Lone Carlson er lærer i Faxe og ny formand for Hjemkundskabslærerforeningen

Hjemkundskabslærerne har fået ny formand

Der skal større fokus på hjemkundskabs muligheder, lyder det fra Hjemkundskabsforeningens nye formand Lone Carlson. Hun vil blandt andet arbejde for, at hjemkundskab kommer til at indgå i flere tværfaglige projekter.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Jeg kunne godt tænke mig at vende den udvikling, der er i folkeskolen, så der bliver mere positiv fokus på vores fag. Der skal være større synlighed. Vi skal vægte mere, så vi kan indgå i tværfaglige projekter", siger Lone Carlson. Lone Carlson har været aktiv i flere år i Hjemkundskabslærerforeningen og har senest været kasserer. Men siden januar måned har hun overtaget formandsposten. Hun har altid følt sig meget inspireret af de engagerede lærere, der er med i foreningen og stillede også op til formandsposten ved sidste valg, hvor Ulla Hedegaard løb med posten. Nu har Ulla Hedegaard efter otte år i bestyrelsen valgt at trække sig.

Mere end et ædefag  Lone Carlson glæder sig til at stå i spidsen for foreningens udvikling.  "Mange steder reducerer man i hjemkundskab, fordi man synes, at hjemkundskab er et udgiftstungt fag. Der kommer færre undervisningstimer og større hold. Det er et paradoks i forhold til det fokus, der er på sundhed i samfundet. Man gør hjemkundskab til et ædefag. Det får slet ikke lov til at vise sit værd", siger Lone Carlson, som også vil arbejde for større fokus på efter-videreuddannelse til hjemkundskabslærerne.

Kampvalg til bestyrelsen Lone Carlson er  uddannet i 2003 fra Vordingborg Seminarium. Hun arbejder i dag som lærer på Østskolen - afdeling Rolloskolen i Faxe. I år har hun faktisk ikke hjemkundskab, men det håber hun at få næste år. Meget overraskende var der i november måned kampvalg om at komme i Hjemkundskabslærerforeningens bestyrelse. Hovedstyrelsen havde ellers stillet et forslag om at reducere antallet af medlemmer fra 7 til 5, fordi de ikke troede det var muligt at rekruttere bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen valgte efter opfordring at trække sit forslag. De syv valgte er Lise Bruhn, Haderslev, Camilla Damsgaard, Aalborg, Sanne Würtz, Aalborg, Lise-Lotte Casimirius, Sjælland, Lone Carlson, Sjælland, Christine Bendix, Fyn, Winnie Svendsen, Sjælland. Supleant Birgit Jensen, Fyn.

Powered by Labrador CMS