Ministrene Christine Antorini, Karen Hækkerup og Morten Østergaard lægger i en kronik i Politiken 13.11. an til endnu et blandt utallige forgæves forsøg på at løfte uddannelsesniveauet i folkeskolen bare en kende op fra et nærmest fastlåst bundniveau i Danmark uden at drømme om at undlive den egentlige årsag til fornedrelsen, nemlig den højt beundrede udelte uduelighedsskole. Denne gang prøver man at tage tilløb helt tilbage fra børnenes fødsel. Og fra dette startpunkt er det ikke længere først og fremmest lærerne, der ene står for skud som dårligt eller utilstrækkeligt uddannede med et glubende behov for efteruddannelse. Denne gang er det pædagogerne, der skal se og blive noget dygtigere. Og som om, vi ikke har hørt det før til nærmest ulidelighed, så proklameres opråbet om, at NU – altså fra nu af – skal ”alle børn løftes uanset baggrund, så de alle får et godt børneliv”. Det har de skullet have haft tusinde gange før. Ja, men nu skal det altså være. Det er så pædagogernes opgave, når de engang bliver bedre uddannede. Men læg mærke til, at det samtidig er en indrømmelse af, hvor ringe udeltheden hidtil har fungeret. Med ministrenes kronik er den udelte antiskolen de facto undsagt så effektivt, som det næsten kan gøres. Og videre hedder det i kronikken, ”så børnene får et godt skoleliv og voksenlig”. Og det skal så ses som eftervirkningerne af de fremtidige ordentligt uddannede pædagogers arbejde. Altså hidtil har resultaterne af den beundrede udelte elendighedsskole været – nå ja, elendige. Men fra nu af, så skal skal I bare se.

Ministrene har åbenbart helt opgivet at løfte noget som helst med forskellige fantasifulde fiksfakserier inden for den udelte antiskoles rammer. Og det er da forståeligt. Den udelte skole er så elendig, som den altid har været, og som man allerede ved fødselen i 1993 vidste, at den ville blive. Så nu prøver vi så at tage tilløb helt tilbage fra børnene spædeste levealder og sætte pædagogisk indsatstryk på derfra. Det kan pædagogerne altså bare slet ikke leve op til nu. Men som ministrene skriver, så skal der ske et ”løft af pædagogernes kompetencer til at arbejde med børns omsorg (der skulle vel nok have stået arbejde med omsorg for børnene) udvikling og læring”. Pædagogerne skal i fremtiden, hedder det i kronikken, kunne imødekomme de forskellige ”komplekse funktioner i samfundet” (forretningsliv, tømrerhåndværk, landbrug, kollektiv trafik, fiskeri og hvad der ellers må være indeholdt i samlebegrebet: samfundets komplekse funktioner).

På den måde ”vil regeringen tage fat ved roden”. Men altså ikke røre selve ondets rod: det udelte kaotiske uunderviselige klassesammenrod. Ikke for noget i verden. Men der skal nok alligevel være en eller anden rod, som regeringen kan tage fat i.

”Vi skal give hvert enkelt barn mulighed for at udnytte sit fulde potentiale”, siges det. Og det er selvfølgelig skamløs tom ministersnak, da hver enkelt barn skal fortsætte med at sidde i de udelte kaotiske forsamlinger og tabes eller forsømmes i undervisningen. For skolen skal jo ikke indrettes elevdelt, så alle elever virkelig kan udnytte deres fulde potentiale.

”Regeringen har sat kvalitet øverst på den uddannelsespolitiske dagsorden”, siger kronikørerne, og bibeholder stædigt den mest kvalitetsnedtonende skole, som Danmark nogen sinde har haft.

Men nu vil man altså prøve at sætte fuld kraft på fra barnets fødsel og så med fuld kraft skyde barnet ind i udelthedens amorft klæge kagedej og så håbe på, at der med en sådan kraftindføring vel nok kommer noget veluddannet ud på den anden side efter ni år skolegang. Og i den tid kan udeltheden vel få fred.