Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
- Det er længe siden, at skoleledertjansen blev regnet for noget.
Det sagde formanden for Grundskolerådet, Katrine Lilleør, minsandten i et interview til Kristeligt Dagblad for nylig. Uden omsvøb. Nogle vil sige uden takt.
Lilleør bliver spurgt, hvad hun ville have været, hvis hun ikke var blevet præst, og hun svarer, at hun ville være skoleleder, fordi hun gerne vil være med til at give lærerne de bedst mulige arbejdsbetingelser. Det vil hun, fordi »vores børns dannelse er så vigtig, og vi bør give alle børn mulighed for at frigøre sig fra negativ social arv«, og det er lærerne, der kan give børnene det løft.
Det er smukt sagt, og Lilleør placerer sig hermed som en mulig brobygger mellem det skolepolitiske højre og venstre.
Men så kommer det. »Det halter i øjeblikket, fordi det er længe siden, at skoleledertjansen blev regnet for noget«.
Katrine Lilleør har naturligvis fat i noget. Fra børn, fulde mennesker og præster skal man høre sandheden. Skoleledere er siden 1990 forsøgt omkodet fra de første blandt ligemænd og kulturpersoner i lokalområdet til en slags kontorbestyrere med prokura fra tre forskellige politiske kontorer: ministeriet, KL og kommunen. En uskøn forfaldshistorie.
Det naturlige spørgsmål er så: Hvad skal der til, for at skolelederes arbejde igen »bliver regnet for noget«?
Tjae, skolelederne selv peger på »en forøgelse af ledelseskraften ved at optimere ledelsesfunktionen på skolen gennem kompetenceudvikling og sikring af det ledelsesmæssige råderum«. Det sagde Skoleledernes nyvalgte formand, Anders Balle, i hvert fald til »Skoleledernyt« i juni.
Det er med al respekt tvivlsomt, om managementbesværgelser alene kan sikre, at skolelederne fremover vil blive »regnet for noget«. Der er ligesom for megen magt og for lidt kærlighed i ordene.
Lyt i stedet til Lilleør: »Det kærligste, man kan gøre over for andre mennesker, er at sætte dem fri til at være dem, de er - i tillid til at det vil de være på den bedst tænkelige måde«.
Det er smukt sagt, men unægtelig paradoksalt, for Lilleør repræsenterer selv magten som Bertel Haarders håndgangne kvinde i et historisk kontrolregime.
Det er i høj grad den grasserende politiske overvågning og styring af skolelederne, der har ført til, at de har mistet status og professionelt selvværd. Sæt dem fri! Prøveløsladelse nu! Befri skolelederne!
Erik Schmidt
