Antorini på udebane

Undervisningsministeren forsøgte at klinke skårene oven på forårets konflikt på DLF-kongressen. Anders Bondo mente i en kommentar, at lærerne har svært ved at se sig selv i Christine Antorinis virkelighed.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I september 2011 blev DLF's kongres afholdt dagen før folketingsvalget, og partiernes uddannelsespolitikere var indbudt til debat. Socialdemokraternes undervisningsordfører, Christine Antorini, blev hurtigt forsamlingens helt. Hun fortalte med begejstring om Ny Nordisk Skole, om at lave en Blå Betænkning 2, og hun drømte om at indstifte en nobelpris i pædagogik. Den kommende undervisningsminister var på hjemmebane, da hun plantede håb i lærerstandens delegerede, der tørstede efter en politisk ledelse med aktivt medspil til skolen.

I september 2013 blev DLF's kongres afholdt i slipstrømmen på forårets lockout af lærerne og den medfølgende aftale om en ny folkeskolereform. Socialdemokraternes undervisningsminister Christine Antorinis optræden var markant anderledes. Den ellers så energiske taler var famlende og afdæmpet. Og hvor hun normalt har teksten som skabelon og primært søger kontakt med forsamlingen, stod den på oplæsning fra en synligt påvirket minister.

»Man skal være meget tykhudet for ikke at mærke en dyb frustration fra rigtig mange lærere, som ligger lige under overfladen. Det mærker jeg blandt andet, når jeg i forbindelse med skolestart er ude på skolebesøg, og hvor vi også har diskuteret den nye skolereform. Der er sagt og skrevet meget, og der er også faldet hårde ord«, sagde Christine Antorini blandt andet.

»Så jeg vil ikke sige, at nu skal vi bare komme videre - eller kigge fremad, som Anders Bondo sagde i sin beretning. Men omvendt, så skal vi heller ikke lade konflikten spærre for, at skolen kan udvikle sig, med de mange muligheder der ligger i skolereformen«, sagde undervisningsministeren. Hun understregede flere gange i løbet af talen, at reformen er aftalt af en historisk bred forligskreds, som består af seks partier.

Mange ting i reformen vil være kendt på forhånd, fortalte ministeren, der også varslede, at lærerne vil opleve reformen som et »radikalt nybrud i forhold til skolekulturen«.

»Det er en skolekultur, hvor man går fra én lærer, én klasse, én time til fælles planlægning og gennemførelse af undervisningen i team omkring klassen eller årgangen«, sagde ministeren blandt andet.

Hvad med virkeligheden?

DLF-formand Anders Bondo Christensen fik mulighed for at kommentere ministerens tale, umiddelbart efter at hun havde forladt talerstolen.

»Når jeg hører din tale her til kongressen, så tror jeg, at mange lærere vil sidde og tænke: Hvor er min virkelighed - hvor er min situation? Det bliver vi nødt til at forholde os til, vi kan ikke bare snakke fine målsætninger og så videre. Vi brænder for at gøre det godt for vores skole. Men hvordan får vi det realiseret i virkeligheden? På et eller andet tidspunkt må vi komme ind i et konkretiseringsniveau, så vi kan tale samme sprog. For ellers vil lærerne føle, at vi helt sikkert har en velmenende minister, men hun taler bare ikke vores sprog«, sagde DLF-formanden.