Folkeskolens udvikling styres af nyliberal incitamentsteori

Ude på skolerne knokles for tiden med implementeringen af ny arbejdstid, skolereform og inklusion. Frustrationerne blomstrer og lærerne føler sig sat uden for døren med besked om, at de nye tiltag fordres af nødvendigheden. En retorik, der er velkendt i nyliberal tankegang og siden 1987 gradvist har reduceret folkeskolen til en politisk topstyret institution støttet af teknokraternes forskning, der leverer hvad politikerne ønsker. Målet er forestillingen om en virksomhedsdrevet og markedsorienteret konkurrencestatsskole, hvor det tænkes muligt politisk at justere på parametre som læring og karakterer. Midlet er den nyliberale administrationstænkning New Public Management (NPM), hvis grundlæggende incitamentsteori, som en usynlig hånd, har taget et fast greb i folkeskolens udvikling.     

Siden midten af 1920érne har folkeskolens udvikling været præget af forsøgs- og udviklingsarbejdet båret af engagerede lærere, der havde blik for udviklingsmuligheder i skolen og med barnet i centrum. Begreber som forsøgsklasser og forsøgsskoler blev en del af den pædagogiske udvikling, der i høj grad kom til at præge folkeskolelovgivningen. Fra 1960érne findes forsøg, hvor kreative fag erstattede timer i dansk og regning – uden at eleverne blev ringere til selv samme fag (Østrigsgadesforsøget) samt forsøg med ikke at dele eleverne i 6. – 9. klasse (Kroggårdskolen). I 1969 etablerede man ligefrem et Folkeskolens Forsøgsråd således, at der kunne søges økonomiske midler til at afprøve nye pædagogiske ideer. I løbet 1970érne og 80´erne gennemførtes over 100 forsøgsarbejder med fx værkstedsundervisning, projektarbejde, tværfaglig undervisning, medbestemmelse i undervisningen, helhedsskole og ikke mindst udvikling af specialundervisning. Kendetegnende for disse forsøgsarbejder var, at læreren formulerede ideen og stod for gennemførelsen. Endvidere spredte lærerne ofte selv erfaringerne via foredrag eller artikler. I international sammenhæng blev denne danske skoletradition derfor anset som unik og i næsten 200 år har den været grundpillen i den sammenhængskraft, der definerer et velfungerende samfund.  

Den lærerstyrede pædagogiske udvikling med fokus på eleverne blev ændret dramatisk i det skelsættende år 1987, hvor Folkeskolens Forsøgsråd erstattedes med Folkeskolens Udviklingsråd, der markerede starten på den stigende grad af centralt fastlagte udviklingsarbejder. Den daværende borgerlige regering lod sig indfange af den top-downstyrede manual NPM, hvor mål- og rammestyring, kontrol og evaluering var nødvendig for at styre folkeskolens udvikling. Der var ikke længere tiltro til, at lærerene kunne magte opgaven og professionelle forskere skulle i stigende grad tage over og skabe en såkaldt evidensbaseret viden tingenes tilstand i skolen. Nødvendighed baseret på eksakt viden var mantraet.   

I forlængelse heraf mistede lærerne i starten af 90érne reel indflydelse på det daglige arbejde i skolen med en ændret styrelsesvedtægt, der eliminerede det gamle lærerråd, hvor lærerne formelt traf beslutninger ved pædagogiske-faglige forhold. Efterfølgende blev læreren blot rådgivende over for skolelederen og skolebestyrelsen via Pædagogisk Råd og i forbindelse med skolereformen i 2014 blev også denne rådgivende funktion elimineret. 

Denne udvikling er et udtryk for at staten ikke længere har tillid til at lærerne kan løse opgaven i overensstemmelse med statens forventninger målt ved internationale undersøgelser – fx PISA. Forholdet mellem lærerenes effektivitet og/eller produktion og staten forventninger ikke på samme interesseniveau og ifølge nyliberal NPM- logik er det derfor nødvendigt at begrænse lærernes frihedsgrader for at kunne styre dem gennem brug af ”benchmarking” dvs. standarder, der gør det muligt at sammenligne fx skolers karaktergennemsnit, således at man kan finde de skoler, der effektivt løser opgaverne og derfra udvikle ”best pratice”. Det kræver management - en stærk ledelse, der kan medvirke i skabelsen af incitamenter, der kan drive lærernes motiver og adfærd i retning af best pracitce. Incitamentsteori handler primært om motivationsproblemer og om hvordan aktører/individer motiveres til at opføre sig på bestemte måder. Incitamenter er således et middel til at motivere til ønskelige handlinger og demotivere uønskede handlinger. 

