PCB kan være yderst sundhedsskadeligt, hvis koncentrationen af stoffet er for højt.

PCB-ramt skole skal rives ned

De to tredjedele af Frederiksberg Skole i Sorø, hvor giftstoffet PCB plager indeklimaet, skal rives ned. Det har byrådet besluttet. I 2008 blev der målt store mængder af det sundhedsskadelige stof på skolen, og siden har der været stor diskussion om, hvordan problemet skulle løses.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er tidligere blevet besluttet at rive skolen ned. Men da Sorø Kommune i marts fik nogle pristilbud på nedrivningsopgaven, lød det billigste på 41 millioner kroner, hvor kommunen havde budgetteret med 12 millioner kroner, og derfor udsatte de lokale politikere den endelige beslutning.

Første folkeskole rives ned på grund af giftig PCB

Prisen på nedrivningen af skolen er steget i takt med, at tiden er gået siden 2008, hvor PCB-niveauet blev målt til at være sundhedsskadeligt højt. Kravene til deponeringen af det giftige stof er nemlig løbende blevet skærpet.

Nu sker det 

Nu skulle det så være sikkert og vist. I sidste uge blev byrådet enige om, at store dele af skolen skal rives ned, og at der skal bygges helt nye bygninger til Frederiksberg Skole. Det bliver først i slutningen af april afgjort, hvornår nedrivningsarbejdet bliver sat i gang, men det bliver senest i skolernes sommerferie næste år, fortæller Henrik Madsen, der er skole- og daginstitutionschef i Sorø Kommune.

Byrådet har nu besluttet, at det skal præcisereres, hvad der kræves for, at skolen kan rives ned efter gældende regler. Derefter vil politikerne igen sende opgaven i udbud med den forventning og forhåbning, at det kan sænke prisen.

PCB kan være yderst sundhedsskadeligt, hvis koncentrationen af stoffet er for højt. Som en direkte konsekvens af den høje forekomst er gravide lærere blevet henvist til nyere PCB-frie lokaler, siden problemet blev opdaget.

Kortlægning: Skoler bør undersøges for PCB

Ekstra rengøring og mere udluftning har sænket niveauet af PCB til en grænse, hvor embedslægen har vurderet, at der ikke længere er nogen risiko forbundet med skolegang i lokalerne, siger Henrik Madsen.

"Men der er enormt meget psykologi i det her, og hvis embedslægen blev spurgt direkte: Er det bedst at arbejde i et lokale, der er ramt af PCB eller ej, så er svaret indlysende", siger han.

Kredsformand: Det kan ikke gå stærkt nok 

Kredsformand i Ringsted-Sorø Lærerforening Mogens Larsen er glad for kommunens beslutning, men er bekymret for, at lærerne har haft dårlige arbejdsforhold i en årrække - og måske skal have det i et år mere.

"Vi var tilfredse sidst, det blev besluttet at rive skolen ned, og det er vi selvfølgelig også nu".

"Men det kan ikke gå stærkt nok med at komme i gang. Enhver form for dårligt arbejdsmiljø er ikke godt for noget som helst, og vi kan ikke have, at lærerne skal rende rundt i de lokaler længere".