Anmeldelse

Medborgerskab

Medborgerskab

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En stor bog - om en aktuel dannelsesudfordring og et nyt fag i læreruddannelsen

Fakta:

Titel: Medborgerskab

Pris: 275 kroner

Sider: 307 sider

Type: Bog

Forlag: Religionspædagogisk Forlag

Denne antologi er stor i både omfang og ambition. Indholdet består af tre hovedafsnit: Medborgerskab i et begrebsligt og historisk perspektiv, medborgerskab i spændingsfeltet mellem religion, kultur og politik samt undervisning i medborgerskab. Der lægges altså op til at komme "hele vejen rundt". I den forstand kan bogen betragtes som en grundbog til studiet af begrebet "medborgerskab", uanset om dette ses ud fra det nye fag i læreruddannelsen, "Kristendomskundskab/livsoplysning/medborgerskab", eller om det studeres i andre kontekster.

Selv om der er tale om en antologi, fremtræder bogen som en helhed. I disposition og indhold er der en glidende og sammenhængende progression. I første del introduceres til begreber som "borger" og "medborger" i et historisk perspektiv, hvor skiftende ideologiske og dannelsesmæssige interesser giver "borgerbegrebet" forskellige betydninger. I anden del behandles forholdet mellem "religion" og "medborgerskab". Med både nationale og internationale vinkler belyses folkeskolens demokratiske dannelsestænkning set i lyset af et sekulariseringsperspektiv. Tredje del anskuer medborgerskabet ud fra et almendidaktisk overblik efterfulgt af eksempler på fagdidaktiske tilgange til temaet.

Et godt bud på en grundbog til lærerstuderende og lærere i skolen om et aktuelt begreb, som kategoriserer en fælles samfundsmæssig udfordring og måske også et nyt dannelsesideal for skolen.