Denne markedslignende tænkning og styring af folkeskolen er op gennem 00érne gradvist og ganske ubemærket blevet intensiveret gennem en lang række tiltag/lovændringer, der kulminerer med reformen i 2014: Indførelsen af taxameterordning, hvor pengene begyndte at følge eleverne, så det gjaldt om at ”holde på dem” eller tiltrække flere, skulle motivere skolerne til at yde en ekstra indsats eller profile sig. Offentliggørelse af karaktergennemsnit på skolerne, så vi alle kunne se, hvem der gør det godt og ikke mindst, hvem der gør det mindre godt. Ekstra kommunale bevillinger til skoler, der gør en særlig indsats og kan bruges som eksempel for andre. Indførelse af MUS-samtaler i håb om at udvikle og drage nytte af den enkeltes lærers potentialer. I 2001 indføres ”klare” mål for de enkelte fag og trods en lang diskussion om forpligtelse i forhold til disse mål og formuleringen, er intensionen ganske klar: Lærernes skulle levere en undervisning, der kunne måles på eleverne og som kontrolforanstaltninger indføres i 2006 dels de omstridte elevplaner, hvor den enkelte elevs udbytte skulle dokumenteres i alle fag og dels de årlige nationale test (der dog først i 2010 var færdigudviklet og kunne tages i anvendelse). Endvidere gøres afgangsprøverne obligatorisk for alle elever, så vi kan få et reelt billede af det faglige niveau på skolerne.

Skolelederne underlægges i mange kommuner kontraktstyring med ekstra økonomisk bonus, hvis de kommunalt fastsatte mål (fx karaktergennemsnit, økonomi eller sygefravær) opnås men også mulighed for at belønne medarbejdere, der særligt medvirker til at lederen når sine mål. Således er skolelederen underlagt markedslogikkens styringsredskaber og læreren kan i princippet forhandle individuel løn på samme måde som i en privat virksomhed.   

Der er ingen tvivl om, at de nævnte tiltag/incitamenter enkeltvis kan begrundes i nødvendighedens logik, men samlet set udgør i en bekymrende udvikling. Når den offentlige skole således i fremtiden drives en privat virksomhed med enerådig ledelse, bestyrelse og bundlinje, styret af lederens resultatkontrakt med den kommunale forvaltning, reduceres såvel elever som lærere til agenter i forhold til disse resultater/mål. Lederen behøver ikke længere have en læreruddannelse - bare vedkomne kan ledelse og kontraktstyring. Professionelle forskere må tage over og sætte kursen og i 2006 oprettedes Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning med det formål, at skabe overblik over den aktuelt bedste viden om god undervisnings- og uddannelsespraksis samt at formidle denne viden til fagenes udøvere – lærerne. Forskningen skulle bidrage til, at udviklingen gik i den politisk ønskede retning med termer som videnskabeligt dokumenteret og evidensbaseret viden. Den nuværende regering bevilligede sidste år 40 millioner kroner til såkaldte ph.d.-projekter (dvs. forskningsrelaterede) om inklusion, sprogundervisning, digitalisering og elevrettet ledelse i skolen og denne satsning vidner om en fortsat ”videnskabeliggørelse” af indholdet og anvendelse af metoder i folkeskolen. I faglitteraturen ses titler som ”Dannelse der virker”, ”Læsning, der lykkes”, ”Inklusion når det lykkes” og efterhånden omtaler også lærebogsforlagene deres materialer som ”evidensbaserede” materialer. Læreren som professionen reduceres til en uvidende undervisningsassistent, der naturligt må underlægge sig centralt styret forskningsmæssig evidens, skabt af personer, der ikke selv arbejder i folkeskolen, men som foregiver at pædagogik, psykologi og didaktik er eksakte videnskaber indenfor hvilke, det er muligt at måle og kontrollere. Eleverne reduceres til deres resultater - målelige præstationer og interessen for deres mangfoldige og personlige udfordringer forsvinder. Forældrene bliver til "kunder i butikken" og kunden har altid ret. 

NPM har som styringsideologi en indbygget tendens til at afpolitisere sig selv. Den fremstiller politiske beslutninger som spørgsmål om nødvendigheder. Fx blev der nødvendigvis satset mange millioner af kroner på læseforskning, læsekurser og læsevejledere efter læsechokket i 1993 og her 20 år efter har det blot givet en beskeden læsefremgang, men i samme 20-årige periode er Danmark gået fra at være ét af verden rigeste lande til en 21. plads! Var det så en fejlslagen investering eller bare nødvendig?

Forskning viser tilsyneladende, at tydelige mål er vigtig for læring - men selv om vi ved en masse teoretisk om læring, er der endnu ikke enighed om hvad læring er i praksis og vi ved faktisk ikke, hvordan børn lærer bedst. Ikke desto mindre skal der konstant evalueres for at måle elevernes læring via omkostningstunge nationale- og internationale tests - igen uden nævneværdige resultater. 

 Taberne i denne privat virksomheds drevet skole er eleverne. De vil konstant blive målt og vejet og være genstand for en cost-benefittænkning i relation til det globale arbejdsmarked. Vinderne er lærerne/underviserne, der for første gang i skolens historie kan frasige sig ethvert ansvar for, hvad der foregår folkeskolen. Det er nu fuldt ud overdraget til politikere, ledere på alle niveauer og de teknokratiske forskere. Man må håbe, de ved hvad de gør!

Ib Hedegaard Larsen

Lærer og cand.pæd.psych.