Snydt igen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er aldrig morsomt at blive skuffet.

Nogle skuffelser kommer man dog hurtigere over end andre. De værste skuffelser kommer fra ens nærmeststående, og de kan være svære at komme over. Mit samliv med DLF startede midt i 1960'erne og er så siden fortsat på næsten alle planer i foreningens virke indtil nu, hvor det gælder pensionisternes interesser.

Jeg opfatter foreningen som mig nærtstående, så derfor er skuffelsen så meget større, nu hvor jeg virkelig føler mig svigtet.

Jeg hentyder naturligvis til det indgåede lønforlig på det statslige område. Dette forlig gælder for DLF specielt tjenestemandspensionisternes forhold - altså de næste tre års pensionsudvikling for DLF's pensionistmedlemmer. Kort sagt: Vi får intet som helst ud af forliget - snarere tværtimod!

Alligevel udtaler chefforhandler Sine Sunesen, Akademikernes Centralforening, at »vi har fået mere, end jeg havde regnet med«, og Centralorganisationernes Fællesudvalgs næstformand, Anders Bondo Christensen, supplerer: »Det er det bedste overenskomstresultat siden 1987«. Det lyder jo godt og gælder sikkert også for nogle grupper - men absolut ikke for pensionisterne. Vi havde også denne gang gjort et stort forarbejde for at fremlægge og dokumentere vore krav, og organisationerne bakkede os helt op blandt andet i vort ganske rimelige hovedkrav, at »udviklingen af pensionerne skal være den samme som udviklingen af lønningerne«. Hvad er ellers rimeligt?

Blandt andet bakkede DLF's kongres os enstemmigt op - som det er sket ved de sidste syv forhandlinger - og prioriterede kravet som et af foreningens vigtigste. Alligevel bliver kravet ikke gennemført! Og det fremkalder min store frustration. Naturligvis kan forhandlinger vise, at noget er umuligt at gennemføre, selv om man fremsætter kravet for syvende gang. Men denne gang tog vore forhandlere alle pensionisternes krav af bordet inden de afgørende forhandlinger for i stedet at redde andre områder fra forringelser. Man solgte altså på forhånd nuværende pensionister for at forhindre forringelser for kommende pensionister, og det har vi simpelthen ingen forståelse for.

Det chokerer mig og gør mig vred, at det åbenbart er så let at desavouere en så stor medlemsgruppes helt berettigede krav. Vi pensionister sakker endnu en gang bagud. I hvert fald med de 2,2 procent, der er afsat til puljer til de enkelte organisationer. Det er ret smart af finansministeren at kræve forringelser af muligheden for at gå på førtidspension, hvor vore forhandlere så må sælge en hel gruppe for at kæmpe for at beholde de forhold, vi lige før mente var alt for dårlige! Sker dette, fordi man tror, at pensionisterne er en flok halvdøde nokkefår, der ikke kan mande sig op til højlydte protester, som andre medlemsgrupper kan?

Når Sine Sunesen udtaler, at »forliget imødekommer de høje forventninger, der har været blandt de statsansatte til markante lønstigninger og forbedringer af pensionen«, så udtaler hun sig i hvert fald ikke på de nuværende pensionisters vegne. Kunne hver enkelt pensionist deltage i en urafstemning om resultatet, er jeg ikke i tvivl om et dundrende nej. Nu håber jeg, at de, der skal udtale sig på pensionisternes vegne, kommer til samme resultat. Vi vil være lige så lige som alle andre. Mit samliv med foreningen fortsætter, men en illusion er bristet, varmen er aftaget, og jeg synes ikke, min forening har været mig helt tro.

Henning Pedersen er kongresdelegeret for pensionisterne, fraktion 4

»Mit samliv med foreningen fortsætter, men en illusion er bristet, varmen er aftaget .«