Debat

Træd varsomt – thi her skabes mennesker

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Flere mindre skoler har i flere år brugt ovenstående citat i kampen for overlevelse i en til tider heftig strukturdebat.

Nu kan vi passende bruge det bredt om hele folkeskolen. Det er godt et år siden, den meningsløse lockout sluttede, og siden har vi ventet og ventet. Hvad ville vore arbejdsgivere mere end at træde på os.

De ved det vel knap nok selv. De har ladet sig føre (forføre), men nu er det alvor. Reformen venter, og planlægningen af næste skoleår kan ikke vente meget længere.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Dygtige og engagerede lærere er den vigtigste forudsætning for en folkeskole i verdensklasse. Der skal skabes et arbejds- og samarbejdsklima, der kan fastholde og tiltrække lærere. Men arbejdes der hårdt nok på at skaffe sig denne kvalificerede arbejdskraft eller fastholde »det guld«, der er på gaden?

Mange af jer læsere vil givet svare nej, hvis I bliver spurgt. Medarbejderpleje og personaleledelse har ikke det nødvendige fokus. Nok er folkeskolen ikke en fabrik, men folkeskolen skal også ledes og plejes som enhver anden virksomhed.

God ledelse sætter kompetencerne fri og realiserer potentialerne hos den enkelte. Den enkeltes faglighed og stolthed skal sættes i spil. Vi er parate til at påtage os ansvaret og opgaverne.

Vores faglige stolthed giver os afsættet. Men giv os ro til at løse denne opgave. Ledelse er slet ikke et spørgsmål om, hvem der bestemmer.

Fjern fokus fra diskussionen om, hvem der nu bestemmer over hvem. Det vil være nyttigt at fokusere på, hvem der har hvilke fagligheder i forhold til den fælles opgave, der skal løses. For såvel elevernes som medarbejdernes og ledernes skyld. Det vil skabe engagement.

April 2013 var kold og tog hårdt på os alle. April 2014 har været bedre, men to måneder til »at sætte det nye skoleår op« er ikke lang tid. Der er stadig meget store udfordringer i kombinationen af reformen og arbejdstiden. Min opfordring skal gå på dialog og samarbejde.

Flere kommuner og skoler har erkendt, at den centrale styring, Moderniseringsstyrelsen og KL har forsøgt at pålægge kommuner og institutioner, er en fejlslagen taktik. I samarbejde med kredse og andre tillidsvalgte har man netop gennem dialog og samarbejde skabt et grundlag for en skole, hvor man med tanke for det enkelte barn og den enkelte medarbejder træder varsomt.

Giv os ro. Lad os i fællesskab italesætte, forklare og inspirere hinanden. Skolen og vi som medarbejdere har brug for det. Det giver resultater.