8. klasses elever støtter deres lærere. De kommer løbende under morgen-zumbaen med deres skilte

Afdelingsleder: Vi er dybt bekymrede for specialeleverne

På Kildevældsskolen i København er specialklasserækkens elever lockoutramte. Eleverne har generelle indlæringsvanskeligheder og har svært ved at socialisere sig. Lærerne er dybt bekymrede for dem. Imens prøver lærere, elever og forældre at holde gejsten oppe under lockouten med morgen-zumba foran skolen.

Publiceret
Morgen-zumba foran Kildevældsskolen på Østerbro i København
Koncentration hos zumba-udøverne
UU-vejleder Morten Petersen skal låne penge for at få familien til at fungere her under lockouten. Han er også gift med en lockoutet lærer og har tre børn

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"75 procent af vores 110 elever i specialklasserækken er lockoutramte. De sidder isolerede derhjem-me. Jeg er dybt bekymret for dem jo længere tid, de mister deres dagligdag. Der er slet ikke spændt noget sikkerhedsnet ud under dem. De har stort behov for struktur og forudsigelighed, og de forstår ikke, hvad lockout af lærerne går ud på. De er frustrerede og ser bare, at deres trygge dagligdag er forsvundet", siger afdelingsleder for specialklasserækken Morten Leer ude foran skolen, hvor lærere og forældre varmer op til morgen-zumba. Han fortæller, at mange af specialrækkens forældre ikke har pasningsmuligheder til børnene, som derfor sidder alene derhjemme. "Der kommer til at ligge et kæmpe arbejde med at få eleverne tilbage i deres vante struktur, når denne lockout engang er slut. Meget af vores arbejde er social læring. Arbejdsgiverne har besluttet, at lærerne på specialskolerne ikke skulle lockoutes, men vi er en del skoler, der har mange specialklasseelever, som der ikke er tænkt på. De har de samme problemer med behov for en tryg hverdag med struktur og forudsigelighed som specialskolernes elever har. Arbejdsgiverne har lavet en grov sortering, der er alt for grov", siger Morten Leer. Tillidsrepræsentant Jeppe Krogh fra Kildevældsskolen deler bekymringen for specialklasserækkens elever og for deres familier nu hvor lockouten har varet i over tre uger. "Meget enkle ting kan blive et stort problem for disse elever. Skolen og hverdagens struktur betyder også en aflastning for deres familier, men nu sidder eleverne hjemme - parkeret foran tv eller computer, hvis de er så heldige at have sådan en", siger Jeppe Krogh. "Når de kommer tilbage i skolen efter lockouten, kan hele socialiseringsarbejdet begynde forfra med eleverne. Hele opdragelsesdelen er en stor del af vores arbejde i specialklasserækken, hvor eleverne foruden generelle indlæringsvanskeligheder ofte også har andre vanskeligheder".

Elever med støtte-skilte Foran skolen brænder et lille bål og en gruppe af lockoutede lærere, forældre og elever danser zumba denne mandag morgen. Biler dytter i sympati, når de kører forbi den brogede flok, der hopper, danser og vifter med armene. Under zumbaen kommer en flok 8. klasses elever løbende med skilte, de har lavet. "I er de bedste", "Kæmp for alt hvad vi har kært" står der på nogle af skiltene. En lærer løber hen til eleverne og får knus fra dem alle. "Jeg savner jer", siger hun og løber tilbage til zumbaen, mens eleverne bliver stående med deres skilte.

Lockoutzumba på Østerbro

 UU-vejleder Morten Petersen står med gul vest med påskriften "Zieglers gidsel". "Vi er 45 UU-vejledere, der er lockoutet ud af 90. Det er ikke spor sjovt. Jeg er også gift med en lærer, så vi bliver nødt til at låne penge for at få familien til at køre. Vi har tre børn, så der er ingen pardon", fortæller han. "Min yngste datter på 10 år har to musiktimer om ugen her under lockouten, så man kan da sige, at de kreative fag har høj prioritet for tiden", griner han.

Kildevældsskolens lærere tænder en ild

 Nogle elever fra 5. klasse er også med til zumba sammen med to mødre. Den ene er lockoutet lærer og den anden går hjemme for tiden. Der er så mange tjenestemænd på Kildevældsskolen, at der er en del normal undervisning. Det betyder, at to 5. klasser har mange timer, men i 5.y har de ingen timer. "Det er meget mærkeligt, synes ungerne. De har efterhånden nået smertegrænsen. Min datter har erklæret, at hun ikke orker at se flere film", fortæller Trine Jensen, der er forælder og lockoutet lærer fra Ballerup. "Vi kender en familie, der nu har haft farmor boende tre uger for at klare pasningen af børnene, og det kniber med fantasien efterhånden. Børnene keder sig".