkt, men det er et stort maskineri lige nu«, siger Mikael Nielsen om reformen som helhed.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