Debat

Fokus på det, der fungerer


Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forårets næsten obligatoriske prikkerunde er ved at være gennemført.

Endnu en gang har mange kommuner reduceret antallet af lærere og ført flere af vore kollegaer over i ledighed, og det på trods af at der nok aldrig har været mere brug for ekstra kræfter til at løse undervisningsopgaven. Klasserne vokser, og inklusionsopgaven bliver sværere at udføre.

Det går over min forstand, at der ikke kan sættes konstruktivt ind med en indsats, der virker. Godt 3.000 lærere er ledige, og snart står vi med et kuld nyuddannede, der forventer at komme til at prøve kræfter med undervisningsopgaven.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Men nej, der er ingen job - eller i hvert fald meget få. Det går bare ikke!

Alle arbejdspladser på vores felt har behov for flere lærere.

Vi må have forældrene i tale eller rettere til at tale. Børnene er fremtidens resurse. Der må lægges massivt pres på beslutningstagerne.

Forskningen viser, at investering i uddannelse betaler sig. Lad os satse. Giv allerede ansatte uddannelsesmuligheder og skab plads til nogle af de alt for mange, der venter på job.

Hvis vi ønsker at fremme velfærdsdagsordenen og sikre ungdomsårgangene en fremtid i den globaliserede verden, så skal der tages fat. Det nytter ikke stiltiende at iagttage, at ungdomsarbejdsløsheden stiger, og presset på skolerne fortsætter.

Vi har svært ved at få KL til at tage medansvar for folkeskolen. Regeringen er tilbageholdende - hvis det er det rigtige ord. Vi har svært ved at trænge igennem, så min opfordring går på, at vi såvel centralt som lokalt forsøger at bringe forældrene i spil som reelle allianceparter. Det kræver gedigent samarbejde, hvis vi vil have vendt skuden, og det vil vi. Folkeskolen er vores arbejdsplads.

Vi skal have skabt flere job. Det er en altafgørende øvelse i de kommende år. Alle skal have noget at leve af, og vi skal uddanne folk, så de kan håndtere fremtidens job. Vi skal investere i folk. At det eventuelt også indebærer, at man skal arbejde for at få en ydelse, bekymrer ikke. Vi må få bragt nogle af vore mange ledige ind i relevante og tiltrængte stillinger i folkeskolen.

Vi skal have samfundet til at satse. Velfærdssamfundet skal investere i og bekymre sig om fremtiden for os alle sammen.

Sats på uddannelse og jobskabelse. Lad os sammen yde en indsats såvel lokalt som centralt og politisk.

Vi skal alle have ret til arbejde og til at udvikle os og leve et liv, hvor vi både gør en forskel og gør gavn.