Debat

Så lad dog lederne bestemme

Med udgangsspunkt i, at arbejdstidsaftalen forventes fjernet, opstilles nogle principper, der kan danne grundlag for en videre forhandling med KL.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

- men giv lærerne muligheden for at sige STOP.

På alle arbejdspladser er der en relation, hvor det er arbejdsgiveren, der sætter rammerne omkring arbejdstiden. Arbejdstageren tager imod dette tilbud i en ansættelse. Det er den basale præmisse, som SKAL accepteres af Danmarks Lærerforening.Betyder det, at lærerne ikke har indflydelse på egen arbejdsdag? NEJ, for lærergerningen kan ikke gennemføres, hvis ikke den enkelte lærer tager ansvar for den opgave, vedkommende siger ja til.Det ved lederne godt, og derfor vil enhver fornuftig leder tilstræbe, at den enkelte lærer får de optimale arbejdsbetingelser inden for den givne ramme.Lærere og skoleledere har dybest set den samme interesse i at få samarbejdet til at fungere. Lederen er tvunget til at optimere forholdene for lærerne for igen at sikre det optimale output overfor interessenterne, som ud over dem selv andrager lærere, elever, forældre og omgivende samfund.Hvad er så lærernes bekymring ved at lade lederne bestemme over arbejdstiden? Og hvorfor er lærere, der samvittighedsfuld passer deres arbejde og skaber dygtige og velfungerende elever, så bange for at lade ledere bestemme – hvorfor skulle en leder ønske at ændre på noget, der virker godt?Ser vi bort fra, at vi som uddannede mennesker gerne vil respekteres betingelsesløst, så er der også blandt mange lærere (flertallet?) en frygt for, at lederne vil pålægge dem opgaver, der vil øge arbejdsbelastningen.Det må jo nødvendigvis bunde i mistillid til lederne. Står det virkelig så ringe til på ledelsesfronten ude i folkeskolerne, ja så er der nogle håndtag, der skal bygges ind i en aftale, hvor der ligeledes bør nedfældes noget om den respekt for lærernes viden og faglighed, der er fraværende i debatten. Samtidig skal sammenhæng mellem arbejdstidsaftale og skolereform frakobles.

Jeg foreslår derfor, at man genoptager forhandlingerne med udgangspunkt i at arbejdstidsreglerne fjernes og, at nedenstående principper indskrives i en aftale.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Da jeg godt er klar over, at punkterne 4 og 5 kræver deltagelse af regeringen, bør det laves som en treparts aftale, eller der skal stilles garantier for punkterne 4 og 5 fra regeringen.

  1. Et lærekollegium skal kunne afskedige en skoleleder. Eksempelvis med underskrift fra 3/4 af de ansatte lærere SKAL kommunen/bestyrelse gribe ind og finde en anden leder.
  2. Samarbejdsudvalget (med-udvalg) skal evaluere på lederen en gang årligt. Denne evaluering skal indgå i den årlige evaluering, som skolebestyrelsen foretager af lederen. Er der mange kommentarer til lederens indsats, forpligtiges skolebestyrelsen til at tage skridt til at forbedre lederens rolle. Uddannelse, coachning med videre og der skal være ressourcer til disse tiltag evt. gennem en kommunal pulje.
  3.  Forsøget med afskaffelse af arbejdstidsaftale løber over tre år. Herefter evalueres ordningen og er ordningen ingen succes, forhandles ny arbejdstidsaftale med udgangspunkt i A08.
  4. En reform af Folkeskolen kan ikke træde i kraft før starten af skoleåret 2015/2016. Dette skyldes, at skolerne har brug for at finde ind i en arbejdsrytme uden arbejdstidsaftale og skal lære at manøvrere med den øgede inklusion.
  5.  Udarbejdelsen af en folkeskolereform kan kun ske med deltagelse af lærere og forskere samt med deltagelse af elever og forældre som observatører.

Trods alt er folkeskolen rygraden i vores samfund. og at jappe en folkeskolereform igennem virker urimeligt overfor medarbejdere, elever og alle vi andre. Først forsøg med afskaffelse af arbejdstidsregler, og hvis tilliden hertil vindes, og inklusion er indført og testet, så kan vi eventuelt iværksætte en folkeskolereform. At indføre for mange forandringer hovedkulds i et system med begrænset tillid parterne imellem fører ikke noget godt med sig.

Mvh Henrik Fougt, far til 3 skolebørn og medlem af skolebestyrelsen ved Sct. Nicolai Skole, Køge.